Jeg er født i 1996. Som rosinen i pølseenden af millennial-generationen, opvokset i 00’ernes kitschede tidsalder og evigt midterbarn. Jeg repræsenterer porten mellem to generationer. Eller rettere: sammen med resten af min årgang udgør jeg generationskløften. På den ene side vil jeg gerne drikke spirulina-smoothies til 75 kr. fra en fancy juicebar med mine venner, men omvendt græmmes jeg ved tanken om, at min 14-årige lillebror sandsynligvis aldrig kommer til at smage de der højrøde pølser, man kunne købe i Aldi for en mønt, og som havde samme farve som den ketchup, de skulle dyppes i.
Som et pendul svinger jeg frem og tilbage mellem savnet over det forgangne og fornøjelsen over det fremtidige, men for tiden ønsker jeg mig tilbage til 00’ernes ukorrekte, usunde og unaturlige madvaner. Det var tider, dengang Polars regnbueis syntes at have monopol på børnefødselsdage, frituredryppende bølgefritter og slush-ice var provinscafeteriaets fornemmeste menupunkt, og hvor man købte bland-selv til stykpris og altid havde en voldsom debat med sig selv om, hvorvidt man skulle købe færre store stykker eller flere små stykker slik. Det var tider, længe før havremælken kom til køledisken, og soyaprodukter var sådan noget, man måtte hente i Sverige.
Generelt synes vores madvaner at have været gennem en slags gourmetficering. Pølser er i dag lavet af rigtigt kød i naturtarm, bølgefritter er udskiftet med håndskårne og ovnbagte kartoffelbåde (som sikkert snart udfases til fordel for broccolini-chips i sesammarinade), og regnbueisen koster 54,50 kr. og kommer fra Hansens økologiske mejeri. Det er for det bedste, vil ernæringseksperterne sige. Men er helse- og gourmettendensen altid kun god?
Jeg mener, at vores samfund er blevet for frelst. Det gør sig gældende i mange henseender, men her tænker jeg specifikt på madvaner. Jeg er naturligvis af den overbevisning, at det usunde, ukorrekte og e-nummererede skal begrænses til særlige lejligheder, og at en sund og balanceret livsstil er vigtig for vores eget ve og vel såvel som samfundets. Ikke desto mindre synes jeg, at der skal være plads til at synde med madvarer af den slags, som 00’erne var rige på, uden at der bliver set skævt til dig i supermarkedet.
I visse geografiske dele af det danske samfund, hvor helsebølgen rigtigt har slået igennem, er det nærmest socialt selvmord, hvis du så meget som kigger på den billige flødeis. Fåtallet af børn i dag vil huske tilbage på samme glade madstunder omringet af kunstige smagsforstærkere og forarbejdede sukkervarer som mig. Det, mener jeg, er ærgerligt, og lad mig forklare hvorfor.
Blandt mine lykkeligste madminder fra barndommen er for eksempel fiskefingre. Jeg husker, hvordan jeg fra min placering på køkkenbordet stirrede på stegefedtet, som spruttede lystigt, når de halvfrosne fiskepinde ramte panden. Duften af det, jeg dengang troede var fisk, bredte sig i hele lejligheden, mens olieosen blev tyk som morgendisen.
Min mor måtte åbne terrassedøren, mens jeg spiste mine fedtede fingre. Dengang var jeg ligeglad med, at det var ren panering fyldt med melklister. Jeg slugte dem velfornøjet. Det var dengang, man ikke var for fin til at servere en Dancake-citronmåne eller mazarintærte for sine gæster akkompagneret af kaffe med creamer-pulver eller opvarmet Mathilde kakao med dåseflødeskum. Jaja, hvis man havde formastet sig til at kigge på plastikemballagens indholdsoversigt, havde man sikkert erfaret, at kaffebordet i virkeligheden var et festmåltid af e-numre og surhedsregulerende midler, men i 2001 var den slags lige så ligegyldigt som parfumestofferne i Airwick’en på badeværelset. Men set med nutidige storbyøjne, derimod, er den slags både ufint, usundt, unaturligt og sågar ulækkert.
Jeg forstår godt, at forældre køber økologiske råvarer til familiens småfolk og hellere ser, at de fylder sig med friske æbler end papirpakkede chokoladekiks til hverdag. Jeg forstår også godt, at børn skal være fysisk aktive, spise efter kostrådene og have fuldkornsrugbrød med kerner i madpakken. Jeg er også med på, at der for voksne gælder samme regler: clean eating, lange løbeture og en daddelbar til den lille sult.
Jeg selv bestræber mig på alle ovenstående ting i hverdagen, for hvor er det også vigtigt, at vi passer på os selv, vores samfund og miljøet. Men jeg er stået af på den moderne sundshedsfetichisme, som udelukker alle former for fortæringsmæssig frihed med sine sektlignende regelsæt. Man skulle næsten tro, at kostretninger som stenalderkost, LCHF, alkaline og veganisme var religioner under fællesbetegnelsen ‘naturtro’.
Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle skrive dette, men jeg savner sjusk. Jeg savner, at man kan købe Samba-flødeboller til fødselsdage, uden at kollegerne eller de andre forældre ser skævt til dig, fordi du ikke har brugt en halv nat på at pynte din kokossukker-karamelkage med vegansk ’dulce de leche’. Jeg savner, at man kan servere en fabriksfremstillet regnbueis med kemisk eftersmag uden at tage forbehold for dem, der hverken spiser mælkeprodukter eller forarbejdede fødevarer, der ikke passer på kostpyramidens hylder. Jeg savner fiskepinde. Og jeg er træt af at lytte til forældre i ‘Sara & Monopolet’, som strengt forsager sukker og kager.
Det er ikke, fordi jeg kæmper en indædt kamp, for at vi skal vende tilbage til 90’ernes og 00’ernes laissez-faire kostvaner, og jeg håber, at hverken købeklar roulade eller ananas på dåse får en renæssance. Tværtimod. Faktisk havde jeg en så usund barndom, at min krop sandsynligvis stadig er en skraldespand af tilsætningsstoffer på trods af min nuværende livsstil.
Det, jeg ønsker, er i al simpelhed, at vi tænker over balancen mellem det sunde og usunde, naturlige og unaturlige, regnbueis og rawbites. Hvis man ellers lever nogenlunde efter sundhedsmyndighedernes anvisninger, så dør hverken du eller dine børn af at spise en plastindpakket købekage fra de billige rækker i Netto ved en sjælden lejlighed – og du bliver ikke et dårligere menneske af at købe kebabpizza fra den lokale på en travl dag, hvor du virkelig ikke orker at lave det hele fra bunden med økologiske råvarer.
Så i dag slår jeg et slag for alle de kunstige madvarer, vi har måttet ofre på helsekostens alter. Og næste gang jeg får min lillebror på besøg, serverer jeg røde pølser med ketchup. Jeg har fundet ud af, at de koster 23,95 kr. i Rema 1000, og jeg er fast besluttet på, at han skal smage dem, inden hans barndom endegyldigt er forbi. Han har jo resten af livet til at spise rigtig mad.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
