Ludoman / © Liv Ajse / Heartbeats 2019

Sandheden om at være ludoman: “Jeg går på toilettet 10 gange i timen for at tjekke resultater på min telefon. Jeg lever nærmest to forskellige liv.”

I denne artikelserie giver vi en række almindelige mennesker i ualmindelige fag eller situationer ordet. I dag fortæller en ludoman om at spille det hele op og meget mere til.

Illustration: Liv Ajse

Den dag det går op for mig, hvor mange penge jeg har spillet op, går min verden i sort. Jeg er sikker på, at nu mister jeg min kone og mine børn. Selvmord virker umiddelbart som den nemmeste løsning. Det er i oktober 2018, hvor jeg spiller for sidste gang og taber de allersidste penge, jeg har.

Jeg er på arbejde på skibet. I et stykke tid op til den aften har jeg gået og tænkt over, hvor meget jeg mon efterhånden skylder, og nu har jeg lige taget endnu et quicklån på 3.000 kroner hos Vivus.dk, som jeg vil spille på noget sikkert. Det er vigtigt, at jeg får pengene hjem. Jeg odd’ser på en fodboldkamp, som både jeg og bookmakerne mener, er ret sikker. Jeg taber alt og bryder sammen. Selvom jeg er på arbejde, er jeg nødt til at finde ud af, hvad jeg skylder, så jeg laver en oversigt. Det ender på omkring 350.000 kroner fordelt på otte quicklån.


Jeg er vokset op i en familie, hvor mine forældre godt kunne lide at spille, men de spillede mere banko og på enarmede tyveknægte. Da jeg blev spillemyndig, startede jeg lige så stille op med to kuponer til en tyver. Dengang kunne jeg sagtens holde det i skak, for når jeg ikke havde flere penge, kunne jeg ikke spille.

Men i slutningen af 2017 begynder det at eskalere. Jeg hører fra en kollega, der også spiller, at man kan låne penge på det her Vivus.dk. På det tidspunkt har min kone og jeg stadig fælleskonto, men det er alligevel lykkedes mig at holde mit spil skjult for hende. Men nu skal jeg bruge flere penge, og jeg går ind på Vivus.dk og låner 6.000 kroner. De tjekker ingenting.

Det går fint i starten, jeg spiller og vinder 10.000. Fedt, penge til mig selv, tænker jeg. Men så kommer den her lille djævel og sætter sig på min skulder og siger: Du kan da sagtens vinde igen. Det går sgu også meget godt. Jeg får dagligt beskeder på sms eller e-mail fra Vivus.dk, om jeg ikke lige skal låne noget mere. Om ikke, jeg mangler en ny telefon? På skibet har jeg meget alenetid, også når jeg arbejder, for det er om natten, så der kan jeg nemt have telefonen liggende foran mig og så spille.

Jeg begynder at være ligeglad med meget i familien, når jeg er hjemme. Jeg går på toilettet 10 gange i timen for at tjekke resultater på min telefon. Jeg lever nærmest to forskellige liv. Skal vi noget i familien på et tidspunkt, hvor der kører noget fodbold i fjernsynet, vil jeg ikke med. Min kone må tage alene med børnene til fødselsdage, for jeg gider bare ikke.


Det går for alvor galt under VM i fodbold 2018, for der er der hele tiden noget at spille på. Jeg spiller på Danske Spil og på op til fire kampe om dagen. Danske Spil siger jo godt nok, at de hjælper folk med spilleproblemer, men jeg hørte nu aldrig fra dem. Det går dårligt med mit forhold til min kone, vi skændes meget. Men når jeg spiller, finder jeg ro. Jeg bliver oppe, når hun går i seng og ser de kampe, jeg spiller på. Når jeg vinder, falder jeg ned, og så kan jeg hurtigere tilgive hende. Nu ved jeg ikke, hvordan det er at tage stoffer, men jeg forestiller mig, at det gør det samme. Når man vinder, får man dulmet det, man er ked af, og det får uroen ud af kroppen. Det er selvfølgelig ikke kun på grund af mit dårlige parforhold, at jeg spiller alle de penge op. Men igen, jeg har arbejde, familie og to små børn, som konstant hiver i mig. Og selvfølgelig vil jeg gøre alt for mine børn, men nogle gange har jeg bare brug for at være mig selv.

