Grafik: Mia McCaul

Jeg vil gøre kartoflen sexet igen

Kartoflen er det tætteste, man kommer på en nationalgrøntsag hertillands. Den er mættende, minimaludledende, billig og sund. Alligevel bliver kartoflen mindre populær blandt danskerne hvert år. Med en sund portion kartoffelkærlighed undersøger Louise Rimkjær, hvorfor den gyldne knold ikke er blevet det sexsymbol i køkkenet, den kunne være – endnu.

Det er en stående joke i min familie, ja, på grænsen til mobning, at der altid skal laves ekstra mange kartofler, når jeg kommer til middag. Det har været min yndlingsspise, så længe tilbage jeg kan huske, og bliver de plettede guldklumper stillet på et bord i min rækkevidde, fortærer jeg dem da også som et barn på toppen af voksealderen.

Kartoflen er en hjertevarm spise. Den mætter godt, den er økonomisk tilgængelig for de mange, og dens smag er rund og sødlig uden at være egentlig sukret og jordet, som så mange andre rodfrugter er det.

Den er måske en af de mest kamelæonagtige grøntsager. Dens konsistens kan være alt fra sprød over luftig til moset, melet, sej og knasende, afhængigt af om du bager, koger, steger, moser, friterer eller forvandler den til suppe eller soufflé. Køkkenteknisk er den gyldne knold tæt på et vidunder. En usleben diamant, der blot kræver lidt arbejde.

Åh, jeg bliver helt tilfreds og endorfinhøj i kroppen, når sådan en en sjælden gang imellem rammer min tunge. For sjældent er det.

Selvom jeg er ellevild med kartoflen, lider den både hos mig og mange andre samme skæbne som ham din søde, almindelige fætter, der ikke har stor succes på Tinder. Alle ved, han er en gedigent god fyr, men han er hverken et smart, sexet eller eftertragtet emne.

Ifølge Coop Analyse er forbruget af kartofler faldet cirka 10 procentpoint på ti år til 24,1 procent af vores aftentallerkner. Og i København, hvor jeg selv bor, bliver der spist 19 procent færre kartofler, end hvad der er gennemsnitligt i Danmark.

Kartoffelmad på Aamanns. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix

Nu hvor det er velkendt, at kartoflen har stor alsidighed og lækkerhed, hvorfor er det så, at den ikke sidder med om bordet for populære fødevarer? Hvorfor bliver den set som æde for bondeknolde, når den kunne være stjernen på kosmopolitiske dagpengekunstneres vegetariske tallerkner?

Det har jeg sat mig for at finde ud af, i håb om at gøre kartoflen stor igen.

Et usundt ry

Til min mission vil jeg først forhøre mig hos ernæringsekspert og medstifter af Madroinstituttet Morten Elsøe. Han griber fat om de mange myter, kartofler har siddende på skindet.

“I mit arbejde er jeg mest stødt på, at folk tror, at kartoflens indhold af stivelse gør den til en fedende fødevare eller i hvert fald noget, man skal undgå, hvis man gerne vil tabe sig. Det er baseret på en udbredt fejlopfattelse af, at kulhydrater har en særligt fedende effekt på kroppen eller forhindrer vores vægttab,” fortæller Morten Elsøe.

“Der er også den idé om, at kartoflen bare er fyld. Den er billig, så vi har bare kunnet putte den på tallerkenen, uden at den bidrog med andet end mæthed. Jeg ville jo pointere, at den bidrager med kulhydrater, men det ser folk ikke som et positivt bidrag i en kulhydratforskrækket diskurs. Men derudover indeholder den både et højt indhold af vitaminer, mineraler og kostfibre. Det er de færreste nok med på,” fortsætter han.

Jeg kunne sagtens komme med argumenter for, hvorfor det var en superfood

Morten Elsøe, Madroinstituttet

Morten Elsøe er tilsyneladende fan ligesom mig. I hvert fald tegner han et billede af kartoflen som en helt uden kappe:

“Den giver os stort set alle de vitaminer og mineraler, vi har brug for. Hvis du kun måtte vælge én fødevare at spise, kunne du leve ret længe på kartofler alene. Det kan du ikke sige om særligt mange andre fødevarer,” fortæller han. Dog ville man på sigt udvikle mangelsygdomme, hvis man holdt sig til én fødevare, pointerer han.

Morten Elsøe nævner også sexyness og trendyness, der kan hænge sammen med næringsindhold og en afgrødes sundhed, men også kan være et marketing-stunt.

“Man ser ofte, at der er en hype omkring forskellige fødevarer, især jo tættere man kommer på København eller Aarhus. Der er for eksempel noget, der profileres som særligt sundt på grund af for eksempel højt proteinindhold eller kaldes superfood, som bare er et markedsføringsord,” siger Elsøe og fortsætter:

“Hvis man skulle lave en skala over sexede fødevarer, kunne der i den høje ende være havtorn og gojibær, og helt i den anden ende af spektret ville man måske finde kartoflen som den absolut mindst sexede, hippe superfood.”

Men hvorfor er det sådan, når nu kartoflen er så sund og god?

