Ditte Giese
Foto: Rita Kuhlmann

Replik: På mors dag blev jeg kaldt både gammel og verdensfjern

Det sårbare forældreskab er blevet moderne, og vi er alle tvangsindlagt til den offentlige barselsklub. Men måske de mange ”hudløst ærlige mødre” skulle skrue ned for forventningerne til en hverdag med små børn?

Det er en mærkelig fornemmelse at være 44 år og blive kaldt gammel som skældsord i et kvindemagasin, der ellers bryster sig af at være woke, inkluderende og feministisk. Men det var ikke desto mindre der, hvor chefredaktør for Femina, Isabella Alonso de Vera Hindkjær, valgte at sætte kniven ind mod mig på selve mors dag forleden. På trods af, at jeg er mor og har været det i 12 år, ved jeg nemlig ikke det fjerneste om at være mor i dag, da jeg åbenbart er alt for gammel og outdatet til at deltage i en samtale om det:  

”Der findes få ting så forudsigelige som ældre mennesker, der mener at deres alder alene kvalificerer dem til at have en holdning til yngre generationers livsforvaltning – især når de generationer bliver forældre”, som hun skriver. 

Jeg havde helt sikkert selv bedt om svar på tiltale med den noget provokerende overskrift, ’Hvorfor tuder forældrene i Generation Millennial mere end deres børn?’. Min klumme handlede om, hvorfor der er så mange forældre med små børn, der ustandseligt klager over deres elendige voksenliv. Jeg er altid klar på en god debat og var glad for replikken, men det er ærgerligt, at Feminas chefredaktør ikke har andet på tapetet end ren vrede. Og hun er ikke alene. Der er mange unge kvinder (ikke en eneste mand på trods af at min klumme handler om forældreskab, ikke moderskab), der har skrevet vrede kommentarer til mig. Flere har tilmed skrevet, at de begyndte at græde, da de læste min klumme. Vildt nok.

Det, jeg prøvede at starte en debat om, var det sårbare forældreskab, som er blevet moderne og allestedsnærværende. Der er hele medier, podcasts og utallige bogudgivelser om emnet ”hudløst ærlige mødre, der deler deres chokerende uperfekte møde med morrollen”.

På en måde kan jeg godt forstå, at det er provokerende, at der står en jubelnar (det er så mig) og siger, at hun godt kan lide at være mor, hvis man ikke selv er glad og ikke har sovet i et halvt år. På den anden side kan jeg ikke forstå, hvorfor man ikke kan sætte sig ud over denne korte periode set hen over et langt menneskeliv, hvor ens primære job er at servicere og håndtere små mennesker, og derfor må skrue ned for ambitionerne på både arbejde og den personlige hygiejne. Der er jo for faen et liv efter blebørn og natteroderi! Og jeg kan ikke tale livet med store børn nok op.

I min klumme kommer jeg med den indlysende pointe, at vi jo har at gøre med voksne mennesker, som selv har valgt at få børn, og altid har muligheden for at indrette deres liv anderledes, så det gør mindre ondt på dem. Det får Feminas chefredaktør omskrevet til at være “hamrende privilegieblindt”, hvorefter hun tegner et billede af den enlige mor med tre børn, der skal møde klokken 8, fordi der skal købes “letmælk og rugbrød”. Men det er jo aldrig den enlige mor med tre børn, der skriver en træt morklumme i Femina eller deltager i to timers podcast om børnefamilielivet. Det har hun sgu da ikke tid til. Det er folk som Isabella Alonso de Vera Hindkjær med lange uddannelser og lange navne, der dyrker den samtale.  

Og det er åbenbart voldsomt provokerende at tale om personligt ansvar, men jeg mener faktisk ikke, at det er samfundets skyld, at Generation Millennial bøvler med deres børn. Rammerne er der, vi lever i en rig og velfungerende velfærdsstat, og der er mangel på arbejdskraft, så selvfølgelig er der muligheder for at finde sig et job, der passer med livet med små børn. Det er ikke sikkert, at det er dit drømmejob, men mindre kan vel også gøre det i nogle år. Selvfølgelig er der plads til forbedringer strukturelt, men vi har alle egne handlemuligheder, ligesom at vi har muligheden for at gå politisk til værks, hvis vi synes, der er noget, der skal ændres på de store linjer.

Jeg har selv tilbragt det meste af mit voksne liv i politiske og aktivistiske foreninger og sager, og jeg er ikke sikker på, at man forbedrer eller ændrer noget for småbørnsforældrene ved at bekræfte hinanden i, at det er svært hele tiden. Jeg har her til morgen læst en artikel i magasinet Psykologi med overskriften ’Er det virkelig sværere at være forældre i dag?’ for at udvide min horisont på emnet. I artiklen udtaler fremtidsforsker Anne Skare, at hun mener, at det er sværere at være forældre i dag, fordi de unge forældre har et stærkt ønske om at være ”gode mennesker”, konstant vil forbedre sig, føler sig utilstrækkelige og samtidig søger balance i deres liv. Det lyder også mega anstrengende! Men det er jo altså et cirkus, som de unge forældre selv skaber, stræber efter og slår sig på. 

“Gør verden til et bedre sted”

Det var også noget af det, jeg faldt over i Feminas klumme, hvor Isabella Alonso de Vera Hindkjær ikke mener, at ”vi gør verden til et bedre sted” ved selv at tage ansvar for vores familieliv, som jeg opfordrer til. Men jeg tror så heller ikke, at de brokkende Millennial-mødre gør verden til ”et bedre sted” ved malende at dyrke de negative sider ved forældreskabet. Tilmed i en tid, hvor mange slet ikke kan få børn eller må gennemgå lange, bøvlede fertilitetsforløb. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke, at det må være svært at være barn i så energi- og glædesforladte familier.  

Det er et gammelt venstrefløjskneb at anklage folk, man er uenige med for at lide af ”falsk bevidsthed”, og Isabella Alonso de Vera Hindkjær får i sin klumme anklaget mig for både privilegieblindhed, og at jeg ”romantiserer gamle dage” (igen, jeg blev mor i 2010, ikke i 1910), men mest af alt får hun mig til at føle, at jeg er forkert. Som om mine erfaringer med både moderskab og arbejdsliv ikke tæller, og det er da ærgerligt, når nu jeg har så mange dejlige erfaringer at dele ud af, som tilmed tilhører nutiden.

Jeg vil blot sige, at der også foreligger et langt voksent +40-kvindeliv foran Feminas chefredaktør indenfor en overskuelig fremtid, hvor jeg vil håbe, at nogen synes, at hendes tanker og erfaringer er spændende at høre om. Jeg har i hvert fald tænkt mig at blive ved med at ytre mine. Mest skuffet er jeg dog over, at en magtfuld mediechef for et af landets største kvindemedier ikke kommer med et eneste nytænkende bud på, hvorfor hendes egen generation af især mødre kæmper så meget med deres worklife-balance, og hvad vi skal gøre ved det – andet end altså ”at tale om det”, tude løs og drømme om en bedre verden.  

Det er selvfølgelig også nemmere end at træde på egne ømme tæer og reflektere over, hvor underskuddet mon kommer fra. Det private er politisk, som altid, og det er godt at dele, men jeg er ikke sikker på, at det godt for småbørnsforældrene at forvandle det offentlige rum til en stor, klagende mødregruppe, der samstemmigt bakker hinanden op i, at det er meget, meget svært at være nogens mor (eller far). Det er meget federe selv at bryde ud af forventningernes fængsel.

Footer graphics