#MeToo-bevægelsen har endelig ramt Danmark. Efter Sofie Lindes hårdtslående tale ved Zulu Comedy Galla er en lavine startet. Først var det kvinder i mediebranchen, der sagde nej til sexisme og sexchikane, så kom den politiske verden og dernæst en række andre brancher. Og vi er heldigvis kun lige begyndt.
Ambitionen er den samme. Håbet er at skabe en bedre fremtid. En fremtid hvor man ikke skal udsættes for grænseoverskridende adfærd eller diskrimination på arbejdspladsen – uanset om det drejer sig om en sexistisk kommentar, et direkte overgreb eller hvad det nu kunne være.
Der skal ryddes op. Og det giver mig en trang til at gøre det samme. I håbet om netop at skabe en bedre fremtid. Der er nemlig også problemer med homofobi i dansk politik.
Jeg har selv en politisk fortid, da jeg, som den gode midtjyde jeg var, var medlem af Venstres Ungdom. En forening jeg var meget glad for at være medlem af, og hvor jeg dannede stærke venskaber.
Efter at have været medlem i en årrække meldte jeg mig dog ud, da jeg politisk havde bevæget mig et andet sted hen. Alt i alt en meget udramatisk exit.
Det her skal derfor ikke være et angreb på VU eller Venstre, men mere et slag for en kulturændring, hvor jeg tager udgangspunkt i mine personlige erfaringer.
Da jeg blev medlem af Venstres Ungdom, var det særligt på grund af politiske drømme og ambitioner om at gøre en forskel i verden. Og det kombineret med stærke venskaber var nok også årsagen til, at jeg blev så længe.
Homofobisk slagsang
Hurtigt opdagede jeg dog problemer med homofobi. Jeg er vokset op i den lille midtjyske by Nørre Snede og har fra en tidlig alder stiftet bekendtskab med homofobi. “Hyggehomofobi” var derfor ikke fremmed for mig.
Til min første fest i VU råbte nogle af de øvrige medlemmer “bøsserøv” efter mig, da jeg var på vej hjem. Så var scenen ligesom sat, og jeg fandt faktisk aldrig ud af, hvem det var. Men det er faktisk ikke den situation, jeg hæfter mig mest ved – nok bl.a. fordi det efterhånden er sket så mange gange for mig, selvom det selvfølgelig aldrig er i orden.
Men der var en helt særlig kultur i VU, der kom til udtryk med en homofobisk slagsang til festerne. Man skal ikke have været ret længe i et politisk parti, før man opdager, hvor meget man synger. VU er ingen undtagelse og har en stolt traditionel for liberale sange.
Dog ikke udelukkende. Der var nemlig også et ”festligt indslag”, hvor man i samlet folk ”beskyldte” en af de andre heteroseksuelle mænd for at være homoseksuel. Det var nemlig utroligt underholdende, måtte man forstå. Lad mig illustrere med et til lejligheden opdigtet navn:
”Lars Erik er homo. Lars Erik er homo, Lars Erik er homo. Lars Erik er homo.”
Den sang blev så skrålet af hele forsamlingen i et stort fælles kor, så længe man orkede, ligesom hvis man havde stået og sunget slagsange på et fodboldstadion. Og det var et tilbagevendende indslag, da man bare kunne skifte navnet ud i løbet af aftenen. Lars Erik kunne blive til Mathias Nielsen, og sådan kunne det fortsætte længe.
Jeg kan stadig huske, hvor forundret og chokeret jeg blev, første gang jeg hørte sangen. Og jeg kan også afsløre, at jeg sjovt nok heller aldrig vænnede mig til den, på trods af slagsangen som sagt var et tilbagevendende fænomen.
For et er, at homoseksualitet for mange heteroseksuelle mænd, åbenbart er noget af det værste, man kan beskylde dem for. Men problemet er særligt sangens dehumanisering af homoseksuelle som mig. Fra at være et levende menneske af kød og blod bliver man pludselig reduceret til en eller anden sær gruppe, som ingen heteroseksuelle med respekt for sig selv vil identificeres med. Pludselig ender indslaget, der (formentligt) skulle bidrage positivt til fællesskabet med reelt at gøre det modsatte.
Jeg kan stadig huske, hvordan jeg flere gange har stået og tænkt: ”Og hvad så, hvis han var”, mens sangen fyldte lokalet. Det sammenholdt med sangens grundlæggende præmis om, at du er forkert på den, hvis du er “homo”, og du har en rigtig dårlig cocktail.
Ikke kun i ungdomspolitik
Og hvad gør man så? Hvordan stopper man som enkelt-individ et tilbagevendende ”festligt” indslag, som en hel forsamling synger med på af deres lungers fulde kraft? Og hvordan gør man det i en politisk forening, hvor man jo i bund og grund lever af gode relationer, så man både kan blive opstillet til poster og måske endda valgt til dem?
