Mit liv som taxakunde har været langt og mangfoldigt. Måske fordi jeg er opvokset i København og altid har boet en kort taxatur fra det meste og fra nattelivet især. Det er jo meget hjem fra byen, at man tager taxaer. Så sidder man lidt fuld på bagsædet og genkalder sig alle de sjove samtaler på Palæ Bar og omegn, mens en flink chauffør kører en sikkert hjem uden fare for cykelstyrt eller andre ubehageligheder.
Der var teenageårenes tossede taxature hjem med bræk på trøjen og sejlende sind, hvor chaufføren holdt skrapt øje med en i bakspejlet og truede med en regning på 500 kroner, hvis man kastede op. Eller senere som voksen når man mere heldigt skulle hjem med en flirt og fik det første, vigtige kys på bagsædet, ”i en taxa”, som Sanne Salomonsen synger.
Jeg har på fornemmelsen, at folk opvokset og bosat i provinsen og på landet ikke har samme forhold til taxature som os københavnerbørn. Jeg har i hvert fald observeret, at de jyder, jeg omgiver mig med, anser det at tage en vogn for noget ekstravagant og luksusagtigt på linje med rengøringshjælp eller wellness.
Jeg glemmer aldrig dengang, da en af studiekammeraterne på uni i Odense kaldte mig en overklassetype, fordi jeg kørte i taxa, og han havde desuden set mig købe en bakke sushi i Magasins Mad & Vin. Jeg overvejede et splitsekund at skamme mig helt hen til Føtex, men det ligger ikke rigtigt til mig. For jeg kører altså taxa, ja, og det er et spørgsmål om prioritering i privatøkonomien, ligesom alt andet. For folk som mig, der ikke har haft bil hele mit voksne liv, giver det i øvrigt mening at køre taxa engang imellem, når nu man ikke betaler benzin, vægtafgift, forsikring, parkering eller leasing.
Og så elsker jeg bare at køre i taxa. Ring efter en fjeder, som min veninde siger, så bliver alt godt, og det danske Gajol-vejr kan rende mig.
Men det at køre taxa er ikke bare at køre nogen fra A til B. Det er en vigtig samfundsopgave at køre os borgere hjem eller til en læge, når vi er i nød. Der var dengang, min lillesøster var minutter fra at dø af meningitis for eksempel, og hendes mor holdt hende vågen i taxaen gennem den langsomme myldretidstrafik til Rigshospitalet. I sommer talte min kæreste i telefon med en taxachauffør kl 5 om morgenen og fik ham til at hjælpe en alt for fuld og forvirret teenagedreng hjem fra Dragør og helt ind ad døren, fordi vi var på ferie.
Der var dengang, jeg tabte et barn henne ved mælken i Irma og måtte sætte mig ind i en taxa og styrtbløde hele vejen til Hvidovre Hospital, mens chaufføren beroligede mig. Rigtig mange forældre husker også tydeligt taxaturen til hospitalet med veer og panik på vej i fødsel, og årligt fødes der børn på bagsædet af taxaer.
Senere er der det lille syge barn med et flækket øjenbryn, en brækket arm eller feberkramper, der skal også tit en hektisk taxatur til. Der er de taxachauffører, som hver morgen henter børn med diagnoser eller andre udfordringer, der skal køres på specialskole langt væk. Dem, der kører min bedstemor på 94 år hjem fra familiemiddagene.
Der var den taxachauffør i Paris, der fik stoppet noget, som kunne være endt meget, meget galt, da 10 unge mænd havde omringet en veninde og jeg og gramsede på os og hev i vores tøj. Den chauffør stoppede bilen ved to bange kvinder i nød og pustede sig op med al den autoritet, som han kunne mønstre og fik os sikkert hjem. Og det har jeg set massevis af gange i nattelivet: Taxachauffører som får folk ud af en betændt situation og hjem i sikkerhed.
Hvad med lidt service?
Med andre ord: Taxachauffører er sindssygt vigtige og redder tilmed liv. Derfor skal vi naturligvis respektere dem og deres fag. Men de skal saftsuseme også respektere os. Den uudtalte kontrakt mellem chauffør og kunde er desværre i gang med at blive brudt. De senere år kører jeg stort set altid med chauffører, der ikke kender selv den mest basale geografi i hovedstaden. Hvor ligger Christiansborg, spørger en? Hvad er Andy’s? Ligger Forum i Brønshøj? Det er altså vildt, tænker jeg tit, at det både skal koste så mange penge at køre i taxa i Danmark, og at jeg tilmed også selv skal finde vej og være GPS for chaufføren. Hvad blev der af servicen?
Nu er det nytår igen. Noget af det mest karakteristiske ved nytårsaften er den evige jagt på en taxa. Fulde folk der jaywalker rundt i frost og slud og kæmper om de tilsyneladende få vogne, der er. Men det er ikke kun til nytår, at der er for få hyrevogne, og der ville en Uber være en kærkommen konkurrent med masser af biler med flinke, ekstremt servicemindede chauffører og et nemt betalings- og app-system og en rating-ordning, der fik alle til at stramme sig an. Også kunden.
Jeg er med på, at firmaer skal betale skat, og at folk skal have en fagforening, men den taxalov, som Danmark fik for et års tid siden, gav de facto den traditionelle taxabranche monopol på kørsel med kunder. Som bekendt fik vedtagelsen af taxaloven, der blandt andet dikterer taxameter og sædefølere, kørselstjenesten Uber til at lukke i Danmark.
Der er kommet et landsdækkende prisloft, men samtidig åbnet for, at der kan ændres priser ved særlige lejligheder, som jul og nytår. De mange historier om groteske priser for korte taxature her i julen har fået kunderne til at vende sig mod taxabranchen og boykotte bilerne, så nu begynder flere af selskaberne at trække i land og sætte priserne ned til nytår og indføre decideret priskrig. Selve grundidéen bag, at man som taxachauffør skal kompenseres for at køre taxa i julen, er desuden kukkuk, når næsten alle taxachauffører nu om dage ikke er kristne.
Det helt store problem med taxaer er dog ikke, hvad de koster. Det er naturligvis også et problem og rammer især landets mindrebemidlede og svagelige, som er nødt til at tage en vogn til lægen eller hjem fra et eller andet, fordi de ikke har bil og er for dårligt gående til en bus. De kommer måske ikke afsted.
Men jeg er mere bekymret for, at faget synes at have mistet sin stolthed og faglighed, og at taxabranchen ikke længere lever op til deres vigtige samfundsmæssige rolle. Egentlig er det meget simpelt og kan koges ned til tre ting:
En taxatur skal være til at få fat i. Den skal være til at betale. Og chaufføren skal kunne køre bil og finde vej selv.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
