Alex må ikke forlade Ukraine: “Jeg kan ikke forestille mig at pege en pistol på et andet menneske og tage deres liv”

Det er stadig mørkt udenfor, da Alex Guzenko tidligt om morgenen 24. februar bliver vækket af lyden af sirener. 

Han er på besøg hos sin mor i byen Kremenchuk, cirka 300 kilometer fra den ukrainske hovedstad, Kiev, hvor han selv bor og arbejder. 

I horisonten kan familien høre flere nedslag, og de ved med det samme, at deres liv er ændret for altid. Det, hele verden har frygtet, er nu virkelighed. Rusland har angrebet Ukraine. Deres land er i krig, og de skal væk i en fart. 

40 minutter senere forlader mor og søn hjemmet med familiens to katte og kun de allermest nødvendige ting pakket i to rygsække. 

Planen er at komme tværs gennem landet til Vestukraine, men på det her tidspunkt ved de stadig ikke, at de næste døgn vil blive nogle af de sværeste i deres liv, eller at en ny lov om kort tid vil køre det umuligt for alle ukrainske mænd mellem 18 og 60 år at forlade landet. 

“At sige farvel til min mor og ikke vide, hvornår eller om jeg nogensinde ser hende igen, er det sværeste, jeg nogensinde har gjort,” fortæller Alex Guzenko.

Det er nu over en uge siden, at mor og søn tog afsked ved grænsen. Alex Guzenko befinder sig i Lviv, og fra et værelse på et hostel er han gået med til at dele sin historie og fortælle om familiens flugt. 

Svindlet af chauffør

Den første nat tilbringer mor og søn på en kold togstation i Kirovograd-regionen, hvor det lykkes at købe to togbilletter videre til Vinnitsa.

“Toget er overfyldt og stopper ved hver station for at tage flere mennesker med. Det er kaos,” siger han.  

• 

I en lille by udenfor Lviv får familien husly for natten af en familie, de aldrig har mødt. Dagen efter skal de 180 kilometer til næste destination ved grænsen. En strækning, der ender med at tage 36 timer at nå. 

“På stationen i Lviv bliver toget ved med at blive forsinket. En time bliver til tre, tre bliver til fem, fem bliver til 10, og efter 26 timer giver vi op. Over en hjemmeside lykkes det at booke to billetter i en minibus. Jeg taler i telefon med chaufføren og aftaler, hvor vi skal mødes, men da vi dukker op på det aftalte sted, er der ingen at se. Tre gange ringer han og siger, at han er forsinket, og til sidst stopper han med at tage telefonen. Da ved jeg, at han har snydt os,” siger Alex Guzenko. 

Uden at sige et ord til hinanden søger mor og søn mod en ventesal på en togstation for at få varmen. Men det er kun en midlertidig løsning. Klokken 22 bliver de og alle andre på stationen smidt ud. 

“Udgangsforbuddet forbyder folk at opholde sig der om natten. Vi bliver sendt til et bombeshelter i den anden ende af byen og må gå i halvanden time. Efter noget tid bliver vi stoppet af nogle soldater, som efter at have tjekket alle vores papirer tilbyder os et lift hen til en kælder under en biograf, hvor vi overnatter.”

Dagen efter kommer de begge med en bus til grænsen. De stiller sig i kø og forsøger at glemme, hvad der er ved at ske. 

“På det her tidspunkt er den nye lov trådt i kraft, og vi ved godt, at vi ikke kommer til at krydse grænsen sammen. Det kan vi ikke ændre på, men vi forsøger ikke at italesætte det. Der er ingen ‘goodbye’ eller well wishes, så vi ikke giver hinanden falske forhåbning. I stedet forsøger vi at tale om hverdagsting og vejret og sådan,” fortæller Alex Guzenko. 

Et par timer står mor og søn i kulden. Til sidst bliver det morens tur til at vise id, og de to skal sige farvel. 

“Det er den sværeste afsked, jeg nogensinde har taget. Men der er millioner af mennesker, som er i samme situation som os. Min historie er ikke unik. Alle os ukrainere har en delt sorg nu.”

Har efterladt alt

Alex Guzenkos fem år yngre søster har boet og studeret i Bulgarien de seneste måneder, og skæbnen vil, at hun skal flyve hjem til Kiev samme morgen, som krigen bryder ud. 

“Hun sidder i flyet og er klar til at lette meget tidligt om morgenen, da flypersonalet over højtaleren fortæller, at der er udbrudt krig, og at de derfor ikke kan flyve alligevel. Det bliver hendes redning.”

