Fra top-spindoktor til bedemand: “Jeg har fået mere tid, mere frihed – og en hel del mindre i løn”

Byens plejecenter ligger lige ved siden af Peter Høyers hus. Det er ret belejligt, for det er ofte plejecenterets flag, der afslører, om den 56-årige bedemand får en travl dag eller ej. Hvis Dannebrog står på halvt, når han skænker morgenkaffen og kigger ud af vinduet, så er det ret sandsynligt, at vagttelefonen begynder at ringe lige om lidt. En begravelse skal planlægges, et lig skal fragtes.

Peter Høyer taler om døden på samme måde, som han snakker om at gå tur med hunden. Udramatisk og med en ophøjet naturlighed. Når han selv skal herfra en dag, vil han kremeres og spredes i Storebælt. 

“Man skal anerkende, at der kun er én ting, der er sikkert i livet, ud over skattestigninger, og det er, at du skal dø en dag. Man kan lige så godt vænne sig til tanken. Men jeg ved godt, at der er mange mennesker, der har det svært med det,” siger Peter Høyer. Han trækker på o’erne og hakker i e’erne. En vaskeægte vestsjællandsk dialekt med højt tempo folder sig ud, når bedemanden taler om alle dem, der rent faktisk kan blive uvenner midt i sorgen, når de skal finde ud af, hvad der skal ske med deres salige mor.   

Der er ellers intet ved hverken huset eller Peter Høyer, der signalerer grå og fåmælt. Ord, som ellers sagtens kunne ligge på forreste fordoms-række, når man tænker på en bedemand. Huset har høje paneler, karnapper og en snirklet trappe. Selvom væggene og facaderne er slidte, så har huset sjæl, og det er smagfuldt indrettet med design og loppefund. I hvad der ligner hjemmestrikkede, grønne uldsokker og bløde bukser slår Peter Høyer ud med armene. Det her er hans hus, hans renoveringsprojekt, som han flyttede ind i for to år siden. Ni måneder senere flyttede hans kone også med. Huset blev begyndelsen på hans nye liv. Han oser af ‘no bullshit’, når han fortæller om sit på én gang brogede og imponerende cv.  

“Jeg lever livet forlæns. Jeg har dybest set ikke haft en karriereplan. Jeg har faktisk aldrig vidst, hvad jeg ville,” siger Peter Høyer, der også nåede at være i forsikringsbranchen, inden han blev journalist, men der sad han med egne ord i fem år og kiggede ud af et kældervindue og tænkte: “Det her er ikke livet.”

Siden da er han på mere eller mindre tilfældigvis snublet ind i sine job som journalist på P1, som spindoktor for Venstre-manden Kristian Jensen, da han var henholdsvis skatteminister og udenrigsminister, som pressechef Uddannelses- og Forskningsministeriet, og som kommunikationschef Ernst & Young og i Høje Taastrup Kommune. I det hele taget har hans karriere svævet i de øverste luftlag, men da en hjertesygdom bankede ham tilbage til start, blev han tvunget til at tage sit liv op til revision.  

Adrenalin-job

Dengang var telefonen åben fra klokken seks om morgenen til midnat. Og hvis den ringede, skulle Peter Høyer tage den. Som særlig rådgiver var det ham, der skulle sørge for, at ministerens politik og citater stod knivskarpe. Hvis der rullede en møgsag ind over dørtærsklen, var det også ham, der skulle håndtere den og allerhelst afværge den. 

“Når Kristian Jensen blev interviewet over telefonen, sad jeg typisk ved siden af på medhør. Nogle gange kunne jeg godt fornemme, hvis de talte forbi hinanden. Så skrev jeg på en seddel, hvad han skulle sige, og så fik vi reddet kastanjerne ud af ilden,” fortæller Peter Høyer.  

Jobbet var præget af adrenalin. Der var ikke to dage, der lignede hinanden, og der var hele tiden noget at lave. Det var umuligt at forudsige, hvilke historier og sager medierne ville kaste sig over.  

