Julemarked på Nytorv ved Strøget. Foto: Ritzau Scanpix

København bliver alligevel ikke Europas “Christmas Capital”

Så er der igen ballade om de københavnske julemarkeder, som nu alligevel ikke skal forskønnes til næste jul.

Vinteren er tilbage med sne og kulde, så lad os lige tale om jul et øjeblik. De senere år har der været en del debat om de udskældte københavnske julemarkeder, der med pap-alpehytte-look, friturestegte churros, pretzels og polske stadeholdere har været svære at se det særligt københavnske i.

Debatten fik Københavns nu afgåede beskæftigelses- og integrationsborgmester, Cecilia Lonning-Skovgaard (V), til at love nye boller på gløggen. Med Lonning-Skovgaard i spidsen fandt kommunen penge til prestigeprojektet, Copenhagen – the Christmas Capital, som skulle markedsføre København som turistdestination i julemåneden og desuden søsætte nye juleinitiativer i hovedstaden.

Det handlede især om julemarkedernes æstetiske udtryk, hvor stadsarkitekten skulle indover, og det desuden skulle være nemmere for lokale kunsthåndværkere at leje en enkelt bod, sådan at udvalget ville blive mere mangfoldigt og ikke blot de samme slikblandinger fra Østeuropa og bratwurst alle steder.

Men nu er Cecilia Lonning-Skovgaard, som følge af en større mediestorm omkring dårlig ledelse, ude af rådhuset, og hendes afløser og partikollega, Jens-Kristian Lütken (V), ser ingen grund til at forskønne den københavnske jul. Så han derfor trækker stikket til den kommunalt støttede jul i København og kampagnen omkring the Christmas Capital, der kun lige nåede at blive lanceret. 

”Nu er julen løbet i gang, og det er fint. Men nu må de kommercielle aktører selv gribe den derfra, og der er ikke flere offentlige midler at komme efter,” siger Jens-Kristian Lütken til branchemediet Turisme.nu.

Den nye beskæftigelses- og integrationsborgmester mener altså, at de kommercielle aktører selv må finde ud af at indrette sig fremover, og der er derfor ikke de store forhåbninger om en forskønnelse af julen på Kongens Nytorv og Højbro Plads og andre pladser.

På rådhuset er de radikale glade for, at København alligevel ikke skal markedsføres som “julehovedstad”, fordi man hellere vil trække på den julesjæl, der allerede eksisterer, og i øvrigt hellere vil satse på bæredygtighed.

“Det med at trække lastbiler op gennem Europa fra syd, øst og vest for at brede forskellige nationalretter ud på en generatordreven gill, synes vi ikke, er den rigtig vej at gå. Vi vil gerne bruge den arbejdskraft, vi allerede har i København og holde mere bæredygtig jul. Det kunne være med kvalitetsmad, som hovedstaden er kendt for i forvejen, og vi vil gerne eksportere the copenhagen living style i form af cykeldeleordninger og grøn transport”, siger Christopher Røhl Andersen (R), medlem af Borgerrepræsentation på Københavns rådhus, til Heartbeats.

Så hans parti begræder ikke, at Venstres julemarkedsføringskampagnen lukkes ned, men håber i stedet på, at København kan dyrke sin oprindelige julesjæl:

“Hvis vi kunne få den gamle skøjtebane tilbage på Kongens Nytorv, kunne det være fantastisk. Og vi har en masse fine juleinitiativer og traditioner allerede som juleoptoget på Amagerbrogade, lystænding på Rådhuspladsen og andre af handelstandens initiativer. Vi synes, at vi skal dyrke de gode by- og kulturinitiativer, der skaber sjæl og liv, især når nu julen i så høj grad er forbundet med forbrug,” mener Christopher Røhl Andersen.

Her kan du se en reklamefilm for the Christmas Capital:

Find mere om
Footer graphics