Coronapas
Foto: Rita Kuhlmann

I hemmelige grupper på Facebook tilbydes falske coronapas for flere tusinde kroner: “Folk ved ikke, hvor hårdt de risikerer at blive straffet”

Forfalskede coronapas har for nylig sendt en tidligere ustraffet mand i 20’erne halvandet år i fængsel. Alligevel stiger efterspørgslen på de falske test, jo flere restriktioner der bliver indført.

Facebook er stedet, hvor dine 500 mere eller mindre perifere venner og familiemedlemmer flittigt aftaler fester, diskuterer tv-serier eller lægger feriebilleder op.

Men finder du vej til de mørkeste afkroge af det sociale medie, bliver der dagligt efterspurgt og solgt falske coronapas til flere tusinde kroner. 

Risikoen for at kunne rykke direkte i fængsel afskrækker langtfra brugerne. Tværtimod stiger efterspørgslen på immunitetspas, i takt med vacciner og negative test igen bliver vores adgangsbilletter til restauranter, biografer og udlandsture.

”Vil du have coronapas eller en længere juleferie, så jeg kan skaffe positive prøver og kender en, der kan aflevere dem på testcentret og registrere dem i dit navn. Så er du mand, kvinde, gammel eller ung, skriv en pb (personlig besked, red.),” skriver en anonym bruger, der tager 1.500 kroner for de falske test.

En anden anonym bruger, der tager 2.000 kroner per falske test, skriver, at det også er muligt at få en positiv PCR-test til kvinder, ”da konen også er ramt”.

”Tilbyder en positiv PCR-test i dit navn, ergo du får 12 måneders immunitet/coronapas,” skriver brugeren.

7.000 kroner for en test

Grupperne er hemmelige og kan ikke søges frem. En af grupperne har fået over 3.000 medlemmer, siden den blev oprettet 15. oktober. Andre har mellem 1.600 og 2.800 medlemmer. 

I grupperne skriver flere, at de søger falske immunitetspas, mens andre er villige til at få taget en test i andres navne, fordi de i skrivende stund er smittet med coronavirus og dermed kan fabrikere falske immunitetspas ved at fremvise fremmedes sygesikringskort ved test. 

Det er kun en måned siden, at Heartbeats kunne afsløre, at negative og positive coronastests er i høj kurs på det sorte marked. 

Dengang tilbød en anonym bruger 7.000 kroner til personer, der var klar på at få lavet en PCR-test i en andens navn. 

Det er dog langtfra uden risiko at fabrikere de falske coronapas. 

4. november blev en 27-årig mand idømt halvandet års ubetinget fængsel for blandt andet at have produceret og videregivet 49 falske coronapas til mindst 25 forskellige personer. 

Også de 25 personer, der modtog passene, er sigtede i sagen, der endnu ikke er afgjort. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi. 

Anklager i sagen Maria Buus Sørensen kalder det over for Heartbeats en “hård straf” – især fordi den dømte mand ikke tidligere var straffet. 

”Folk er ikke klar over, hvor hårdt de faktisk risikerer at blive straffet ved at lave de her falske immunitetspas,” fortæller hun med henvisning til dobbeltstraffen for coronarelateret kriminalitet, som blev vedtaget af et flertal i Folketinget tilbage i marts 2020. 

Coronapas

Da Heartbeats 13. oktober kontaktede Facebook og sendte link til den hemmelige gruppe, hvor der blev solgt stoffer, våben og aflytningsafstyr, gik der kun en dag, før techgiganten havde lukket gruppen ned. 

”Vi er blevet langt hurtigere og bedre til at fjerne indhold, der overtræder vores regler, også før brugerne overhovedet ser det,” udtalte Camilla Nordsted, Communications Manager for Facebook Norden i en mail. 

Men allerede få dage senere, 15. og 16. oktober, så fire lignende grupper dagens lys. De har på få uger fået over 3.000 medlemmer hver og er endnu ikke blevet opdaget af Facebook.

Heartbeats har endnu engang kontaktet techgiganten og spurgt, om de har styr på deres forretning, når grupperne kan poppe op, så snart de bliver slået ned. 

Går under radaren

I en mail skriver Facebook denne gang, at virksomheden bruger “mange ressourcer” på at være ”på forkant med nye former for skadelige adfærd:”

”Langt størstedelen af det ulovlige indhold bliver opfanget af vores systemer, inden det bliver anmeldt til os. Vores systemer er ikke perfekte, men vi arbejder konstant på at forbedre dem.   