“Hver dag var en ny dag. Det var derfor, jeg blev hængende. Og når man ovenikøbet har den samme minister i fem et halvt år, som man rigtig godt sammen med, så får man en slags symbiose, hvor man godt ved, hvad den anden tænker. Nogle gange kunne jeg allerede forudsige, hvad Kristian Jensen ville sige,” siger Peter Høyer og beskriver sin tid i kommunikationstoppen som hektisk. 

“Det mest belastende i det job var det her med, at man ikke ved, hvornår dagen starter, og hvornår den slutter. Jeg insisterede på at tage hjem hver dag klokken 16, da jeg havde små børn, men de kunne jo altid fange mig på mobilen.” 

Netop det med at blive ringet til hele tiden var en form for ‘make it or break it’-vilkår. Hvis ikke man er klar på, at telefonen kan ringe hele tiden – som i hele tiden – så skal man finde et andet arbejde ifølge Peter Høyer. For det er travlt, og det er ikke et vilkår, der er til forhandling.   

“Det er måske også derfor, der er så mange mænd, der har det job. Det er ikke dem, der står for den her ‘yngelpleje’ derhjemme. Den har de udliciteret til moren. Det er jo totalt ikke ligestilling, men det er bare nogle gange sådan, det er, og det er jo lidt forfærdeligt,” mener Peter Høyer, der også erkender, at det var hans kone, der blev trukket veksler på, da han var spindoktor. Det var hende, der sørgede for, at familie-maskineriet var smurt.

Hjerteproblemer

Det var stikkende smerter i brystet, der pludselig fik Peter Høyer til at stoppe op. De kom, når han løb eller svømmede. Først tænkte han, at han bare var i dårlig form, men da smerterne blev ved, søgte han læge. Et besøg på sygehuset afslørede, at der kun var 25 procents gennemstrømning i kranspulsåren i hjertet, og han skulle derfor rimelig akut opereres. 

“Operationen tog halvanden time, hvor de førte en wire op fra håndleddet, gennem armen og rundet i albuen. Jeg var lokalbedøvet og lå og fulgte med på en skærm. Det gjorde ikke ondt, men jeg kunne godt mærke, at de kørte noget rundt inde i albuen. De gik ind i hjertet og fik sat en stent i,” siger Peter Høyer og tegner operationsruten op ad sin arm. 

Mens lægen rodede inde i åren, så blodet kunne løbe frit igen, begyndte eksistentielle tanker at overtage Peter Høyers hjerne. Det føltes, som om det var alt for tidligt at have gennemgået en alvorlig, omend simpel, operation, og pludselig stod spørgsmålene i kø. Gik han egentlig rundt og opførte sig ordentligt? Og hvad ville han gerne lave i sidste halvleg af sit arbejdsliv? På det tidspunkt var han kommunikationschef i Høje Taastrup Kommune, og han kunne ikke lade være med at tænke, at livet lå og ventede på ham på den anden side af indgrebet. Så tre timer efter operationen var Peter Høyer fri til at gå. Han gik ned på en bar. Bevæbnet med en øl i hånden sad han og tænkte videre og ventede på, at hans kone skulle komme og hente ham. 

“Et par dage efter operationen startede jeg på arbejde, men jeg kunne simpelthen ikke drive mig selv op. Jeg kunne slet ikke se en mening med mit arbejde,” siger Peter Høyer, der igen tog til lægen og fortalte, hvordan han havde det. Lægen erklærede, at den var god nok, kommunikationschefen havde en nedtur eller en mild form for depression og ordinerede en sygemelding. 

Peter Høyer tog op i sit sommerhus og byggede sine dage op omkring frisk luft, havudsigt og gåture med hunden. “Mørket forsvandt,” siger han, mens han løfter hænderne op som en sol, der rejser sig fra havet. Det føltes, som om gåturene kombineret med det sænkede tempo havde kureret hans blues. Arbejdet føltes bare ikke 100 procent meningsfyldt endnu. Han havde brug for at gå mere endnu.  

