10’erne var et livsstilsårti. Det var i 10’erne, at Instagram og den voksende hær af professionelle influencere for alvor fik fat i især kvinder og unge med fotogene anvisninger til ”det gode liv”, som naturligvis må indeholde en flad mave, en skål med blåbær, en gang tørbørstning fra morgenstunden og smukke, harmoniske børn iført hjemmestrik og hjemmebag (minus hvede).
Og tendensen ser desværre ud til at fortætte her i 20’erne, hvor det efterhånden nærmer sig psykisk vold at følge med i alle de succesfulde, lækre menneskers hverdag på alle medieflader. Tidligere var det dameblade og modemagasiner, der rapporterede om stylister, modeller og skuespilleres trænings- og madregimer, men efterhånden er anvisningerne til ”det gode liv” allestedsnærværende. Også boghandler er blevet en slags display af succesfuld livsstil med de mange coffee table-bøger om mad, hverdag, hjemmesysler, træning og familie.
Det har komiker Anders Matthesen naturligvis også opdaget, og det har vi kunnet følge længe på hans Instagram, hvor han for eksempel skal have tak for sin kampagne for ”Complicated Feast”, en utroligt besværlig og dyr måltidskasse. Nu er han så klar med en ægte influencer-guru-coach-bog, nemlig ’Livsstil er en livsstil’ med undertitlen ”En selvhjælpsbog der kan hjælpe dig med at hjælpe dig selv – med selvhjælp”.
Og jeg vil faktisk mene, at A. Matthesen, som hans alterego i bogen lyder, har fundet den ultimative kur mod selvledende selvudvikling. For hvor mange gange har vi ikke hørt på de åndssvage, samme floskler fra folk, der helt skråsikkert formidler almen viden eller ligegyldigheder som stor-stor videnskab, ny viden og ultimativ sandhed? Det er på tide, at vi i samlet flok siger fra overfor livsstils-lirumlarum i egen navle. Jeg gør lige forsøget:
”Lykken kommer indefra” (eller måske fra en ferie i Italien). ”Bare vær dig selv” (hvem skulle man ellers være?). ”Følg din mavefornemmelse” (eller lær af andre menneskers erfaringer). ”Lev i nuet” (eller i dine dagdrømme, hvis der er rart at være). ”Morgenmad er dagens vigtigste måltid” (ja, sammen med frokost, aftensmad, mellemmad og ikke mindst tømmermændsmad).
Nogenlunde samme øvelse gør A. Matthesen sig i bogen, naturligvis meget mere morsomt, og det er ganske befriende. Især fordi Matthesen har hugget coachfolkets æstetik og spæner rundt i hvidt hør, sidder i skrædderstilling i naturen, har håndleddene fulde af guru-armbånd, spejder eftertænksomt ud i horisonten og ellers kører den ind med ingefær, skyr, dermaroller og Buddha-nips.
Hvis man vejer for meget og bliver ved med at tabe kampen til slankekuren, kan det for eksempel være, at man skal sætte et bedre, mere realistisk mål, lyder det. Det kunne være at tabe sig 300 gram, skriver Matthesen, i stedet for 30 kilo. For: ”tynde mennesker er jo i virkeligheden bare tykke mennesker, der ikke er blevet tykke endnu… eller som lige har været det, men har tabt sig”. Ja tak!
Og så alle de lister som selvhjælpsfolket altid vil have, man skal lave til sig selv! Taknemmelighedsøvelser, udviklingsmål, fokus-træning og to do-lister som: ”Hvad er grunden til, at du ikke når dine mål?” Er det måske, fordi du sidder og skriver lister hele tiden? På den måde kommer A. Matthesen omkring kost og krop, klimaforandringer og feminisme, vinterbadning, feng shui, tarotkort, krystalhealing og danskernes folkesygdom – søvnløshed.
”Jeg læste i Illustreret Videnskab, at man sover bedst og dybest, når man opnår den såkaldte ”REM-søvn”. Derfor er jeg begyndt at spille ’Shiny happy people’ på repeat i soveværelset”. Eller hvad med denne her: ”Hvis man snorker, kan man med fordel gifte sig med en døv dame”.
Verden er fuld af søgende sjæle, der leder efter en guru eller sandsigerske for 299 kroner i Bog & Idé. Lad os da hjælpe dem og gøre A. Matthesens ’Livsstil er en livsstil’ til årets julegaveidé til selvhjælpsfolket. Eller måske mandelgaven til de der har alt – undtagen en retning i livet. Det er ikke sikkert, at de finder “sandheden” i bogen, men de bliver forhåbentligt kureret fra at købe selvhjælpsbøger.
‘Livsstil er en livsstil – En selvhjælpsbog der kan hjælpe dig med at hjælpe dig selv – med selvhjælp’ udkommer torsdag den 7. oktober på Gyldendal.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️