Foto: Tysse-ikon fra DSB
Nå, så fik regeringens Stresspanel sin debut i medierne i denne uge med forslaget om at lukke Forældreintra med begrundelsen, at det ”stresser både forældre, lærere og elever, fordi det er præget af meddelelsesforurening”. Det fik naturligt nok debatten til bølge frem og tilbage henne på de sociale medier, og vores allesammens liberale alfa-han Joachim B. Olsen tog som forventet prisen for det mest stupide standpunkt. Nemlig da han helt dumstolt proklamerede på Twitter, at han aldrig havde været på Forældreintra og ikke ville være i stand til at logge på, om det så gjaldt hans liv.
Det må jo så betyde, at Joachim B. Olsen enten konsekvent udebliver fra forældremøder og skole-hjem-samtaler på sine børns skole – eller at han har overladt det der med at engagere sig i arvingernes hverdag til sin kone. Uanset om det er det ene eller det andet, gør det ham til en kæmpe douchebag.
Jeg har selv to børn i skolealderen, og jeg hater sandelig også på Forældreintra, men jeg har med tiden lært at acceptere det som et nødvendigt onde. Lidt ligesom minimælk. Jeg er sateme ikke vild med denne gråhvide, tarvelige undskyldning for et mejeriprodukt, men hvis der ikke er andet, vil jeg hellere have minimælk i kaffen end ingen mælk. Og i øvrigt er der indtil flere andre steder, det der Stresspanel kunne træde mere akut i karakter, for eksempel:
1. DSB’s såkaldte stillekupeer
Jeg rejser meget sjældent med tog, og da jeg forleden tog toget fra København til Vejle, kom jeg i tanke om hvorfor. Jeg havde ellers bestilt plads i en stillekupé og glædede mig. Når man er omgivet af mennesker hele dagen på arbejdet, og man har to meget … skal vi sige ‘kommunikerende børn’ i husstanden virkede tanken om to timer alene i stilhed som himlen på jorden. Toget kom til tiden, og alt var godt. Jeg fik svaret på nogle mails og tænkte så i et anfald af vanvittig naivitet, at jeg da lige kunne tage mig en hurtig lur og lukkede øjnene.
DUM-DUM-DUM! (Den der meget insisterende DSB-lyd, du ved):
Togføreren gør opmærksom på, at vi nærmer os Odense. Her vil det blandt andet være muligt at opnå forbindelse til Svendborg fra spor 7. Toget fortsætter mod Jylland, men i Fredericia deler det sig, således at vognene 71 og 72 kører mod Sønderborg, mens vognene 68 og 69 fortsætter mod Aarhus. Dem, der står af i Odense, ønsker han en god dag. Os, der bliver i toget, ønsker han en fortsat god rejse. Herefter gentager han hele smøren på engelsk. Et engelsk, der lyder som Villy Søvndal, der reciterer en D-A-D-tekst, men lad nu det ligge.
To minutter senere:
DUM-DUM-DUM! Den automatiske kvindestemme gør opmærksom på, at næste station er Odense.
To minutter senere:
DUM-DUM-DUM! Den automatiske kvindestemme fortæller, at man skal huske sin bagage, når man står af toget. Og at dørene lukker, når fløjten lyder.
Så er vi i Odense.
Et minut senere:
DUM-DUM-DUM! Den automatiske kvindestemme, som jeg på dette tidspunkt har døbt Jytte, forklarer, at det af sikkerhedshensyn ikke er tilladt at henstille bagage på gangene. Hun foreslår, at man i stedet placerer bagagen på hylderne eller mellem sæderne.
To minutter senere:
Døren til kupeen går op, og kontrolløren tramper ind med et knytnævestort, raslende nøglebundt og myndig stemme: ”Nye rejsende? Nyy-yye rejsende?”
To minutter senere:
DUM-DUM-DUM! Togføreren byder nye rejsende velkommen og gør opmærksom på, at dette er toget mod Århus og Sønderborg. Toget – viser det sig – deler sig i Fredericia, hvor vognene 71 og 72 … you get the idea.
