Da jeg blev født i slutningen af 1985, var der ifølge FN’s befolkningsprognose knap 5 milliarder mennesker på jorden. I dag er jeg 33 år, og når mit ældste barn på 4 år bliver lige så gammel, som jeg er nu, vil han, ifølge FN, bo på planeten jorden sammen med 9,7 mia. andre mennesker, der alle skal have adgang til mad og rent drikkevand. Et tal, som jeg finder vildt skræmmende.
De 9-10 mia. mennesker (afhængig af hvilken prognose, man tager udgangspunkt i) bliver ofte nævnt i fremtidsprognoserne, når vi taler om klimakrisen. Til gengæld hører vi mindre om, hvilke initiativer, der rent faktisk er i gang for at løse denne eksplosive befolkningstilvækst.
Der er med jævne mellemrum kommet forslag om at lovgive sig ud af problemet. Senest i april i år hvor flere klimaprofessorer i en samlet appel i Jyllands-Posten foreslog en etbarnspolitik efter kinesisk model, hvor det fra 1979 til 2015 kun var lovligt at få ét barn.
”Problemstillingen er, at der bliver flere mennesker, og at vi bliver rigere, hvilket fører til stigende forbrug og udledning af CO2 og andre klimagasser. Så jo færre mennesker, der er til at øge forbruget, jo mindre vil problemet være”, udtalte klimaprofessor Jørgen E. Olesen i den forbindelse til Ritzau.
Men det er utopi at tro, at man kan regulere befolkningstilvæksten alene gennem lovgivning og central statslig styring, mener Flemming Konradsen, som er professor i global miljøsundhed på Københavns Universitet. Jeg har ringet til ham for at blive klogere på, hvad der reelt bliver gjort for at løse problemet med befolkningstilvæksten.
”Vi skal investere i det, der virker, og det der giver den største udviklingsgevinst, og det ved vi heldigvis, hvad er. Det kan bl.a. være at sikre kvinder adgang til uddannelse og deres mulighed for at bruge den. Et andet område, der virker, er at give kvinder og deres partner adgang til prævention. Lige nu er der mindst 200 mio. kvinder, der ønsker adgang til prævention, men som ikke har det. Disse tiltag vil mindske antallet af børn, der fødes og give kvinder og samfund en bedre mulighed for udvikling. Det kræver naturligvis bred politisk opbakning, og der skal muligvis tages kampe med traditionelle forestillinger og prioriteringer, men vi ved fra mange dele af verden og fra organisationer, der arbejder i felten, at det kan lade sig gøre,” siger Flemming Konradsen.
Han mener, at føromtalte forslag om at lovgive sig ud af problemet er ren utopi.
”At forestille sig, at staten skal bestemme, hvor mange børn folk må få, kan nok kun gennemføres i diktaturer og lande, hvor man ser stort på menneskerettigheder. Hvis vi ønsker at støtte opbygningen af en demokratisk styreform, kræver det andre tiltag, hvis vi skal skabe udvikling og påvirke fertiliteten. I Indien forsøgte de med massesterilisation og tvangsbefolkningspolitik, og det kørte jo helt af sporet,” siger Flemming Konradsen.
Trump skærer ned
I dag er der masser af programmer på både regerings- og FN-niveau, der støtter op om målet om at uddanne piger i udviklingslande, så de kommer videre i uddannelsessystemet.
For trods udsigterne til en voksende befolkning så falder fertiliteten hurtigere, end den nogensinde har gjort før.
Næsten halvdelen af verdens befolkning bor i dag i lande, hvor der fødes under 2,1 barn pr. kvinde, det såkaldte reproduktive niveau, som hver kvinde skal føde, hvis én generation skal kunne erstatte en ny.
For at sikre reproduktiv sundhed i hele verden og sikre at kvinder kun får det antal børn, de ønsker, så skal der investeres langt mere aggressivt og kontant i programmer, der støtter familieplanlægning og uddannelse i lav og mellem-indkomstlande, og ikke skæres ned, som eksempelvis er tilfældet i USA, mener Flemming Konradsen.
”Når Trump-regeringen går ind fra amerikansk side og mindsker støtten til programmer til fremme af reproduktiv sundhed og familieplanlægning, så har det en stor betydning. Det vil naturligvis påvirke fertiliteten og kvinders reproduktive sundhed. Det betyder færre penge til at uddanne eksempelvis unge kvinder til at beskytte sig mod graviditet og færre penge til at udlevere kondomer vil påvirke antallet af graviditeter og kvinders livskvalitet”, siger han og fortsætter:
”Debatten om verdens befolkning handler tit om, at der lige pludselig kommer mange mennesker og banker på vores dør. De ressourcemæssige udfordringer, vi står over for i dag og om 30 år, skyldes selvfølgelig, at vi bliver flere mennesker. Men i videre udstrækning handler det om forvaltningen af naturressourcer, vores forbrugsmønstre og fordelingen af jordens ressourcer, og de ting tror jeg sjældent, at folk kobler sammen,” siger professoren i global miljøsundhed.
