Idoler og helte.
Det var ordene, daværende videnskabsminister Helge Sander (V) i 2005 brugte om de ni kandidater, der dengang var i spil til at blive den første dansker i rummet.
Blandt de otte mænd til pressemødet på Christiansborg stod 31-årige Hanne Jarmer. Som højgravid og eneste kvinde var hun journalisternes foretrukne interviewoffer.
”Jeg kan huske, at alle spurgte, ’hvad så med dine børn, hvis du skal ud i rummet?’, og den var der ingen af mændene, som fik. Det var så strengt, så mit svar var, at nu havde jeg jo valgt to gode fædre til mine børn, og at de ville være udemærket i stand til at tage sig af dem, mens jeg var væk,” husker hun.
Kandidaterne var blevet udvalgt fra et felt på 266 aspiranter, som i et halvt år var blevet testet og undersøgt af Danmarks Rumcenter. Nu skulle ni skæres ned til en.
”Jeg var igennem alle de her spændende tests. Både de psykologiske og dem, hvor man skulle gennemføre nogle computerspil og simulere at flyve et rumskib, men jeg nåede desværre aldrig at blive centrifugeret. Jeg gad ellers godt. Jeg har altid elsket fart,” fortæller Hanne Jarmer, der i dag er 48 år.
Overgået af Andreas Mogensen
Hanne Jarmer kom aldrig til at sidde i et rumskib. Det gjorde Andreas Mogensen, der i 2015 blev den første dansker i rummet, og som siden er blevet det idol og helteforbillede, som Helge Sander drømte om på pressemødet.
”Jeg kan huske, at han havde en opgave på bunden af Stillehavet som forberedelse til sin rummission, hvor jeg tænkte, ’for filan, jeg ville ønske, at det var mig. Det må være så spændende’. Men han var langt bedre kvalificeret end mig og havde villet det hele sit liv, så det er meget velfortjent,” fortæller Hanne Jarmer.
I sidste ende var det øjnene, der gjorde udfaldet. Til interviewet før den omfattende lægetest skulle Hanne Jarmer fremlægge, hvordan hun kunne se sig selv forske i rummet. Og her gik det op for udvælgelseskomiteen, at de havde misset en vigtig detalje i de indledende runder.
”Jeg stod der meget gravid og skulle føde få uger senere, mens jeg fortalte, at jeg ville forske i effekten af vægtløshed på knogleskørhed, og jeg følte virkelig, at der var en god stemning i rummet. Men efter min fremlæggelse var der en, der spurgte, om jeg altid havde drømt om at blive astronaut, og så sagde jeg nej, men at jeg som ung drømte om at blive jagerpilot. Men det kunne jeg ikke, fordi jeg dengang var nærsynet, og at jeg havde fået korrigeret det siden. Og på en eller anden måde havde de misset det i mine papirer. Så gik der noget tid, inden lægen rakte hånden op og sagde “undskyld, du er blevet korrigeret for nærsynet?”. Og så sukkede han dybt. For på det tidspunkt godkendte European Space Agency ikke den her helt almindelige øjenkorrektion, og så var jeg desværre ude,” siger Hanne Jarmer.
Det var lidt af en tilfældighed, at hun sendte en ansøgning af sted til Danmarks Rumcenter. Faktisk var det Hanne Jarmers kæreste, der havde set en annonce i avisen med overskriften, ’er det dig, der skal være Danmarks næste astronaut?’
”Han sagde, “Hanne, det er jo lige dig”, og da han kunne høre, at jeg var i tvivl, sagde han, “jo, jo det skal du søge!” Og okay, jamen, så søgte jeg det, og jeg kunne bare mærke, at det føltes helt rigtigt. Det, de søgte, var jo ikke en topatlet. De ville have nogen, som kunne forske ude i rummet, og det var jo sådan en nørd som mig.”
Episoden hjemme over spisebordet og ansøgningen, der blev sendt kort tid efter, er et godt billede på, hvordan det har været hele Hanne Jarmers liv. Lige fra dengang hvor hun bungy jumpede udover verdens højeste stationære spring i New Zealand, selvfølgelig med tømmermænd, til hun som 25-årig forsvarede sit speciale i molekylær mikrobiologi som højgravid.
Efter en afstikker til USA, hvor hun forskede, og manden tog sig af børnene, kom familien tilbage til Danmark igen i 2001. Hanne Jarmer startede på en Ph.D på DTU og var – præcis som i rumkapløbet – den eneste kvinde ud af 20 på sit hold.
”Folk troede ofte, at jeg var sekretær for min professor. Normalt har jeg aldrig tænkt over, at jeg er en kvinde i et mandefag, men lige i den situation var jeg bare sådan, ”hvad?? Så fordi jeg sidder her og er ung og kvinde, så er jeg ikke forsker?!”
Fik ideen på et splitsekund
Siden da har Hanne Jarmer både været lektor, uddannelsesleder og institutdirektør på DTU. I dag står hun i spidsen for Go Dogo, som gennem træningsøvelser hjemme i stuen hjælper med at forbedre hundes mentale velvære.