“Prøv at færdiggøre sætningen ’sovs og …’ Jeg tror, mange ser kartofler som antitesen til det hippe, sundheds- og miljøbevidste fødevarevalg. Den kommer lidt til at være i samme kostmønster som en tallerkenfuld kød med sovs – det ikke klimabevidste, ikke-øko jydemåltid. Den hænger sammen med den klimauvenlige kost, selvom den ikke er det,” siger Morten Elsøe og fortsætter:

“Der er måske en frygt for, at den ikke hiver tallerkenens trendyness opad, men snarere nedad.”

Min tese er desværre bekræftet hos Elsøe, men jeg opmuntres, når han remser følgende op:

“Såkaldte superfoods som havtorn bliver brandet på, at de har et højt indhold af C-vitamin. Men det er bare ikke så relevant at gå op i, både fordi vi spiser havtorn i så små mængder, og fordi danskere ikke har svært ved at få nok C-vitamin. Det får vi blandt andet masser af, når vi spiser kartofler. Jeg kunne sagtens komme med argumenter for, hvorfor det var en superfood.”

En sproglig kartoffel i munden

Den næste, jeg spørger, er Dansk Sprognævn. Hvad kan vi sige om kartoflens sproglige kvaliteter?

Ordet, og grøntsagen i øvrigt, er importeret via tysk fra italiensk ’tartufulo’, der betyder lille trøffel, måske fordi begge vokser i mulden. ’Kartoffel’ oser dog ikke på samme måde af italiensk forza i sin nuværende form og lugter heller ikke så dyrt som trøfler.

“Man skal jo tænke på, at kartoflen engang var noget fremmed, fordi den kom med kartoffeltyskerne. Det giver det lidt et twist, at den i 1700-tallet blev opfattet som noget eksotisk og udansk,” fortæller Marianne Rathje, seniorforsker ved sprognævnet.

Grov sprogbrug er hendes metier, og derfor kommer vi hurtigt til at tale om de negative sproglige kontekster, en kartoffel kan havne i: Man kan ligne en sæk kartofler, have kartoffeltud, og kartoffelkuren var heller ikke en fest. Men det, Rathje hæfter sig ved, er det nydanske slang-udtryk ’kartoffel’:

“Kartoffel brugt om etniske danskere er interessant, fordi man normalt bliver krænket af en nedsættende intention, som den jo er her. Men de færreste danskere føler sig krænkede af at blive kaldt kartoffel,” siger Rathje og fortsætter:

“Der er ikke rigtigt noget tabu over det. Grisefarvet kan man måske til nød blive ked af, fordi der er noget ulækkert ved en beskidt gris. Men kartoffel? Så skulle det være noget med, at det er en kedelig grøntsag, fordi den er så jævn og bliver spist til alle måltider.”

Selvom kartoflen er god og dejlig, havner den altså på grund af sit knortede look og sin almindelighed ofte i bunke med lidt triste ord.

Det er hverdag, regnvejr, det er leverpostej og kartoffel

Marianne Rathje, Dansk Sprognævn

“I slang-ordbogen står der, at kartoffeldansker er synonymt med leverpostejsdansker, og leverpostejsfarvet er også skidt. Det er hverdag, regnvejr, det er leverpostej og kartoffel. Det er det kedelige og det, som der er mest af. Det er ikke fest og farver og noget særligt. Det er gedigent god kost.”

Nynordisk eller ej

Og det leder mig til, at dansk mad – trods den nynordiske madrevolution – stadig har et usexet ry. Det er meget mere spændende med ukendte ingredienser fra Fjernøsten eller nye retter fra Latinamerika. Det dufter af, at man er berejst, kultiveret og interesseret i andet end krummerne i egen navle.

Madens modeluner bevæger sig i alverdens hjørner, fra Japan og Korea til Mexico og Brasilien – og den italienske fascination ej at forglemme. I hjertet af mange fjerntliggende madkulturer finder man imidlertid ris og pasta/nudler, men det vil måske overraske mange, at de begge er meget værre for klimaet.

Hvor kartofler ifølge Samvirke udleder 0,2 kilo CO2 per kilo, ligger pasta med et aftryk på 2,2 og ris med 3,3 kilo CO2 for hvert kilo af fødevarerne.

Men som Morten Elsøe påpeger, bliver kartofler slet ikke taget i betragtning, når vi spejder efter bæredygtige fødevarer nede i Netto.

“Jeg tror, de fleste tænker, at noget klimavenligt også er grønt, altså grønt i farven. Det er kartoflen jo ikke, selvom det er en meget klimavenlig fødevare,” siger han.

Det er den både på grund af sin dyrkning, men også fordi den kogte kartoffel er den fødevare, der med længder mætter mest per kalorie. Den er det modsatte af en croissant – så kalorieholdig og umættende, og dog alligevel så indbydende. I seksuelle termer en quickie sammenlignet med kartoflen.

“Kigger man på den isoleret set, er der simpelthen ingen argumenter for at skælde den ud. Jeg synes, det er ærgerligt, at kartoflen er blevet udskældt, og det ville være fedt, hvis den blev trendy,” afslutter Morten Elsøe.

Der er ikke meget optimisme i mig, der siger, at min favoritgrøntsag er ved at gøre comeback, selvom der er så meget godt at sige om den. Men indtil den gør, kan du finde denne spud lover ved køkkenbordet med Anna, Hasselback og Duchesse.

Find mere om
Footer graphics