Ifølge Facebook gør brugerne i de hemmelige grupper alt, hvad de kan for at undgå at blive opdaget.

”De brugere, der helt bevidst overtræder vores regler, gør sig stor umage med ikke at blive opdaget og afprøver hele tiden nye metoder. Derudover vil der også forekomme eksempler på indhold, som isoleret set kan være svært for både mennesker og kunstig intelligens at vurdere ulovligheden af, hvis ikke man kender den fulde kontekst, ligesom der vil være eksempler på ting, vi misser,” skriver Camilla Nordsted. 

Christian Skettrup fra Digitalt Ansvar har tidligere vurderet de omtalte grupper for Heartbeats og kaldt det “langt ude”, at Facebook ikke griber ind.

Han mener, at det er påfaldende, hvordan Facebooks algoritme ikke kan genkende ejerne af flere kriminelle netværk, når algoritmerne ikke har problemer med at huske, hvilke hjemmesider man senest har besøgt, eller hvad der stod på ønskelisten til jul i 2018. 

Ifølge Christian Skettrup er der brug for en lovgivning, der forpligter sociale medier til at fjerne ulovligt indhold. Og det er en kamp som regeringen for alvor er gået ind i, med deres udspil om sociale medier.

”Facebook forventer, at deres brugere anmelder ulovligt indhold, når de støder på det. På den måde udliciterer Facebook det arbejde og ansvar, der er forbundet med at moderere deres tjenester. Det er uholdbart og uacceptabelt.

Det må aldrig blive samfundets hovedpine at rydde op efter Facebook. Men det er det blevet,” skriver han i en mail. 

Facebook afviser, at virksomheden lægger ansvaret fra sig ved at opfordre brugere til at anmelde ulovligt indhold. 

”Det er rigtigt, at vi opfordrer vores brugere til at blive ved med at anmelde indhold til os, som de mener overtræder vores regler. At kalde det en udlicitering af ansvar er simpelthen ikke korrekt. Vi har naturligvis et ansvar for at rydde op, og det ansvar tager vi på os – vi har absolut ingen interesse i at have ulovligt indhold på vores platforme,” skriver Camilla Nordsted. 

Forlænger ikke dobbeltstraf

Justitsminister Nick Hækkerup (S) har tidligere kaldt det ”dybt forkasteligt”, at nogen spekulerer i at forfalske coronapas. 

Heartbeats har forholdt ministeren de seneste afsløringer om, at falske coronapas bliver solgt for flere tusinde kroner, og at efterspørgslen kun ser ud til at stige.

Alligevel kalder Nick Hækkerup coronapasset for ”velfungerende”. I et skriftligt svar oplyser han, at regeringen ikke planlægger at forlænge dobbeltstraffen for coronarelateret kriminalitet, der udløber ved årsskiftet.

” Selvom vi ser en stigning i smittetallene, ser vi altså ikke ind i det kriminalitetsbillede, der nødvendiggjorde strafskærpelserne, og regeringen har på den baggrund ikke planer om at forlænge strafskærpelserne, når de udløber med udgangen af året,” udtaler ministeren. 

Mette F: “Langt de fleste overholder reglerne”

Da der onsdag aften var pressemøde om den nuværende coronasituation, var Heartbeats til stede i Spejlsalen i Statsministeriet for at spørge statsminister Mette Frederiksen, hvad hun tænker om, at nogen ulovligt forsøger at omgåes reglerne for coronapas.

“Det er mit klare, klare indtryk, at langt de fleste danskere overholder de regler, der er for et coronapas, og ikke kunne drømme om at snyde. Nu er spørgsmålet stillet, og så giver vi det videre til Justitsministeriet. Så må man jo vurdere, i hvor stort et omfang det er, og i så fald hvad man kan gøre ved det,” lød svaret fra Mette Frederiksen.

Heartbeats henviste derefter til den føromtalte sag, hvor en tidligere ustraffet ung mand blev idømt halvandet års fængsel og spurgte, om man overvejer at forlænge straffen for coronarelateret kriminalitet.

“Vi kommer ikke de der straffespørgsmål nærmere. Der må jeg henvise til justitsministeren.”


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Find mere om
Footer graphics