Især én sejr vil Bastian Emil Goldschmidt huske 2022 for: “Det virkede som en umulig plan”

For Bastian Emil Goldschmidt har 2022 været fyldt med skrivning, sport og en mindeværdig tur til Sydtyskland. Men det er cyklingen, der står allerklarest, når den 30-årige forfatter og kommentator ser tilbage på sit år.

Hvad har årets højdepunkt været for dig?

“Da jeg for nyligt besøgte den afdøde tyske forfatter Ernst Jüngers hus i Sydtyskland. Han var soldat under Første og Anden Verdenskrig og en kontroversiel figur. Jeg blev introduceret til ham for flere år siden af min ven Kristian Karl, har siden læst hans bøger igen og igen og finder altid styrke i dem. Jünger var en energisk samler, og hans hus er som i et eventyr fyldt med skræmmende, mærkværdige og fascinerende genstande, som han i løbet af sit 102 år lange liv har samlet op. Der var stålhjelme med skudhuller fra slagene ved Verdun og Somme, udstoppede kobraslanger, rækker af timeglas, 80.000 biller, 14.000 bøger, heriblandt en stor samling udelukkende om skibskatastrofer, og meget andet.

Det var anden gang, jeg besøgte hans hus. Begge besøg har mejslet sig ind som centrale oplevelser i mit liv, fordi huset bærer på en historie om en mand, som i et århundrede med to verdenskrige, tragedier og modstand alligevel fandt en retning i livet. Huset befinder sig i en by med ikke mere end 100 indbyggere. En lille kirke med et kirketårn præger bybilledet sammen med hønsegårde, svinestalde og æblehaver og en landidyl, som somme tider synes svær at finde i Europa. På kirkens tårn var en storkerede. Hver aften, når solen gik ned, landede et storkepar i reden og ordnede deres fjer og gjorde sig klar til at gå til ro. Det var som et glansbillede. Jeg holder af at dyrke glansbilleder. Nok er de ikke sande, men de er symbolet på et ideal – en drøm.”  

Hvad har din største udfordring været i 2022?

“At arbejde med og færdiggøre min netop udkomne bog ‘Verden af Vilje’. Jeg ønskede at gå i fodsporene på mit italienske forbillede Dino Buzzati og skrive levende reportager fra cykelløb, som kan bestå, med ønsket om at de skal vokse og blive mytologiske. Jeg skrev reportagerne om natten i Baskerlandet på øde hoteller, i flyvemaskine fra Sydney til Singapore efter VM i Wollongong og i regnvejr under en paraply ikke langt fra Arenbergskoven i Nordfrankrig. Jeg har ærefrygt for at være forfatter og at gå i fodsporene på mine italienske helte. Jeg blev ramt af en iver efter at færdiggøre bogen, hvilket føltes overrumplende og gav en rastløs energi. Jeg tænker, at mange, som har en klar idé i tankerne og ønsker at udtrykke denne, strider med at få den ud, præcis som den tænkes. Det handler om at tøjle og præcisere sine indtryk. Det var en udfordring. Bogen er endt med at se ud, som jeg ønskede det. Jeg har skrevet om løbene og landskaberne og menneskene, som jeg har set og oplevet dem”. 

Hvad har været den største overraskelse for dig personligt?

“At Jonas Vingegaard vandt Tour de France. Jeg besøgte ham i Glyngøre i maj, og vi talte om mulighederne for at besejre den tilsyneladende uovervindelige Pogacar. Han fortalte mig, at han ville angribe ham sammen med sin holdkammerat Primoz Roglic. At de skulle prøve langt fra mål i alt terræn. Mens han fortalte mig om sine planer, så jeg bedrifterne for mig, og det virkede som en umulig plan. Pogacar havde vundet alt, han havde stillet op i. Men to måneder senere gjorde Vingegaard, præcis som han bebudede, og blev hyldet i Paris som vinder. Jeg beundrer, når rytterne tør fremlægge deres ambitioner og lade dem stå prøven. Det er modigt at fortælle, hvad man ønsker sig, og hvordan man vil opnå det”. 

Hvad undrer du dig over, vi ikke har talt mere om i år?

“Jeg undrer og ærgrer mig over, at vi ikke taler nok om avisernes forsvinden. Alt er online, og kvaliteten af det skrevne falder. Jeg holder meget af aviser, og jeg synes, det er et tilbageskridt, at alt skal læses gennem en skærm. Det er en meditativ, manuel handling at bladre i en avis på en café om morgenen. Eller om eftermiddagen efter arbejde. Jeg forstår ikke, at vi har givet op på at læse avis. Undrer mig også over, at der ikke findes en sportsavis i Danmark, som tager atleternes bedrifter seriøst og skriver gode og lange opsummeringer af ugens forløb. Jeg forstår ikke den totale kapitulering til netaviser og internettet i det hele taget”.

Hvad synes du så, vi har talt for meget om?

“Jeg gør mig umage for at undgå at blive hvirvlet ind i den strøm af nyheder, informationer og negativitet, som sociale medier og internettet kredser om. For mig er det tomhed at begive sig ind i den verden. Jeg tager det virkelig alvorligt og gør en stor indsats for ikke at fylde livet med negative og nyttesløse emner, og jeg sorterer det meget aktivt fra, når det kommer ind”.

Hvad skal der ske for dig i 2023?

“Jeg arbejder på min tredje bog, som skal færdiggøres i det kommende år. Det er fiktion, og historierne handler om Concorden, hestevæddeløb og cykelløb. Derudover begynder jeg nu at se frem til at dække de italienske løb på Eurosport. Giro d’Italias rute ser i år meget interessant ud, og løbet slutter i Rom.

Jeg holder af, hvordan cykelløbenes geografi sætter fantasien i gang. Rytterne skal passere Dolomitterne og Appenninerne, og jeg kan se det hele for mig, nu vi taler om det. Det sætter en længsel og glæde i gang. Den nykårede verdensmester Remco Evenepoel har meldt sin ankomst til løbet, og jeg glæder mig til at følge ham i kampen om den lyserøde førertrøje, som er et symbol på styrke og glæde i tilværelsen gennem hårdt arbejde”. 

Footer graphics