I en tid hvor mange paradoksalt nok har tusindvis af forbindelser på sociale medier, men samtidig er ensomme, elsker jeg den her historie.
Det er historien om en lille by i Pennsylvania, USA. Roseto hedder den.
Roseto er opkaldt efter en by i Italien, hvor mange italienere emigrerede fra i sin tid. Med sig over Atlanten tog italienerne deres kultur: De boede tæt sammen og passede på deres ældre borgere. De drak, røg, spiste en masse ost og fed mad og arbejdede hårdt.
Det burde teoretisk set påvirke deres kolesteroltal og generelle helbred negativt. Men byens indbyggere havde usædvanligt lave forekomster af hjerte-kar-sygdomme sammenlignet med resten af USA.
Ingen selvmord, alkoholisme, narkoafhængighed
Det undrede man sig over. Så Rosetos lokale læge gik sammen med læge og forsker, Dr. Stewart Wolf, fra University of Oklahoma, og sociologen John Bruhn i gang med at undersøge hvorfor. Fra 1954 til 1961 undersøgte de cirka 2.000 af indbyggerne i byen. Næsten ingen under 55 døde af hjerteanfald.
Dødeligheden ved hjerteanfald var halvt så stor som i resten af USA. Og andre dødsårsager havde 35 procent mindre hyppighed end statistisk forventet. Der var ingen selvmord, alkoholisme, narkoafhængighed og kun meget lidt kriminalitet. Ingen var på social understøttelse, og ingen havde mavesår.
Folk døde af alderdom. Forskerne bag studiet angiver byens sociale struktur som grund til de gunstige forhold. Der var meget lave stressniveauer, fordi der var så stor grad af sammenhold. Man bakkede hinanden op. Man besøgte hinanden dagligt. Lavede mad til hinanden. Husene lå tæt, byens ældre var en del af fællesskabet, og de hjemmegående husmødre nød respekt.
Borgerne gik i kirke og holdt sammen i deres tro. De tænkte ikke individualistisk, de var noget i kraft af hinanden og for hinanden. De havde skabt sig en social struktur, der gjorde dem modstandsdygtige overfor presset fra den moderne verden. Studiet viste også, at det ikke var deres diæts skyld. Det var ikke særlige, gode gener, og det var heller ikke byens beliggenhed. Det var Roseto selv. Og dét er, hvad man i dag kalder Roseto-effekten.
Fællesskab fra hjertet
Da jeg læste om Roseto-effekten første gang, kom jeg til at tænke på yoga. Indenfor yogafilosofien møder man begrebet kula. Det er sanskrit og betyder et slags fællesskab fra hjertet. En gruppe mennesker, der finder sammen af egen fri vilje, en slags frivillig familie, der støtter hinanden – og i yogaens tilfælde praktiserer og udvikler sig sammen – sådan lidt ud fra devisen, at en plus en giver tre. Sammen er vi større end summen af individer.
Jeg husker, hvordan vi på en af mine yogalæreruddannelser chantede et mantra, der betød noget a la: Jeg er dig, du er mig, vi er én. Jeg fattede nul og niks og syntes, det var noget hullabullahippiehalløj. For jeg var mig selv og med klare grænser.
Men jo mere jeg dykkede ned i meditation og den indiske filosofi, som yogaen kommer fra, desto mere begyndte jeg at forstå, at jeg også er mere end bare mig selv.
Mennesket har forskellige måder at forstå sig selv og dermed forskellige måder at være i verden på. I den indiske filosofi bliver de blandt andet omtalt som “det adskilte selv” og “det universelle selv”. Det adskilte selv er lavet af alle dine historier om dig selv. Det er alle dine roller og mentale konstruktioner om, hvem du er.
Dette selv er kendetegnet ved troen på at være unik. Det er se-mig-delen af dig, der feeder mega godt på at få likes for dine lækre SoMe-selfies. Fra dette perspektiv er du unik. Det lyder jo egentlig meget fint, for yay, hvem ville ikke gerne være det. Men der følger to fundamentale udfordringer med til dette perspektiv.
Konstruerede ideer
For det første vil du helt naturligt adskille dig fra verden, når du går rundt og spiller roller, men du vil faktisk også føle en adskillelse fra dig selv, fordi du lader dig guide af konstruerede ideer, og måske udefrakommende opfattelser, om dig selv.
For det andet er du på konstant overarbejde, når du identificerer dig med det “adskilte selv”. Hvis jeg af og til kører en lækker fortælling op om, at jeg er sådan en rigtig bevidst og bæredygtig type, der kun spiser vegansk og væver alting selv i uld fra de får, jeg selv har opdrættet, så har vi balladen.
Jeg vil have en rimelig heftig stressfaktor, kørende, når jeg derhjemme på matriklen sidder i mørket og guffer ostepops og salamisticks i mit tøj produceret af børnearbejdere i Østen.
Det universelle selv er helt anderledes. Her fokuserer du ikke længere på udseende, køn, alder, job, personlighed og andre begrænsende identitetsmarkører samt fantastiske selvfortællinger, der adskiller og fremhæver dig i forhold til alle andre. Faktisk kan det være misledende overhovedet at kalde det et “selv”.
Det er nemlig snarere en tilstand af åbenhed og nærvær. Det er en tilstand, hvor du oplever verden klart i stedet for at opleve den gennem det filter, som det adskilte selv konstruerer. I denne tilstand føles det, som om separationen forsvinder, og du kan opleve en dyb samhørighed med din omverden og med dig selv.
For mig er det den tilstand, jeg glider ind i via meditation. Fra dette perspektiv er jeg ikke længere unik på nogen måde, men jeg er heller ikke længere isoleret, og denne tilstand er kendetegnet ved en følelse af ro, frihed og lykke.
Det er i hvert fald min oplevelse. Er du stadig ikke overbevist, kan du lytte til denne TED TALK om verdens længste lykkestudie:
Det underbygger det som både Roseto og yoga kan lære os; at lykken blandt andet er lig med gode fællesskaber.