For de fleste iværksættere opstår ideerne, fordi det er noget, de selv har manglet, eller noget de har undret sig over. Var det også sådan for dig?
”Ja, præcis. Jeg stod en morgen med mine hunde, Leo og Louis, og skulle ud af døren, og de syntes selvfølgelig, at det var mega-nederen, at jeg skulle gå, og så tænkte jeg, ’ih det ville være fedt, hvis jeg lige havde noget tid til at træne med dem’. Og så var det, at jeg vendte mig om, og solen skinnede ind, og fjernsynet hang dér på væggen, og så tænkte jeg, ’gid jeg dog kunne være dér på skærmen og give dem øvelser og godbidder. Altså, ideen kom til mig på et splitsekund.”
Hanne Jarmer fandt sit GoPro-kamera frem, satte det op i stuen og optog nogle videoer af sig selv, hvor hun gav kommandoer til hundene. Klarede de opgaven, blev de belønnet med en godbid fra en godbidsudløser, som hun havde købt til forsøget. Fra to iPads og en iPhone kunne hun følge hundene på afstand og se, om hundene kunne finde ud af det – og om de kunne lide legen.
”Jeg ville se, om de kunne forstå det og syntes, at det var sjovt. Og hvis det var faldet helt til jorden allerede der, ville jeg ikke have spildt en masse tid og penge på at starte en virksomhed. Første gang hoppede Louis faktisk op og kradsede på tv-skærmen, fordi han troede, det var mig og ville ind til mig. Og det er så en af grundene til, at vi ikke bruger optagelser af hundeejeren selv i vores spil, for hundene bliver typisk ret forvirrede af det.”
Vil indtage resten af verden
I næsten halvandet år gik Hanne Jarmer og udviklede på projektet. Hvad skulle navnet være? Hvor skulle hun starte? Hvem skulle med som investor? Hvornår er det det rette tidspunkt at sige sit velbetalte job op og satse alt på Go Dogo?
En iværksætterordning gjorde, at hun kunne spare op af sine egne penge og ikke betale topskat, men i stedet bruge dem som startkapital. Det betød, at hun kunne udbetale en lille løn til sig selv og nogle studentermedhjælpere i det første halvandet år tilbage i 2017.
”Den ordning var en meget vigtig faktor for mig, ellers er jeg ikke sikker på, at jeg havde gjort det. Jeg ville ikke leve på nas. Min mand skulle ikke betale for mit iværksættereventyr,” siger hun i dag.
Det er fire år siden. To af studentermedhjælperne fra dengang er stadig med i Go Dogo, bare som medstiftere i stedet. I alt er de seks fuldtidsansatte, og virksomheden er netop begyndt at tjene penge, og selvom der er langt til sorte tal på bundlinjen, rækker ambitionerne længere end Danmark.
”Hvis jeg en dag bliver leder for et kæmpe internationalt Go Dogo, så vil jeg gerne være kendt for, at det kan lade sig gøre, uden at man er et røvhul. Der er flere af de store, kendte topchefer, som er kendt for at være nogle idioter, og det vil jeg gerne vise, at man ikke behøver være for at få succes.”
Hvordan gør man det?
”Jeg har i min karriere oplevet, at det er effektivt, hvis folk er bange for dig som leder. Det gælder faktisk både mennesker og hunde. Hvis en hund har et problem, så kan du godt fikse det lynhurtigt med nogle rigtig lede metoder. Og det kan godt se ud som, at det virker, men på den lange bane fucker du hunden og dit forhold til den op. Det er slet ikke godt. Og det ender måske med, at hunden bider af dig og dine børn. Den er ikke glad, den har det ad helvedes til. Det er det samme med mennesker. Det er klart, at du får respekt, hvis du har magt og er led, men det er bare ikke godt for nogen. Det er en uholdbar løsning, der kun giver resultater på den korte bane.”
Har du selv haft chefer, der ledte med frygt?
”Ja, det har jeg desværre. Og jeg har også lovet mig selv, at i det øjeblik, en leder råbte ad mig, så var jeg smuttet. Filmen kan knække, og hvis min leder kan finde ud af at sige undskyld, er det en anden sag, men ikke, hvis det er en strategi.”
Selvom Hanne Jarmer ikke endte i rummet, går hun til iværksættereventyret på samme måde som de mange test og prøvelser dengang.
”Jeg er ikke bange for at lave noget forkert, for hvis jeg laver det forkert, så har jeg bare lært noget. Og så må man bare prøve noget nyt, og til sidst lykkes det. Man kommer ufatteligt langt med viljestyrke og optimisme. Det har jeg efterhånden fundet ud af,” siger hun.
Selvom Go Dogo først for nylig har solgt sine første produkter, regner teamet bag med, at langt de fleste hundeejere vil vide, hvad det er om bare få år.
”Det skal da være sådan, at hvis man om ti år ikke har mindst ét Go Dogo-produkt, så er man ikke en rigtig god hundeejer, og det ved man godt. Så alle har det. Ligesom en iPhone. Det er det, vi går efter,” siger Hanne Jarmer med et glimt i øjet.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