Den store Camino-tur

Gåturene med hunden, blev til Hærvejen, og Hærvejen blev til Caminoen. Når benene sætter i gå-mode uden en skarp bagkant, er der tid. Tid til at tænke helt uden forstyrrelser, og alle overfladiske succes-parametre bliver skrællet fra. De tanker, der havde meldt sig efter operationen, blev ved med at poppe op hos Peter Høyer. 

“Når du vandrer på Caminoen, så betyder hus, penge, bil og titel ingenting. Det, der betyder noget, er, om dem, du møder på vejen, kan forestille sig at gå sammen med dig,” siger han og forklarer, at det er tænkepausen, der binder folk sammen på Caminoen. 

“I løbet af en dag, kan du gå fra at være helt oppe i skyerne, nærmest som om du har fået et eller andet lykke-pulver, og så kan du dreje rundt om hjørnet, hvor du går i mudder til halsen. Og så føler du lige pludselig, at det her simpelthen er det dummeste, du nogensinde har gjort. Jeg tænkte da nogle gange: “Hvorfor i himlens navn, går jeg rundt hernede, når jeg kunne ligge hjemme i sofaen og spise chips og se fjernsyn?” Man kommer på nogle enorme emotionelle rutsjebaneture, når man går rundt dernede.”

Der var særligt to ting, der ramte Peter Høyer med fuld kraft i de 30 dage, han gik rundt på Caminoen. Den ene ting var, at hans orlov skulle være en tilbagevendende ting. I resten af sit arbejdsliv ville han insistere på at have en måneds selvbetalt orlov hvert år ved siden af sine seks ugers ferie. Den anden ting var, at han blev klar over, hvor stor indflydelse hans far – hans fravær og død – havde haft på hans liv. 

“Min far var bare en klassisk far, der kom hjem og satte sig med avisen. Maden var klar, og min mor havde også strøget hans skjorte, mens han havde været væk. Det er jo nærmest en kliché, når man tænker over det nu, men sådan var det. Han var en fjern far, som var patriark, altså med stort p,” fortæller Peter Høyer, der på sin tur blev ramt af den erkendelse, at han har haft en modreaktion på sin fars gemyt og prøvet at være en anden slags far, end den han selv havde. Han har forsøgt at interessere sig for sine børns liv, forsøgt at være der. Og på Caminoen blev han klar over, at der ikke var god nok balance mellem hans arbejde og hans fritid. 

Fremkaldte de tanker nogle fortrydelser hos dig? 

“Nej, for det ligger ikke til mig. Jeg har det sådan, at jeg hellere vil fortryde noget, jeg har gjort, end noget jeg ikke fik gjort. Jeg er god til ikke at kigge tilbage, altså sket er sket, vi må videre. Det betyder ikke, at man ikke skal lære af de ting, man gør, men man skal ikke gå tilbage til en fuser og bruge tid og kræfter på at fortryde den. Jeg tror måske, at det er et temperamentsspørgsmål. Jeg er i hvert fald mere til at ændre ting fremadrettet, og jeg prøver ikke at bekymre mig om ting, jeg ikke har nogen indflydelse på,” siger han og trækker på skuldrene. 

Bedemand-drømmen

I lang tid forhandlede Peter Høyer med sin arbejdsgiver i Høje Taastrup Kommune om at få inkorporeret en måneds vandre-orlov hvert år. De blev aldrig enige, og til sidst sagde han op. Han havde købt endnu en billet til Caminoen, og han var stålsat på at skulle af sted. Samtidig begyndte han at tænke på den bedemandsforretning i Korsør, som hans kusine driver som fjerde generation. Måske skulle han prøve det af og blive en del af familieforetagendet? 

