Fortjener vores børn, der færdes i en verden af nyvaskede Ronaldo-trøjer og nul-fejls-attitude, ikke også at se den anden side?
Radio & podcast
menu-close

Fodboldklummen om Bendtner: Fortjener vores børn, der færdes i en verden af nyvaskede Ronaldo-trøjer og nul-fejls-attitude, ikke også at se den anden side?

11. september 2019 |

Cathrine Lundager og Søren McGuire er fodboldpennevenner, og i deres ugentlige fodboldklumme diskuterer de fodboldkultur, krop, alder, familie og sportspubber. I dag om fodboldens store spildte talent, Nicklas Bendtner.

Journalister, fodboldfans og pennevenner.

Foto: Nogle af de seneste fotos fra Bendtners Instagram-profil

Kære Søren.

Vi bliver nødt til at tale om Nicklas Bendtner. Jeg har været gennem hele møllen med Nicklas, kan jeg godt fortælle dig.

I lang tid kom jeg altid til at tænke på det, som tysklæreren siger til Niels Ole i ‘Kundskabens Træ’: ”Jeg synes ikke, man skal gøre så meget reklame for sig selv, når man ikke er bedre forberedt.” Det var dengang, Benneren gav den som selvbestaltet influencer, og vi alle sammen stadigvæk troede på, at han ville og kunne gøre en forskel på landsholdet – ud over at flashe sine dumme underbukser.

Lidt senere da han så bliver ved med at være en rastløs fuckboi, der aldrig udnytter sine mange forskellige chancer i Sunderland, Wolfsburg, Nottingham Forrest, bliver jeg sært fascineret af hans hellraiser-tendenser. Muligvis er der faktisk tale om regulær penismisundelse i Freudiansk forstand, for det opstår cirka der omkring, hvor han hiver sin lille Lord frem og overpisser en taxa.
(Altså ikke at forveksle med den nyeste taxa-gate og en smadret chauffør. Apropos psykoanalyse, så var der seriøst nogle, der burde tale med manden om sammenhængen mellem den vrede han har mod taxakørsel … og sin far?!).

Det kan ikke tælles på to hænder, hvor tit jeg har haft lyst til at overpisse ting, både i vrede og afmagt, Søren. Men jeg har aldrig gjort det, og det er forskellen på mig og B52. Jeg er fra Jylland, og her finder vi aldrig pikken frem, med mindre vi præcis ved, hvordan den skal løse opgaven og være til nytte. Vi tror kun, at vi er noget, hvis vi er 100 procent sikre på, at andre mennesker også er overbeviste, og Nicklas virker ligeglad med den slags. Han opfører sig som om, han ikke skylder os andre at leve sit liv indenfor rammen af vores snævre forventninger. Han opfører sig Gudhjælpemig som om, hans liv er hans eget – for the taking.

Derudover er Nicklas ikke en dame, det er jeg. Det giver åbenlyst større udfordringer, når det kommer til at tisse på ting, men faktum er også, at INGEN gider at se kvinder spille fandango. Den, jeg kan komme i tanke om, det er lykkes bedst for, er Anne Linnet. Den der ru stemme og ’fuck-jer-jeg-tager-læderbukser-på-selvom-det-er-tirsdag-og-jeg-er-gammel’-attitude, det er den, som Bendtner har noget af. De laver også begge to masser af unge damer.

LÆS OGSÅ: “Måske er Chelsea og jeg nået dertil, hvor vi er så tæt knyttede, at vi deler Facebook-profil og skider for åben dør”

Langt om længe lander vi så endelig i Norge og nu, tænker jeg, NU er Bullerrøv blevet voksen. Han fisker i den friske luft og kommer til træning til tiden og sidder hjemme fredag aften og ser ‘Suits’ ligesom os andre. Spol så frem til fodlænke. Til fodlænke i FCK. Og nu ved jeg slet ikke, hvad jeg skal tænke og tro.
Jeg indrømmer, at jeg blev skuffet over ham, selvom jeg burde vide bedre. Jeg indrømmer, at mit store behov for, at Nicklas skal være voksen sikkert er udtryk for min egen længsel mod selv at blive det. Mit eget fejlagtige ønske om snart at lande det der utopiske sted, hvor jeg mageligt kan se tilbage på dengang, det hele var meget forvirrende og lidt noget bøvl.

Jeg indrømmer gerne, at det plager mig, at den her verden er fyldt med så mange idioter, hvor en del af dem er fodboldspillere. Jeg har svært ved at slippe tanken om, at de burde gøre det bedre. Lade være med at svindle i skat, ikke knalde med ludere til Man United-personalefester, ikke slå på taxachauffører, endsige drille dem med at de er for tykke. Når nu så mange drenge kigger på dem. Ser op til dem.

Så fortæl mig, Søren, hvorfor du synes, at Nicklas motherfuckin Bendtner er en god rollemodel for de teenagere, der bor hjemme hos dig? Jeg tror, det vil hjælpe mig at vide det.

