Man føler sig lille, når man står foran Glyptoteket, og når man bevæger sig rundt derinde. Og så er der helt utroligt smukt med så mange dekorative detaljer og referencer, at man bliver helt overvældet. Bygningen er blandt de vigtigste arkitektoniske monumenter i København, og den er et pejlemærke for turister.
”Blandt historiens udhuggede vidnesbyrd får jeg en fornemmelse af i et kort sekund at svæve udspændt mellem dengang og nu, mellem liv og død, hovmod og det sublime fald. Over tid vil alting smuldre, og selv den hårdeste sten forgår, men planterne, selv de skrøbeligste, kaster frø og bliver til flere. Dødsangsten sidder som blomsterhoveder løst på stænglerne, kuplen er et øje vendt mod det uerobrede verdensrum, og skyer driver videre, væk, for i Vinterhaven finder vinteren aldrig sted.”
Sådan skriver forfatter Eva Tind om Glyptoteket i den nye bog ’Glyptotekets Arkitektur’. Fornemmelsen af sammenfald mellem tid og rum synes at være en fællesnævner for oplevelsen af at besøge Glyptoteket, da også kunstner og forfatter Sofia Kalkau og kunstner Sif Itona Westerbergs poetiske beretninger i bogen kredser om det samme emne. Man kommer tilsyneladende ikke udenom, at historien er allestedsnærværende, når man er på Glyptoteket.
Hver måned sætter vi fokus på et nyt signifikant bygningsværk og dets arkitektur, og denne gang zoomer vi ind på Glyptoteket, da de netop har åbnet udstillingen ’Bag Facaden – opdag Glyptotekets arkitektur’ og udgivet bogen ´Glyptotekets Arkitektur´.
Personligt kender jeg Glyptoteket udmærket, men alligevel kommer det som en overraskelse for mig, at museet i virkeligheden består af tre bygninger og ikke én. De er tegnet af de tre forskellige Vilhelm Dahlerup, Hack Kampmann og Henning Larsen. Mellem de to første og største bygninger fra henholdsvis 1897 og 1906 er der flere stilistiske sammenfald, hvorimod Henning Larsens tilføjelse fra 1996 skiller sig tydeligt ud.
Brygger og kunstsamler Carl Jacobsen
Brygger Carl Jacobsen var ikke kun interesseret i øl, men også i arkitektur og kunst. Han havde i mange år samlet kunst, da han og hans kone Otilia i 1882 åbnede deres betydelige kunstsamling på Ny Carlsberg i Valby. To år efter brændte Christiansborg og en stor del af statens kunstsamling gik tabt. Dette var med til at få parret til at skænke deres enorme samling til offentligheden. Carl ville have at København skulle have et skønhedstempel og han gav det navnet Ny Carlsberg Glyptotek.
Bogen beskriver, hvordan Carl på grund af sin store arkitekturinteresse selv lavede udkast til byggeriet, som arkitekt Vilhelm Dahlerup (en af tidens største danske arkitekter) fik til opgave at bygge videre på. Dahlerups bygning er den del af Glyptoteket, som ligger ud til Dantes Plads. Den er opført i veneziansk renæssancestil med referencer til ikoniske museumsbyggerier i Berlin, Wien, Paris og London.
Dahlerups bygning åbnede 1. maj. 1897 og består af tre fløje om en gård. I bogen og udstillingen kan man få alle de detaljer, man orker, men her vil jeg blot fremhæve, at bygningen er opført i røde mursten på et gennemgående fundament af Allinge-granit med dekorationer også i granit, terrakotta og kalksten. Mange glædede sig over det nye museums arkitektur, men ikke alle. Som man kan læse i den nyudgivne bog, kritiserede forfatter Henrik Pontoppidan bygningen i Politiken i marts 1897, hvor han skrev at den var:
”Et Monstrum af Smagløshed”, ”En Skifting avlet ved Voldtægt og født i Dølgsmaal,” der fra den ene side ”ligner en Lade” og fra den anden ”Indgangen til et stort Vokskabinet.”
Arkitektur og identitet
Hvordan mon det har været at besøge Glyptoteket som nyt, tænker jeg, mens jeg bevæger mig videre ind i Glyptoteket. Nu føles alt unægtelig meget gammelt, men nok ikke mindre imponerende end dengang. I anden halvdel af 1800-tallet udviklede København sig voldsomt. Både areal og befolkning firedobledes, og byen udviklede sig til en moderne metropol i en periode, der var kendetegnet ved omvæltning og nyskabelse. Afskaffelsen af enevælden og indføringen af demokrati skabte behovet for nye demokratiske og samlende institutioner.
Museet som institution var altså forholdsvis ny, da Glyptoteket åbnede og må jo derfor have været anderledes moderne for de besøgende, end vi oplever det i dag. Sammen med andre nationale museer fik Glyptoteket en opdragende og oplysende funktion. Formålet var at danne de besøgende og at styrke individets nationalfølelse gennem kendskab til nationens historie og helte såvel som til den klassiske kultur.