“Jeg havde været i praktik i bedemandsforretningen i en uge, da jeg var helt ung. Og det slog mig så, at det job kunne jeg godt håndtere. Jeg havde prøvet at hjælpe med at gøre den afdøde klar, give tøj på, lægge vedkommende over i en kiste og lægge låget på. Jeg havde været med til samtaler med de pårørende, og det kan godt være en ret voldsom opgave, men jeg havde kunnet klare begge dele. Så jeg kontaktede min kusine og sagde, at det godt kunne være, at jeg sidst i mit arbejdsliv gerne ville arbejde i familieforretningen,” siger Peter Høyer. 

Hvorfor overvejede du dén mulighed?

“Hvis jeg skal tænke tilbage, så er det dybest set, fordi jeg havde gået og tænkt på Caminoen. Jeg havde ledt efter en flugtrute fra mit arbejdsliv. Eller en landingsbane, kan man måske kalde det,” siger Peter Høyer. 

Er det ikke et syret skifte at gå fra at være spindoktor og kommunikationschef til at være bedemand? Det virker nærmest lidt som hinandens modpoler. 

“Det kan man jo sagtens mene. Men det sjove er, at arbejdsmæssigt minder det faktisk rigtig meget om hinanden. Telefonen kan ringe når som helst. Og hvis ikke man bliver stresset af det, så kan man både være bedemand og særlig rådgiver.” 

“Men det, jeg har fået ud af at være bedemand, er, at jeg har fået større frihed, meget mere fritid og en hel del mindre i løn,” siger Peter Høyer og understreger, at lønnedgangen på alle måder er det hele værd. For nu lever han sin drømme-hverdag. Han står op klokken seks hver dag, læser avisen, går tur med hunden og bader i havet nede i vinterbadeklubben. Efter badeturen er han klar til at køre en afdød til højtidelighed i kirken eller kapellet i sin rustvogn. Ellers kører han ud og holder en samtale med de pårørende, der netop har mistet. Peter Høyer peger ned mod vandet, da han fortæller det. I dag er havet indhyllet i en dyne af tåge, så man kun akkurat kan skimte Storebæltsbroen. 

“Det er også en af de erkendelser, jeg fik, da jeg gik rundt oppe i mit sommerhus. Jeg bliver et gladere menneske, hvis jeg har udsigt til vand, og hvis jeg kan komme ned til vandet hver dag. Det kan jeg mærke. Nu har jeg jo en hjertesygdom, og mit blodtryk er simpelthen faldet, efter jeg er flyttet herned,” siger Peter Høyer. Han bliver stadigvæk medicineret, og han uddyber, at jobskiftet nok også har haft indflydelse på den roligere puls. 

Foran karnappen med udsigt til havet, der ligger hundrede meter længere nede ad vejen, har han installeret et læsehjørne. Hans yndlingssted i hele huset. Og selvom han har skruet ned for arbejdstimerne, så står tiden og drømmene langt fra stille i huset i Korsør. På bordet ligger en dansk-oldgræsk ordbog, og ‘De bedste familier’ af den nylige Laurbær Pris-vinder Kim Blæsbjerg. Peter Høyer vil gerne selv skrive endnu en bog. Han læser meget, orienterer sig i aviserne, passer sit job i bedemandsforretningen og arbejder på huset. “Men helst kun tre-fire timer ad gangen,” siger Peter Høyer. Han smiler, og det virker til, at han har fundet den balance, han ledte efter. Ifølge ham ligger årsagen til det i hans evne til at turde at forandre sin livssituation.  

“Planlægning er fantastisk. Man skal bare kunne afvige fra planen, lige så snart terrænet ikke er præcis, som man troede. Den måde, jeg har levet mit liv på, der har jeg hele tiden forsøgt at være åben, når der er dukket nye muligheder op. Jeg har ikke været nervøs for, om det skulle gå galt, eller hvad folk ville tænke om mig, hvis det gik galt,” siger Peter Høyer. Hans telefon har netop ringet. En ældre kvinde er død.