Mit spilleheld slipper op. Nu begynder det at handle om at vinde de tabte penge tilbage. Jeg har intet overblik over, hvor meget jeg skylder. Jeg spiller på hvad som helst, en eller anden 2. divisionskamp i Norge, hvor jeg ikke kender holdet. Jeg kan kun låne op til 12.000 på Vivus.dk, så jeg finder andre steder at låne. Inden jeg ser mig om, har jeg 10 forskellige lån, og jeg ender med at være så langt ude, at jeg ikke kan låne flere steder. Når jeg taber, ligger jeg søvnløs og tænker over, hvordan jeg skal skaffe penge. Mine tanker begynder at kredse om at gøre en ende på mit liv. Da jeg bliver klar over størrelsen på min gæld, er jeg stensikker på, at min kone vil gå fra mig. Jeg ved, at jeg vil få svært ved at få det sagt, så jeg skriver et langt brev til hende.


Jeg kommer hjem fra færgen to dage før min datters fødselsdag. Jeg vil gerne vente til efter, vi har holdt den, men jeg bryder jeg sammen. Jeg giver hende brevet, hun læser kun tre linjer, så siger hun, at hun vil høre mig sige det selv. Hun bliver virkelig sur. “Gå ned og sov med børnene og lad nu være med at gøre noget dumt, jeg kommer tilbage igen,” siger hun og kører sin vej.

Næste dag går hun med i banken. De kan ikke hjælpe. Vi finder noget, der hedder DinGæld.dk, og de kan sådan lidt a la ‘Luksusfælden’ på tv forhandle med mine kreditorer for mig. Vi får lavet et skema over, hvor meget jeg skal betale, for at det kan køre rundt derhjemme. Min kone har en opsparing på omkring 50.000, og i begyndelsen siger hun, at hun ikke vil have noget med min gæld at gøre. Men da hun indser, hvor hurtigt jeg vil kunne tjene flere penge ved ekstra-vagter på skibet, ender hun med at hjælpe mig.

Jeg tilmelder mig noget, der hedder rofus.nu, som gør, at jeg udelukker mig selv fra alle danske onlinespil og casinoer i et år, og min kone tager med mig til en samtale hos Ludomanilinjen i Odense. Her taler vi om min barndom, hvordan min opvækst var og sådan noget. Jeg melder mig til et 12-dages program, hvor jeg skal bo der sammen med seks andre.


Jeg ved ikke, om det her kunne ske for alle. Jeg tror, det har meget med ens opvækst at gøre. Det sagde de i hvert fald på Ludomanilinjen, og jeg kunne høre fra de andre på mit hold, at de ikke lige havde haft den fedeste barndom eller den mest hjælpsomme mor. Nu skal det ikke lyde forkert, men jeg var jo slet ikke den værste i forhold til, hvad jeg nåede at spille op. Jeg tror, det er den lette adgang til at låne, der får det til at eskalere, det er svært at overskue konsekvenserne. Det kan godt være, at folk siger, at det er din egen skyld, at du selv tager de lån. Men på mit hold var der en knægt på kun 20, hans gæld var godt nok mindre end nogle af de andres, men det er en ung alder at have sat sig sådan. Det bekymrer mig, at det er så nemt, også på mine børns vegne. På et tidspunkt skal de have at vide, at far har dummet sig, men først når de har en bedre forståelse for penge.