Kram

C


Kære Cathrine

Hvis vi for et øjeblik antager, at rollemodeller overhovedet er et relevant begreb for det liv, vores børn ellers lever i dag, så tænker jeg, at du stiller spørgsmålet med retoriske bagtanker. For selvfølgelig kan en fodboldspiller på bagkanten af så stor en personlig og sportslig deroute vel UMULIGT være en fornuftig rollemodel for andre end lommetyve, brugtvognsforhandlere og juicere fra diverse forstads-storcentre?

Her er en mand, der har drukket, smadret, kneppet og pisset det hele væk i et tempo, der ville gøre selv Mbappé forpustet – burde vi ikke nærmere give ham et slags ideologisk polititilhold overfor vores børn? Eller måske bare endnu en omgang med fodlænken?

Men ved du, hvorfor jeg alligevel ikke kan slippe tanken om, at Bendtner i virkeligheden er den perfekte rollemodel? Fordi vi mennesker virkelig bare fuckin’ elsker at se andre mennesker fejle.

Det betyder nemlig, at vi selv må have lov til at fucke op. På jobbet, overfor konen, i privatøkonomien, på Køgebugt-motorvejen i sydgående retning, eller hvor vi ellers måtte træde ved siden af på vores vej gennem livet. Og det er sgu en ret vigtig del af tilværelsen at føle sig fri til fuck-ups.

At der så kan være et stykke vej fra ovenstående og til at at køre sin Aston Martin til en milliard i grøften, er en anden snak. Min pointe er, at hvis der er én ting, mine børn skal have med i bagagen, når de om et par år drager ud i livet på egen hånd, så er det visheden om, at det er okay at jokke i spinaten, også foran resten af verden. Om du så gør det for syvende, otteende, niende, syvogfyrretyvende gang, eller hvor mange Bendtner nu må være oppe på … uanset hvad, så fuck up, rejs dig op igen, fuck up igen, rejs dig op, fuck up, repeat.

LÆS OGSÅ: Det giver faktisk transfertraumer for en Chelsea-fan at se senior-John Terry prøve at spille som en 22-årig i Aston Villa…

At klokke i det er en naturlig del af det at være menneske, men i fodbolden møder vi den oftest blot med spot og hån. Morata har målkrise i Chelsea under konens graviditet (who wouldn’t?), Eden Hazard æder for meget kage i sommerferien (igen, who wouldn’t?), Bale bliver uvenner med chefen i Real Madrid; der er helt almindelig menneskelighed overalt i fodbolden, men når vi ser den, griner vi af den, perfidt endda, for mange danske tv-kommentatorers vedkommende. Det er fint nok, det hele skal nødigt udvikle sig til en samtalegruppe for mænd med mindreværdskomplekser; men fortjener vores børn, der færdes i en verden af nyvaskede Ronaldo-trøjer og nul-fejls-attitude ikke også at se den anden side?

Min søn ved godt, at hvis han øver sig nok og lader være med at høre russisk nazimetal og ryge fede med Kenny og Ronny nede foran OK Tanken på Løjtegårdsvej, så bliver han måske – MÅSKE – en dag lige så god som Ronaldo. Hvad min søn derimod ville have godt af at lære er, at ingen går gennem livet uden at begå fejl, og at selv den største synd fortjener tilgivelse (eller i Bendtners tilfælde, en ny kontrakt).

Den slags vigtige livslektier lærer han sgu ikke fra Ronaldo, Messi eller Eriksen. De kan tage sig af frisparkene, drible-finterne og … ja, hvad fa’en det end er, Christian Eriksen egentlig kan. Men de lærer os INTET om, hvad det vil sige at være menneske. Jeg tror ikke engang, de selv ved det.

Cathrine, jeg ved godt, at det er nemt at afskrive Bendtner som en umoden taber. Jeg gør det selv til tider. Han ER et spildt talent, der nu må tage til takke med en FCK-kontrakt, der vel ret beset må betragtes som transfervinduets svar på Birgitte oppe fra salg & marketing, som bare lige vil høre, om du ikke kan tage hendes uduelige nevø i erhvervspraktik i uge 41.

Men jeg elsker ikke desto mindre hans fejlbarlighed, hans almindelighed og alle billederne af ham og damen, der bare snaver løs i solnedgangen på Instagram, selvom den ene parts karriere ligger i ruiner.  Jeg drages af den sorg over tusind forspildte chancer som trods alt må gemme sig under den bøllehat, en af hans fornemme modebranche-venner gerne snart må bede ham tage af igen. Der er noget menneskeligt i den, som vi alle godt kunne lære noget af i disse tider.

Så ja, jeg er helt tryg ved Bendtner som rollemodel. Vi burde ligefrem rejse en statue af ham foran enhver U14-fodboldklub i landet. Som en evig påmindelse til vores børn om, at de skal huske at passe deres træning og hyre nogle ordentlige rådgivere. Men også at det er helt okay at fucke op. Også selvom der måtte ryge en glasdør og en hyrevognschauffør her og der.

KH

Søren

Foldboldklummen kører ugentligt ind i efterårssæsonen. Du kan læse tidligere fodboldklummer HER

Cathrine Lundager & Søren McGuire

Journalister, fodboldfans og pennevenner.