Foto: Shutterstock

Fran Lebowitz: Her er fordelene og ulemperne ved børn

De fleste kender hende fra Netflix-serien ’Pretend it’s a City’ fra sidste år, men hun slog først igennem som humoristisk klummeskribent. En heftig skriveblokering har dog holdt hende fra tasterne i flere årtier, men nu kommer hendes samlede tekster endelig på dansk. Vi har fået lov til at bringe et uddrag.

Når man, som jeg, færdes i det, man med lidt god vilje kan kalde kunstneriske kredse, dukker børn sjældent op. Men i periferien af selv de mest kunstneriske kredse finder man et begrænset udvalg af det krævende familieliv.

Da jeg generelt er ret glad for børn, har jeg accepteret dette vilkår med langt mindre ubehag end nogle af mine mere krukkede bekendte. Det betyder ikke, at jeg går helt i spåner over et lille smil, men blot at jeg anser mig selv for en person, der mestrer absolut objektivitet og derfor er særdeles kvalificeret til at behandle emnet med autoritet.

Baseret på antallet af børn i bevismaterialet virker det til, at folk får dem på et splitsekund – for hvis de havde overvejet sagen nøjere, ville de helt sikkert opføre sig mere anstændigt. Selvfølgelig har kommende forældre indtil nu ikke haft mulighed for at betragte fakta, sort på hvidt, og kan derfor ikke med nogen rimelighed blive holdt ansvarlig for deres handlinger. Derfor har jeg møjsommeligt nedfældet enhver information med et inderligt håb om en fremtid, som er beboet af en mere attraktiv børneskare end den, jeg har mødt indtil nu.

For

Jeg må opponere mod udtrykket ‘bare et barn’, for det er så absolut min erfaring, at det er bedre at være i selskab med bare et barn end bare en voksen.

––––––––––

Børn er som regel små af statur, og det gør dem ret praktiske til at nå de steder, der ellers er svære at komme til.

––––––––––

Børn sidder ikke ved siden af en på restauranter og højlydt diskuterer deres absurde forventninger til fremtiden.

––––––––––

Børn stiller bedre spørgsmål end voksne. Det er langt mere sandsynligt, at ‘Må jeg få en småkage?’, ‘Hvorfor er himlen blå?’ og ‘Hvad siger en ko?’ fremprovokerer et muntert svar end ‘Hvor er dit manuskript?’, ‘Hvorfor har du ikke ringet?’ og ‘Hvem er din advokat?’

––––––––––

Børn er ophavsmænd til konceptet umodenhed.

––––––––––

Børn er de mest ønskværdige modstandere i Scrabble, for de er både nemme at vinde over og sjove at snyde.

–––––––––

Det er fortsat helt muligt at stå i en børneflok uden at spore selv den mindste antydning af en ophidsende, barsk aftershave eller parfume.

–––––––––

Ikke et eneste medlem af de mindreåriges klub har indtil videre foreslået ordet bestyrelsesbarn.

–––––––––

Børn sover enten alene eller sammen med små bamser. Visdommen ved den adfærd er uomtvistelig, for det fritager dem fra den umådelige kedsomhed i at blive indviet i andres hviskende tilståelser. Jeg har endnu til gode at løbe ind i en bamse, som bærer på et hemmeligt begær om at klæde sig i en stuepigeuniform.

Imod

Selvom de er nyvaskede og renset for al synligt slik, har børn tendens til at være klistrede. Man må gå ud fra, at det hænger sammen med, at de ikke ryger nok.

––––––––

Børn har en decideret dårlig sans for mode, og når de selv får lov at vælge, vil de som oftest føle sig draget mod tøj med et uheldigt snit. I den henseende afviger de ikke i nogen synderlig grad fra hovedparten af deres forældre, men man bebrejder dem på en måde mere.

––––––––

Børn reagerer ikke tilstrækkeligt på sort humor og skjulte trusler.

––––––––

Med deres berygtede manglende følsomhed over for subtile stemningsskift insisterer børn på at diskutere farven på en netop spottet cementblander, længe efter ens egen interesse for emnet er forduftet.

––––––––

Børn er sjældent i stand til at låne én en synderlig interessant sum penge. Der er dog undtagelser, og sådanne børn er en fremragende tilføjelse til enhver fest.

––––––––

Børn vågner på et upassende tidspunkt og har ofte for vane at spise på tom mave.

––––––––

Børn ser ikke godt ud i formel påklædning.

––––––––

Alt for ofte er børn ledsaget af voksne.

Teksten er et uddrag af Fran Lebowitz’ samlede esssays, der udkommer 30. marts. Du kan forudbestille bogen her.

Fran Lebowitz besøger også Danmark, hvor hun giver foredrag 1. og 2. maj

Footer graphics