Jeg var magtesløs, og der var ikke meget andet at gøre end at æde den – for at beskrive det ret direkte.
Med tiden fik jeg så flere stjerner på skulderen, og min stemme fik mere tyngde i foreningen. Derfor lykkedes det mig i samarbejde med en lyttende lokalforeningsformand at sætte en stopper for fællessangen – om ikke andet så i vores lokalforening. Skønt det affødte nogle protester, hørte jeg aldrig sangen igen. Om den stadig bliver sunget andre steder, ved jeg af gode grunde ikke.
Så tænker du måske, at den slags homofobi blot er udtryk for ungdomspolitiks umodenhed og derfor ikke en udfordring for selve partierne. Det er desværre ikke et billede, jeg kan genkende.
Jeg kom senere i praktik hos Venstre på Christiansborg. Det var jeg meget glad for, og jeg betragtede det som kulminationen på flere års hårdt arbejde i ungdomspolitik.
Det kunne næsten ikke blive bedre. Jeg havde en række spændende opgaver og mange søde og ordentlige kollegaer, som jeg satte stor pris på. Kollegaer som jeg efterfølgende også besøgte flere gange, da praktikken var forbi.
Her ville jeg ønske, jeg kunne stoppe historien, men det er desværre ikke tilfældet. Jeg havde nemlig også nogle uheldige oplevelser der.
Blandt andet måtte jeg flere gange til en fredagsbar rette en kollega fra en anden afdeling, der insisterede på at kalde en broche, jeg gik med, for ”bøssebroche”. Det var simpelthen bare en broche, som jeg i øvrigt havde arvet fra min mormor.
LÆS OGSÅ:
Senere samme aften sad jeg og talte med en kollega om køn og seksualitet. I den forbindelse kom der en særlig rådgiver og blandede sig i debatten.
Pludselig kom vi i en situation, hvor praktikanten skulle belæres lidt om, hvordan homoseksuelle skulle opføre sig for at blive taget seriøst i den politiske debat og samfundet generelt. Bare hvis du var i tvivl om magtforholdet.
Kultur mere end parti
Det var som sådan ikke noget, jeg bare tog for gode varer, og vi endte derfor i en længere debat, hvor jeg måtte forsvare det miljø, som jeg selv stolt er en del af. Pludselig blev situationen så tilspidset, at der røg en finke af den føromtalte særlige rådgivers pande, og han kaldte en af mine kollegaer for kælling.
Hele situationen blev hurtigt håndteret, og derudover var der mange af mine kollegaer, der efterfølgende tilkendegav, at det, der skete, ikke var i orden. Det var jeg rigtig glad for. Dengang som nu.
Men det er igen et eksempel på en ubehagelig situation, som jeg havnede i som konsekvens af min seksualitet. Hvor jeg nærmest skulle stå skoleret og lægge øre til en række fobiske synspunkter, mens jeg så smilende og imødekommende som muligt argumenterede imod.
Efterfølgende gjorde jeg for øvrigt alt, hvad jeg kunne for at lukke sagen ned. Da jeg dybest set skammede mig lidt over, at jeg var endt i situationen og bebrejdede mig selv. Men skylden var ikke min.
Problemet er, at der er talrige eksempler som disse. Der er masser af arbejdspladser, hvor tolerancen halter, og hyggehomofobien stortrives. Her tænker jeg på alt fra små “tøhø-jokes” om f.eks. at “springe ind eller ud af skabet” til sladder eller direkte mobning.
Og vi ved det jo godt. Et er mine erfaringer, men hvis vi ser på tallene, har hver tredje dansker oplevet, at der tales nedsættende om LGBTQ+-personer på arbejdet. Derudover kan vi se, at 40 procent LGBTQ+-personer slet ikke eller i lav grad er åbne om deres seksualitet eller kønsidentitet på arbejdspladsen.
Her er det næppe naivt at forestille sig, at der formentlig er en sammenhæng.
Så foregår ovenstående eksempler kun i VU og Venstre? Det tvivler jeg personligt stærkt på. Det her handler mere om kultur end parti – og det er netop den kultur, jeg ønsker et opgør med.
Det er nemlig ikke nok at stå til Priden og svinge et regnblueflag, hvis tolerancen halter internt.
Derfor skriver jeg det her indlæg. For at vise at vi også har problemer med homofobi i politik. Og fordi vi er nødt til at sige klart fra overfor homofobien, ligesom vi er med sexismen.
Den her kultur må og skal ikke have lov at fortsætte. Der skal ryddes op, og der skal ryddes op nu, så vi i fællesskab kan skabe en bedre fremtid. For at den næste generation af homoseksuelle ungdomspolitikere ikke skal opleve noget tilsvarende.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk. Du kan hoppe hen på forsiden og læse mere HER.
