Generations-bashing er en gammel traver, som man generelt skal holde sig for god til. Men i en tid, hvor der bliver kørt utroligt meget på boomerne, og alle over 40 år faktisk kaldes “boomere” som skældsord, så tillad mig at komme med en betragtning omkring de unge børnefamilier: I virker meget pressede over at være blevet forældre.
Der går nærmest ikke en dag uden et forskrækket indlæg eller en klumme fra en millennial-forælder, der klager over, hvor svært det er at have både børn OG et arbejde. Sørgelige og opgivende er fortællingerne fra de unge fædre og mødre, der åbenbart selv er blevet curlet i en grad, så mødet med et voksent hverdagsliv chokerer dem med al sin trivialitet og omsorgsarbejde.
Millennials, som er født cirka mellem 1980-2000, går ellers for at være den bedst uddannede generation nogensinde, men de har åbenbart ikke gjort sig den mindste research omkring, hvad det vil sige at være forælder, bortset fra glansbillederne på Instagram, før de står i forældrerollen.
I går læste jeg endnu et forældre-piv-debatindlæg i Politiken fra en ung mor, der efterlyser flere barns syg-dage, mere deltid og generelt mere svenske tilstande for børnefamilierne. Og det er da en smuk tanke og på alle måder noget, som jeg bakker op omkring, og jeg har i øvrigt skrevet om behovet for øremærket barsel i 20 år. Men tornen i øjet hos den unge mor, der arbejder som akademisk medarbejder, findes her i hendes lange, triste skildring af de glædesforladte hverdage:
”Hvis jeg har hentetjansen, kan jeg se frem til at arbejde om aftenen for at indhente det forsømte. Et valg, min kæreste og jeg har truffet. Vores børn skal være hentet og hjemme inden kl. 16. De er knap 2 og 4 år”.
Jeg tror ikke, at hun selv har lagt mærke til det, men hun har faktisk truffet flere ret vilde valg omkring sin hverdag og sin work-life-balance. Og det er en del af det at være et voksent menneske – at stå ved sine valg. Hun/de har for det første valgt at få to børn med meget kort mellemrum. De kunne have valgt nul børn, ét barn eller at vente lidt med barn nummer to. De har også valgt at være fuldtidsansatte begge to. Og så har de to forældre valgt, at deres børn ikke kun skal hentes inden kl. 16, men være hjemme inden kl. 16. Der kunne de vælge nogle jobs, hvor den ene kunne aflevere sent og hygge med børn om morgenen, mens den anden kunne hente tidligt eller sent. Eller de kunne – drama! – hente senere end kl. 15.15, det dør børn faktisk ikke af.
Nu er det ikke for at hakke unødvendigt på en enkelt læserbrevsskribent, men hun er et eksempel på en igangværende debat, hvor de, som har små børn nu, har spundet sig ind i en fortælling om, at det er helt ekstremt hårdt at have børn, nærmest umuligt og uforeneligt med et værdigt liv. Og der må jeg bare sige, at det ikke er rigtigt. Vi er mange, der har haft børn før jer og har klaret det, tilmed til tider nydt det, helt uden offentlige tudeture.
Jeg har selv begået masser af fejl og stresset rundt som mor, det gør alle forældre. Jeg har overset en juleafslutning i børnehaven, hvor mit barn gik og ryddede op med de voksne, da jeg kom to timer for sent. Jeg har aldrig haft overskud til at medbringe andet end pizza til klassefester. Jeg har flere gange fået mit barn hentet i taxa, fordi jeg stod midt i en deadline. Jeg kan ikke bage, så jeg betaler mig fra alt og springer over, hvor gærdet er lavest med den slags. Jeg dukker mig, når der skal vælges ‘kontaktforældre’ og går ikke ind i lange Aula-debatter. Det er jeg da ikke ligefrem stolt af, men mine ambitioner ligger et andet sted, og det er måske i virkeligheden det, der er problemet for dem med små børn nu: De har simpelthen for høje ambitioner for familielivet, der til alle tider skal ose af overskud, børn i hjemmestrik og kvalitetstid i kernefamilien.
Men det klæder alle voksne at gennemtænke deres selvvalgte hamsterhjul, før man spytter en ”det er samfundets skyld”-automatreaktion ud. Det er ikke velfærdsstatens skyld, at dine børn er syge hele tiden. Det er heller ikke bedsteforælder-generationens ansvar at passe dine syge børn, faktisk kan det være skadeligt for ældre at blive smittet med børnebørnenes virus, som vi også så problemer med under pandemien.
Når man får børn, så forventes man selv at passe dem. Man indretter sig. Og så giver velfærdsstaten, altså os alle sammen, alle mulige tilskud til børnefamiliernes hverdag i form af barselsdagpenge, tilskud til børneinstitution, børn- og ungeydelse, gratis tandlæge, gratis læge og vaccinationer, gratis kommuneskole, billig SFO, søskendetilskud, og i flere kommuner kan man endda få penge for at passe sine egne børn. Så kom nu, unge forældre – I kan godt selv!
Det er forståeligt ikke at ville arbejde hele tiden og have ambitioner om at være meget sammen med sine børn, mens de er små, men så må man indrette sit liv derefter: Bo billigt, gå efter en rig partner, flyt ud på landet, gå på deltid, lad være med at få mange børn, undgå samtidige blebørn, bo tæt på pasningsmuligheder, arbejd hjemmefra eller indgå aftaler med børnepassere. Det ordner man selv.
Jamen Ditte, er du ikke bare en gammel boomer-nar, der har glemt, hvordan det er at have små børn? Næh, jeg har selv et barn i 5. klasse, så det er ikke en fjern fortid med ladcykel, hente-bringe, snotnæse og hjemmearbejde, når ungen var syg. Og jeg har også arbejdet aften og weekend for at få skemaet til at løbe rundt, og mit barn er ok ofte (drama!) blevet hentet hen mod lukketid. Det overlevede vi begge.