Museet havde derfor fra starten en afgørende rolle i dannelsen af det moderne menneskes selvforståelse og identitet, og den udvikling var arkitekterne bag Glyptoteket også klar over, og både Dahlerups og Kampmanns bygning er historicistiske og nationalromantiske i stilen.
Vokseværk fra starten
Mens jeg stadig står i den store hvælvede forhal og der til alle sider fører veje i flere retninger er det svært at forstå, at Dahlerups bygning ikke var stor nok. Men sådan gik det. Ganske kort efter Glyptotekets åbning viste det sig, at der skulle mere plads til hele bryggerparrets kunstsamling, der i øvrigt voksende eksponentielt hele tiden. Arkitekt Hack Kampmann blev valgt til opgaven. Hans bygning blev bygget i forlængelse af Dahlerups bygning og er forbundet gennem to portaler og mest åbenlyst den magiske vinterhave.
Kampmanns bygning er ligeledes udført i røde mursten og udgør en rektangulær form og vender ud mod Glyptotekshaven. Bogen beskriver i detaljer det, der kan være svære at se for ikke kendere, men hvor Dahlerups bygning er mere historicistisk, så er Kampmanns bygning mere nationalromantisk.
Jeg forestiller mig, at der er mange nok gæster i tidens løb, der ligesom mig aldrig har tænkt over, at det er to forskellige bygninger, man bevæger sig igennem, og at arkitekten ikke er den samme. Men med den nye viden kigger jeg opmærksomt på forskellene, og de to bygninger har trods de få års adskillelse både ligheder og forskelle. I både den manglende symmetri mellem bygningerne, rummenes størrelser og forskelle i dekorationer afslører forskelle, når man er opmærksom på det.
Anderledes nemt er det at genkende Henning Larsens tilbygning fra 1996, som rummer den franske malerisamling og overordnet fremstår enkel og lys. Denne seneste tilføjelse til den arkitektoniske collage ligger i Hack Kampmann-bygningens ene uudnyttede gårdrum. Uden egentligt at røre Kampmanns bygning ligger Henning Larsens postmodernistiske tilføjelse frit i gårdrummet dog omkranset af en trappe, der kører rundt om de i alt fire etager og forbinder de to bygninger.
Vinterhaven
Vinterhaven er Glyptotekets samlingspunkt. Det er mit og mange andres yndlingsrum, hvis man skal dømme ud fra folk, der opholder sig her med andet formål end at kigge på kunst. Den har de senere år har været en af Københavns mest brugte instagram-lokationer, og man kommer ikke udenom, at den er yderst fotogen. Vinterhaven var ikke en del af det oprindelige byggeri, men blev tilføjet efterfølgende og stod færdig i 1906 sammen med Glyptotekets anden bygning tegnet af Hack Kampmann. Den danner bro mellem de to byggerier. Man bliver næsten svimmel ved at kigge op, når man er i vinterhaven, da det er her, Glyptotekets imponerende kuppel hører til.
I bogen kan man læse, hvordan arkitekt Vilhelm Dahlerup i hvert fald var utrolig glad for, at kuplen blev tilføjet og udtalte selv ved åbningen:
”Jeg er så glad ved den kuppel, nu den er færdig. Før spurgte turisterne: Hvor er Glyptoteket? Og folk viste vej, og alle veje fører jo dertil, men turisterne kunne ikke finde det alligevel. Nu kan vi blot pege på kuplen: Der ligger Glyptoteket!”
Og det kan vi stadig den dag i dag.
Arkæologiens farver: Den oprindelige Dyp i Dyrup
Farverne på væggene og i dekorationerne har altid været en del af Glyptotekets DNA, og jeg tror også, at netop de farvede vægge især de senere år har inspireret mange menneskers boligindretning, nu da farvede vægge igen er moderne. Gennem de mere end 125 år, der er gået siden åbningen af museet har væggene skiftet farve mange gange. I 2021 fik Glyptoteket foretaget en undersøgelse af farveudviklingen i udstillingsrummene for at finde ud af de oprindelige farver, og hvilken udvikling der har været gennem tiden.
Og den var større end forventet. Dahlerups bygning var oprindeligt farvet i polykrome jordfarver og mættede oliefarver, hvor Kampmanns farvevalg var mere klart og kontrastfyldt. Farvevalgene gjorde altså oprindeligt overgangen mellem de to bygninger mere markant, men med tiden har Dahlerups typiske historicistiske og stærke farver overtaget, og er det de fleste af os i dag forbinder med Glyptoteket.
Man kan fortabe sig selv og glemme tiden, mens man kigger på samlingerne, arkitekturen eller prøver at fange den helt rigtige vinkel i et fotografi. Og hver gang jeg er på Glyptoteket, så når jeg aldrig det hele, og jeg tænker altid at jeg snart må tilbage. Det tænker jeg også nu. Jeg må snart derind igen og uanset om du er kunst- og arkitekturinteresseret, vil have smukke billeder til dine SoMe-kanaler eller mangler et sted til refleksion, så er det et af de bedste steder i København.
Udstillingen ’Bag Facaden’ kan ses frem til 19.11.2023 og bogen ´Glyptotekets Arkitektur´ er udkommet på Strandberg Publishing og kan købes på nettet og i de fleste boghandlere.