I dag er mor og søster genforenet i Bulgarien, hvor det er lykkes at finde et sted at bo for et par måneder. Hvad, der skal ske herefter, vil tiden vise. 

“Min mor har det svært. Hun er glad for at være ude, men bange for, hvad fremtiden bringer. Hun har skullet efterlade sin søn i sit hjemland og ved ikke, om hun nogensinde kan vende hjem igen. Hun er 57 år, så hun bekymrer sig selvfølgelig også om, om der er nogen, der vil ansætte hende, og hvordan de skal få det hele til at løbe rundt,” fortæller Alex Guzenko.

• 

Tilbage i Kiev har Alex Guzenko efterladt sit lejlighed, sit arbejde, hele sit liv. Normalt ville han mødes med venner over et glas vin eller planlægge, hvor næste rejse skulle gå hen. Danmark, Bolivia, Peru, Finland, Argentina er nogle af de steder, han senest har besøgt.

Nu befinder han sig i storbyen Lviv, cirka 550 kilometer fra Kiev. Her er krigen endnu ikke rykket til. Hvornår det sker, er et spørgsmål om tid, og derfor har han kun lejet et værelse på et hostel for et par dage.

“For få uger siden var mit liv et helt andet. Jeg havde håb og forventninger, planer og drømme. Nu er alt væk. Jeg har ikke haft mulighed for at tage hjem og pakke mine ting ned eller sige farvel til nogen, og jeg ved ikke, om jeg nogensinde får mulighed for det,” siger Alex Guzenko.

“Jeg havde et godt liv og et godt job som konsulent. Jeg var succesfuld. Mine chefer kunne lide mig, og jeg kunne lide dem. Jeg fik gode opgaver og steg i graderne.” 

Et mørkt hul

Alex Guzenko er oprindeligt uddannet journalist. I Lviv er det lykkes ham at få arbejde som fixer for forskellige udenlandske tv-stationer. Når han ikke arbejder, er han frivillig hos et shelter, mens nætterne bruges på et hostel i byen, hvor han ikke kender nogen. 

“Jeg sørger for at holde mig selv beskæftiget, så jeg ikke har tid til at lade tankerne vandre. Det er ét lille skridt ud over klippen, og så falder jeg mentalt ned i et sort hul, som jeg ikke ved, om jeg kan komme op ad. Alt er meget, meget mørkt lige nu.”

På gaden i Lviv taler alle med hinanden og deler deres historier. Alle lytter, men så snart man har haft en samtale, går livet videre. På grund af den nye lov er der mange mænd på gaderne. Hvis det bliver nødvendigt, skal de kunne gribe til våben og kæmpe mod russerne. Også selvom de ingen militærerfaring har. Det samme gælder Alex Guzenko.  

Har du tænkt over, hvad du gør, hvis det du bliver bedt om at tage et våben i hånden?

“Jeg har aldrig holdt et våben før, og jeg kan ikke forestille mig at pege en pistol på et andet menneske og tage deres liv, heller ikke selvom det er fjenden. Jeg har ikke lyst til at sætte mig selv i den situation, men nogle gange har man ikke den luksus til selv at vælge, og hvis jeg bliver bedt om at gøre det, vil det være en indre konflikt, men jeg vil ikke sige nej.”

Alex, i dag poppede et minde op på min Facebook-væg, fordi en af vores fælles venner har fødselsdag, og på billedet står vi to ved siden af hinanden og griner stort, og nu taler vi om, hvorvidt du kan slå et andet menneske ihjel… 

“Det er vildt. Når jeg er helt nede, tænker jeg på alle de gode minder, jeg har. Nogle gange hjælper det og får mig til at smile, og andre gange får det mig til at føle mig meget alene.”

Hvordan har du det nu? 

“Følelserne vælter ind, og der er ingen til at lægge sine skuldre på.”

De seneste dage har Alex Guzenko og jeg talt sammen dagligt. Vi har grædt og grint, og der har været stille i den anden ende, når samtalen skulle slutte, for hvad siger man til hinanden, når man ikke ved, om det er sidste gang, man taler sammen? 

“Pas på dig selv, Ditte,” siger han, da vi lægger på torsdag aften. 

Da jeg vågner fredag morgen, har jeg modtaget et billede fra et bombeshelter. “I det mindste har vi søde hunde til at opmuntre os,” skriver han, og jeg lukker øjnene og håber, at vi snart mødes igen. 

---

Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️