På de fineste nordiske restauranter bruges ukrudt til at højne det gastronomiske niveau, mens vi hjemme i haverne bruger uendeligt meget tid på at bekæmpe det.
Måske er det på tide at se på ukrudtet i haven med nye øjne og simpelthen spise det i stedet for at bekæmpe det? Vi har samlet 10 planter, der normalt betragtes som ukrudt – men som faktisk kan bruges som sundt, vitaminrigt og ikke mindst lækkert bladgrønt eller krydderi i et væld af forskellige madretter.
Læs mange flere tips til hus og hjem på Kære Hjem.dk
Spiselige ukrudtsplanter – 10 sorter du kan bruge i madlavning:
1. Løgkarse
Både smager og lugter af løg, men har også karsens styrke. Brug de unge blade som krydderi i urtesmør, salat eller suppe.
2. Hvidmelet gåsefod
Kan bruges som spinat. Frøene er meget sunde og er rige på både protein, A-vitamin, calcium, fosfor og kalium.
3. Fuglegræs
Kan findes i haven året rundt. Den kan bruges både rå og tilberedt og smager af ærter.
4. Ramsløg
Smager fantastisk med en mild smag af hvidløg. Både løg, blade, blomster og de grønne frøstande kan spises.
5. Skvalderkål
Er fyldt med B- og C-vitaminer og smager lidt som en blanding af persille, gulerod og peber. Kålen kan bruges på samme måde, som man bruger spinat – f.eks. i en lækker sommersalat.
6. Gederams
Kaldes også skovbundens asparges. De små, unge skud kan nemlig skæres af og tilberedes præcis som nye asparges – altså f.eks. dampes eller marineres med smør og citron. Plantens smukke blomster er fine og lækre som pynt på sommerlige salater.
7. Hyrdetaske
Er en særdeles brugt ingrediens i køkkenet i asiatiske lande som Korea, Kina og Japan og er god som bladgrønt i diverse friske salater.
8. Mælkebøtte
Kan drives frem som en slags julesalat. Det eneste du skal gøre er at sætte en urtepotte over, mens planterne stadig er unge. De grønne blade kan f.eks. bruges i salater eller laves til sprøde chips i ovnen med lidt salt og olivenolie, mens blomsterhovederne kan laves til en lækker sirup.
9. Brændenælde
Er endnu én i rækken af sunde, vilde urter. Bladene er nemlig fyldt med A- og C-vitamin, jern og kalium og kan bruges i bl.a. suppe, brød og pesto. Husk tykke handsker og en saks, når du plukker de friske brændenælder og overhæld derefter din høst med kogende vand – så stopper de med at brænde.
10. Røllike
Er blevet en populær krydderurt i det nye nordiske køkken. Bladene giver en stærk krydret smag, som er god i kryddersmør og både blomster og blade kan tørres og bruges som smagsforstærkende krydderi i kød- og fiskeretter.
Tekst: Susie Helsing Nielsen. Foto: Mikkel Bækgaard
Artiklen har tidligere været bragt hos kaere-hjem.dk, hvor du kan læse flere artikler om hjem, have og bolig.