Jeg siger ikke, at det ikke er fint at holde et skyhøjt informationsniveau, jeg siger bare, at man skal lade være med at bilde folk ind, at der er stille i stillekupéer, for det er sådan set nemmere at få sig en powernap midt på Københavns Hovedbanegård i myldretiden.
LÆS OGSÅ:
2. Besked-beskeder fra E-boks
Her spiller jeg med åbne kort og indrømmer, at jeg på klassisk Joachim B. Olsen-vis jævnligt er utroligt skidtvigtig omkring, hvor sjældent jeg kigger i min E-boks.
Men det betyder sandelig ikke, at jeg ikke stresser over skidtet. Mest fordi jeg er kommet til at slå et eller andet til, så jeg får en mail, hver gang der er nyt i E-boksen. Det virker lidt fjoget at få en besked om, at der er en besked, uden at det er selve beskeden, men det er, hvad det er. Det er mere det, at det er helt umuligt at gætte, hvad beskeden går ud på uden rent faktisk at logge ind på E-boks med Nem-ID und alles.
Jeg har ikke ret meget business med det offentlige, jeg er ikke jobsøgende eller i revalidering eller andet, der nødvendiggør en hel masse kommunikation. Alligevel får jeg tæt på dagligt beskeder med emnefelter som ’Du har fået ny post fra Københavns Kommune’, hvilket jo kan betyde alt fra, at mine børns klub minder om, at man skal huske at melde ferie, til at jorden i min kolonihave har vist sig at være ladet med giftige tungmetaller.
Helt stresset blev jeg, da jeg pludselig fik en mail om, at jeg havde fået en besked fra Danske Domstole. Det lød alligevel så ildevarslende, at jeg blev nødt til at bøvle med rent faktisk at læse beskeden. Som så viste sig at handle om, at Tinglysningsretten havde ladet et dokument tinglyse (jeg havde næsten gættet, at det var den slags Tinglysningsretten gjorde sig i), fordi vi havde lavet noget lån om i vores lejlighed. Det kunne man godt lige have afdramatiseret lidt i emnefeltet …
3. Genbrugsstations-systematik
Det er det, der i gamle dage hed lossepladser, men det må man ikke sige længere. Hvis du nogensinde har været der, ved du, hvor stressende det kan være. Og ikke KUN når man har lejet en trailer i Silvan og frygter, at man bliver nødt til at bakke med sådan en laban foran alle fuldtids-trailer-ejerne, der med spændte kæbemuskler og nonchalant håndbevægelser kører baglæns med trailere, som om de aldrig havde lavet andet.
Næ, det handler mere om, at man på lossepl… undskyld, genbrugsstationen, typisk følger fem trin:
1. Man tager skraldet af traileren – naturligvis pakket i klare poser. De brune er som bekendt forbudt nu.
2. Hvis man har noget af metal, overvejer man, om det hører hjemme i ‘10: Metaller’. Eller om der er noget af det, der retteligt skal i ‘10A: Øldåser og sodavandsdåser’. Eller, hvis det er noget fra køkkenet, skal det måske mere i ‘11A: Store husholdningsapparater’ (nej, der er ikke noget, der hedder ‘Små husholdningsapparater’. Men hvis det er et køleskab, skal det nok i ‘11B: Kølemøbler’.
3. Man sætter metaltingene til side, til man er sikker på at have gennemskuet systemet.
4. Man overvejer, om træaffaldet er ‘18A: Rent træ’, ‘25: Trykimprægneret træ’, ‘18: Madrasser og møbler af træ’ eller endog ‘7B: Vinduesglas med rammer’.
5. Man tager beslutningen om, at ens liv er for kort til det her, smider hele lortet i ‘Småt brændbart’ og forlader genbrugsstationen med hvinende dæk, inden den pladsansvarlige opdager det… (slap af, det er en joke, det gør jeg selvfølgelig ikke. Ret tit.)