Deres opvækst er heldigvis, indtil videre, langt fra den, jeg selv har haft. Da jeg var lille, gik jeg til fodbold og håndbold, og min mor kørte taxa, og min far kørte lastbil. Jeg kan ikke mindes, at min far nogensinde har set mig spille fodbold eller har kørt mig til træning. Han havde intet med os børn at gøre. Når han kom hjem, skulle han se nyheder på først DR1 og se på TV2, og ’Disneysjov’ om fredagen måtte vi ikke se, for han skulle se det, han havde lyst til. Vi fik aldrig ris eller pasta, for han ville have kartofler. Alt var altid på hans præmisser. Han var en meget hård mand, også overfor mor, det har jeg først fået øjnene op for nu. Sådan en far er jeg ikke. Jeg laver ting sammen med mine børn, går til svømning med dem, leger med dem, alt muligt.


Det ludoman-ophold i Odense er – foruden da jeg blev gift og mine to børns fødsler – de bedste dage i mit liv. Jeg har lært så meget om mig selv. Som min kone sagde, da jeg kom hjem – det var som at få en ny mand, og det har gjort vores forhold meget bedre. Min adfærd har ændret sig meget, også overfor børnene. Jeg skælder mindre ud og er blevet mere large.

Men min kone bebrejder mig stadig, og hun er træt af, at vi sidder så stramt i det. Jeg knokler ekstravagter på skibet og har fem ekstra jobs, når jeg er hjemme, og jeg håber stadig på en aftale, så jeg selv kan betale resten af, og vi ikke skal låne af hendes forældre. Lige nu har vi ikke nogen tidshorisont for, hvornår jeg er gældfri, fordi vi ikke kan få en aftale med Santander. Er det 10 år? Så er vores søn 16. De fremtidsudsigter, synes min kone, er uoverskuelige. Jeg er selvfølgelig flov over for hende og mine børn. Især er jeg flov over for min svigerfamilie. De kigger på mig af en grund, og den grund ved vi godt allesammen, hvad er. Men jeg er blevet bedre til at håndtere, når nogen får det at vide.


Jeg ved faktisk ikke, om min far ved det, jeg taler ikke ret meget med ham. Min mor blev ked af det. Min kone har også fortalt det til hele sin arbejdsplads, hun havde brug for at tale med nogen om det. Det forstår jeg så ikke helt, at de alle sammen skulle involveres.

Min nærmeste familie ved det også, men vi taler ikke om det. Min svoger sagde, da han hørte det, at det jo er en sygdom, og at det er synd for mig, og det var det. Den eneste, jeg taler lidt om det med, er en kammerat. Når han er her, så spørger han lidt, og næste gang han kommer, så spørger han måske lidt mere. Men det er ikke noget, vi taler om i omgangskredsen.

Jeg tror ikke, jeg kommer til at spille igen, jeg har så meget andet nu. Men jeg tror, at trangen kan komme over mig. Hvis min kone og jeg går fra hinanden, og jeg får meget alenetid, kunne der måske ske noget. Så har jeg ingen at stå til regnskab over for. Men jeg klapper mig selv på skulderen, hver gang vi når den første i måneden, for så er der gået en måned mere, hvor jeg ikke har spillet. Jeg skal finde på noget andet, og derfor har jeg fået en hobby med at samle vandflasker med pant, når jeg sejler. Så sætter jeg pengene for pant ind på en konto, hvor jeg først kan hæve dem om et år. Det får mine tanker væk fra at spille. Jeg ved, at jeg mister alt, hvis jeg gør det igen, og det vil jeg bare ikke. Jeg har fået noget at arbejde henimod.

Mand, 34 år, gift og har to børn på tre og fem, arbejder på et skib – fortalt til Tea Sletved


Om ‘Sandheden om’:

Har du tænkt over, hvordan det er at være den ædru taxachauffør, der kører stive folk hjem fra byen natten lang? Eller intim waxeren der fjerner hår mellem folks baller? Eller hvordan er det at være au pair og skure gulv hos rige, danske børnefamilier? I denne artikelserie giver vi ordet til en række anonyme personer og lader dem fortælle frit fra leveren om, hvordan det er at være i et fag eller en situation, vi normalt ikke hører hele sandheden fra.

Find mere om
Footer graphics