Jeg har lige været til forældremøde nede i vuggestuen. Det var min første gang. Normalt kommer jeg ikke, fordi møderne altid ligger sent om eftermiddagen, og alle, der har børn, ved, at det er et ekstremt kritisk tidspunkt på dagen. Spørg enhver mor eller far, hvad de frygter mest, og ingen vil svare den tredje verdenskrig før ulvetimen.
Men den her gang tog jeg afsted, mens min kæreste holdt skansen derhjemme. Til mødet var der både kiks og mandariner, og så sad vi der og fulgte dagsordenen og fik styr på tingene. Bagefter var det så meningen, at vi allesammen skulle være kreative og klippeklistre for at pynte vuggestuens juletræ. Et stort grønt et i karton.
Dér fik jeg øjenkontakt med en medfar, hvis blik – præcis som mit – var intenst opfyldt af frygt, og så placerede en pædagog en bunke limpistoler på bordet foran os. “Så er det bare om at sætte fantasien løs!” er den mest skræmmende besked, jeg har fået længe. Måske nogensinde.
Lidt efter fandt jeg mig selv i fuld gang med at lime korkpropper sammen, og så slog det mig: “Hvis min kæreste vidste, hvad jeg lavede lige nu, ville hun tro, det var løgn.”
Målt op imod den uundværlige opgave, hun udførte derhjemme med nogle sikkert hysterisk krævende børn, virkede det umiddelbart rimelig upassende, at jeg sad på en børnestol og hyggede mig med en uformelig korkstang, som jeg netop havde besluttet mig for skulle have en blomst for enden.
Nu er det ikke, fordi jeg har noget imod forældremødet – tværtimod, jeg kommer helt sikkert også næste gang – men situationen som sådan er et meget godt billede på noget, som er galt. For tiden kan jeg meget sjældent befinde mig nogle steder uden at føle, at jeg faktisk burde være et andet sted. Fordi der vel at mærke er brug for, at jeg er et andet sted. Hele tiden.
Som en småbørnsfar, der også passer et arbejde hver dag, er følelsen af utilstrækkelighed efterhånden blevet en konstant ledsager i min hverdag. Det er stressende og opslidende ikke at være i ro med, hvor man er. I virkeligheden kan det koges ned til dette paradoks: Når jeg er hjemme, burde jeg være på arbejde, og når jeg er på arbejde, burde jeg være hjemme.
I praksis betyder det, at jeg ofte går lidt tidligere, end der står i min kontrakt, for at undgå at hente børn i institutionen klokken halv seks, hvor den jo så i øvrigt ville være lukket. Faktisk kan hverdagen – hvis min kæreste og jeg passede vores arbejdstider 100 procent – ikke lade sig gøre.
Jeg har på fornemmelsen, at jeg ikke er alene her. At få skovlen under den rette work-life-balance er en pænt stor udfordring for de fleste. Og selvom jeg egentlig synes, at jeg har en ok balance, kan jeg godt se, at der er lidt ratslør på styrepinden og der ikke skal særlig mange forældremøder til, før det hele tipper. Som familie kører vi den til grænsen, og der er en latent angst i mig for alle de små, uforudsete begivenheder og praktiske gøremål udenfor hjemmet, som kan forstyrre hverdagens rytme.
Lort og flyverdragt
At have to små børn og to fuldtidsjob kræver kirurgisk akkuratesse fra kl. 05 om morgenen til kl. 19.30 hver dag. Mentalt er man altid på vej fra a til b, og man mikroplanlægger hvert kvarter på døgnet. Det store problem er, at børn vil skide på din tidsplan. Og de vil skide på, at man faktisk har lavet den for deres forbandede skyld.
De vil ting nu. Som i lige nu. Også selvom det indbefatter to ting, der ikke kan lade sig gøre simultant. Et konkret eksempel fra i morges: At lave lort og have flyverdragt på på en gang.
Til trods for at den slags episoder fylder så godt som det meste af min fritid (sindssygt ord her!) vil jeg altså rigtig gerne være mest muligt sammen med mine børn, fordi de her år, hvor de er små, virker dyrebare, og fordi det simpelthen føles meget meningsfuldt at være sammen med dem, man elsker.
Den anden og modsatrettede drivkraft indeni mig vil gerne gå på arbejde, fordi det meget af tiden faktisk er ret sjovt – og trods alt mere stimulerende for hjernen end at lægge det samme puslespil med ni brikker igen og igen.
Kan du se problemet? Nogle gange strejfer tanken mig, at det havde været optimalt, hvis der havde været to af mig. Eller hvad med fem? Så var jeg fri for at gøre alting halvt hele tiden. Ikke fordi jeg snakker om at være den perfekte far, medarbejder, ven, søn eller kæreste, men blot at være tilstrækkelig til én af delene.
Og så er det sikkert her, at nogen vil sige noget med at stå af ræset, og at jeg burde sende det kapitalistiske samfund derop, hvor solen aldrig skinner. At jeg jo bare kan sige mit job op og finde en billig bolig derude omkring, hvor Lars Tyndskid har en mark. Men spar mig for den slags historier. Det er ikke for at være næsvis, men de sidste, jeg har brug for at høre på, er dem, der har fundet løsningen. Hvis du begynder på noget med yoga lige nu, og at det er vigtigt at være i nuet, selvantænder jeg.
Den eneste øvelse, jeg har fundet frem til fungerer for mig, er simpelthen at slutte en form for fred med min egen utilstrækkelighed. Jeg øver mig hver dag på ikke at lade min dårlige samvittighed fylde for meget i det øverste trykkammer. Hvor nogen vil sige, at det handler om at tage ansvar for eget liv og træffe et valg om, hvad man vil, kan jeg mere og mere mærke, at det giver mening bare at flyde med strømmen i disse kakofoniske småbørnsår.
Inderst inde føles det måske meget godt, hvis jeg lige prøver at mærke ordentligt efter. Men nu bliver jeg simpelthen nødt til at gå…