Avocadomad
Foto: Unsplash

Instagram-venlig vandsluger: Man lagde en avocadomad for had

Hvad er mest klimavenligt – en burger eller en avocadomad? Og kræver en enkelt avocado virkelig 320 liter vand at producere? Vi undersøger.

“Én avocado kræver 320 liter vand: Supermarkeder dropper indkøb fra flere plantager”, lød en overskrift i Politiken.

På det tidspunkt havde jeg en tjans som caféanmelder på selvsamme avis. Her kunne jeg konstatere, at avocadohypen var på sit højeste.

Vé det etablissement, der ikke kunne levere avocadomadder til de hungrende masser. Den sarte frugt, som nægter at gøre sig spiselig en dag for tidligt eller en dag for sent, var over night blevet det sunde alternativ til det vanvittigt klimabelastende burgerkød.

Men åbenbart et dårligt alternativ, og som Politiken kunne berette, så stjal vi dybest set vandet fra chilenerne, når vi gik på café.

Da en bekendt i fødevarebranchen delte nyheden om en café i New York, der serverede avocado på 1.000 måder (og kun det), sad vi en hel flok på Facebook og grinede højt af de latterlige velmenende hipstere, der iført tophuer ville redde verden ved at afstå fra kød, men så til gengæld støtte et potentielt lige så miljøskadeligt alternativ.

Så kunne vi sidde der med vores selvfede Politiken-viden. Indtil en obsternasig ven linkede til en undersøgelse, der kunne fortælle os noget, vi ikke var klar over: At det koster 24.000 liter vand at producere et kilo chokolade!

Ydermere kunne selvsamme undersøgelse foretaget af Water for Food-instituttet i Nebraska fortælle, at de omtalte 320 liter vand til produktion af én avocado langt fra er normen. I gennemsnit kræver det nemlig ‘kun’ 283 liter pr. kilo at producere den grønne spise. Tilsvarende koster kræver det 900 liter at producere et kilo æbler og i øvrigt 3.400 liter vand at producere et kilo ris.

Den store synder er dog (ud over altså chokoladen, som de færreste af os vel indtager i rå mængder) stadig oksekødet. Det koster hele 15.500 liter vand at producere et oksekilo.

Vand er ikke den eneste faktor

Men vandforbruget alene kan man ikke bruge som indikator for miljøbelastning. Det fortæller Michael Søgaard Jørgensen, lektor ved Institut for Planlægning, Sektionen for Bæredygtigt Design og Omstilling, Aalborg Universitet København.

Det kan nemlig godt lade sig gøre at spise nogenlunde bæredygtigt, selv hvis man elsker produkter, det koster meget vand at producere. Det er sådan set ikke det, det kommer an på.

”Jeg kan sagtens huske de pågældende avocadoer fra Chile,” siger han, “… og der blev helt klart dyrket mange flere avokadoer, end det område kunne tåle. Det var helt vanvittigt. Tilsvarende kom tigerrejer på et tidspunkt voldsomt i fokus, fordi de blev dyrket i bassiner i Sydøstasien, hvor man ledte saltvand ind, og når man så var færdig med det område, lå området ødelagt hen,” fortæller Michael Søgaard Jørgensen og uddyber:

”Hvad værre var, så var de sociale forhold forfærdelige for lokalbefolkningen. Firmaerne bag produktionen sagde til dem, der ejede jorden, at enten overlader I jorden til os og eventuelt arbejder for os, eller også slår vi jer ihjel.”

Den slags information er svær at få fat på for forbrugerne, men i høj grad faktisk også for butikskæderne.

”De er afhængige af informationen fra leverandørerne, men de havde ikke sikret sig, hvordan råvareproduktionen foregik ude i landbruget. Det kan være meget svært at kontrollere med de meget globaliserede produktkæder, man har i dag.”

Som en tommelfingerregel kan man sige, at ensidig satsning på ét produkt i et bestemt område er skadeligt. Især hvis formålet med salget er eksport. Så grundlæggende handler en fødevarers klimabelastning rigtig meget om, hvordan de lokale forhold er, forklarer Michael Søgaard Jørgensen.

Et kilo tomat er ligeså skadeligt som et kilo svinekød

Fødevareproduktion kan i høj grad sammenlignes med tekstilproduktionen, der er verdens næstmest skadelige branche kun overgået af oliebranchen. Flere søer i Kazakhstan er for eksempel mere eller mindre udtørrede på grund af vanding af bomuldsmarker.

De mest skadelige produkter, man som forbruger kan købe, er kort sagt baseret på koncentreret dyrkning, som ensidigt trækker på nogle ressourcer, og som ikke produceres til lokalområdet, men først og fremmest til andre regioner.

Og der behøver man sådan set blot kigge på den danske svineproduktion, der er fire gange større, end hvad der kan sælges på det danske marked.

”Dels udleder man en masse gylle, der kan forurene luft og vand, og dels er man nødt til at importere en masse soja fra for eksempel Sydamerika til foder,” konstaterer Michael Søgaard Jørgensen.

Derfor kan det faktisk være bedre at erstatte flæskestegssandwichen med en avocadomad. Forudsat altså, at råvaren ikke er dyrket et sted, hvor dens produktion belaster lokalområdet meget. Helt generelt er det dog ikke ligegyldigt, hvilke grøntsager, du spiser. Et kilo tomat fra et drivhus er for eksempel lige så klimauvenligt som et kilo svinekød, fortæller Michael Søgaard Jørgensen.

Ejer man en cafe er der faktisk en del, man kan gøre for at skabe mere bæredygtig mad:

”Vi ved, at der kan være en del problemer med den avocadomad. Så det man kan gøre er selvfølgelig som det første at have styr på, hvor leverandøren har sine varer fra. En anden mulighed er, at man kan servere lidt mindre avocado og til gengæld supplere med en mere bæredygtig vare som for eksempel æg. Endelig kan man, når man nu ved, at kunderne er vilde med avocado overveje at erstatte den helt med en dansk grøntsag, der kan noget af det samme, så man kreerer et andet velsmagende, nærende måltid, som samtidig er bæredygtigt,” siger lektoren og uddyber:

”Generelt skal man passe på med de meget vandfyldte grøntsager som tomat og agurk, som dyrkes i drivhus. Rodfrugter, der dyrkes på friland, er langt mere bæredygtige – deres klimabelastning er 3-4 gange mindre end tomaten og agurken.”

Og hvad med chokoladen?

Ja, hvad gør man så, hvis man bare er lykkelig for det søde guld og ikke har tænkt sig at lægge det på hylden?

Mængden er selvfølgelig vigtig. Der er kæmpe forskel på, om man spiser 200 gram om dagen eller 200 gram om måneden. Men derudover kan man gå efter producenter, der gør en indsats for at bedre forholdene, hvor de får deres produkter fra:

”Flere danske chokoladeproducenter gør meget for at uddanne kakaoproducenterne til at få et bedre udbytte, som igen giver dem bedre levevilkår. Det er så vigtigt, at dagligvarehandlen sørger for, at hvis vi hiver chokolade ned fra hylden, så er det produceret under ordentlige forhold. Vi kan ikke forvente, at Hr. og Fru Jensen besøger Elfenbenskysten for at undersøge miljøforhold og arbejdsforhold,” forklarer Michael Søgaard Jørgensen.

Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics