Thomas Bredsdorff er en olding. Det siger jeg selvfølgelig ikke ud af mangel respekt, man må som udgangspunkt ikke sige, folk er gamle, men han siger det selv, så jeg går med den formulering. Så, Thomas Bredsdorff er en olding.
Thomas Bredsdorff er da også en gammel mand, om to måneder runder han 87. En alder, hvor sygdommene og livet begynder at indhente en, hvis de ikke allerede har gjort det, men ikke hos Thomas Bredsdorff.
Med sin høje alder er det ret imponerende, at han ikke fejler noget. Jovist, hørelsen er ikke, hvad den engang var, øjnene kniber det også lidt med, og hovedet er ikke lige så hurtigt som for bare et år siden, men udover det fejler Thomas Bredsdorff ingenting. Ingen kroniske sygdomme eller hjerteproblemer, en mand i sin bedste alder kan man vel sige. Men selvom han ingenting fejler går det kun én vej herfra. Det gør det for os alle sammen, men især for folk som Thomas Bredsdorff, som for længst har rundet de 80, begynder enden at kunne synes.
”Jeg synes, der er nogle yderpoler i den offentlige fremstilling af den gamle. Der er på den ene side melankoli, surhed, tristhed, rethaveriskhed, som ikke er forkert. Sådan er det på mange måder at blive gammel. Så er der på den anden side en hysterisk hævden af, at alder kun er et tal, og at et gammelt menneske ikke er andet end en ung, der er blevet ældre. En fornægtelse af alderdommen. Jeg synes, at jeg oplever et klart forfald, og det skal man ikke fortrænge.”
Men hvordan føles det, når man ikke længere kan det, man engang kunne? At vide, der er ting, man gør for sidste gang. I sin bog ’Lykkeligt nær’ har Thomas Bredsdorff, hver dag i et år derfor skrevet forfaldet ned.
Med et langt liv kommer også skift i samfund og skift af værdier, tiderne ændrer sig, og det er også en bog fuld af refleksioner over tiden, der var, og tiden, der er.
Den gamle som fænomen
Leonard Cohen sagde en gang om det at blive ældre: ”Du starter uimodståelig, så bliver du modståelig, så bliver du frastødende, og så bliver du usynlig. Men det er ikke slutningen på historien. Til sidst bliver du nuttet.”
På mange måder er det meget lig det, Thomas Bredsdorff siger. Med sin selverklærede titel som olding har han nemlig observeret, at folk er blevet venligere mod ham, som han er blevet gammel.
”Lige da jeg var blevet gammel, så var man en gammel idiot, hvis man var dum på cykelstien og i vejen, men nu gør folk plads og siger: ’Værsgo’.
Han er blevet så gammel, at han er blevet et fænomen, som han kalder det. Og med fænomenet oldingen kommer også ansvarsfrihed.
Han beskriver, at man går fra at være et lille barn uden ansvar til at vokse op med gradvist mere ansvar. Man får ansvar for at uddanne sig, for bolig, forsørgelse. Men når man så når den alder, han har nu, oldingealderen, så bliver man som et lille barn igen.
”Jeg oplever det især, når jeg omgås mit vidunderlige barnebarn. Så kan jeg godt stikke hende en Nutella-mad med god samvittighed, for forældrene tager sig af gulerødderne og alt det sunde. På en måde er ansvaret løftet fra ens skuldre, når man er gammel.”
Men man skal ikke tage fejl, Thomas Bredsdorff mener ikke, det er nemmere at være gammel end at være voksen eller ung.
”Midt i livet er der en masse ansvar, gør jeg det rigtige? Påtager jeg mig ansvaret for forsørgelse? Er der noget, jeg ikke har fået forløst. Alle de bekymringer er forbi for mig. Det blev til det, det blev. Det er som at være i forlænget spilletid uden skrækken for målscoren.”
De unge kan ikke lære en skid af de gamle
Man kunne fristes til at tro, at en mand så højt oppe i årene har en ting eller to at sige om og til de yngre generationer, men da jeg spørger ham om netop det, er svaret kort og kontant.
”Ikke en skid,” svarer Thomas Bredsdorff.
Det er ellers ikke ualmindeligt for generationer at høre fra de ældre, at ”de unge forstår ingenting”, ”den gang vi var unge, der var vi alligevel anderledes”. Det hører med. Den evige generationsstrid af ældre generationer, der tror, de ved bedre end de yngre. Boomerne ryster på hovedet ad generationer x’s manglende oprør, generation x mener millenials mangler arbejdsmoral, og millinials griner ad Alpha’ernes selvhøjtidelighed.
Men nu siger Thomas Bredsdorff det altså, rimelig klart og kontant, vi kan ikke lære en skid. Thomas Bredsdorff hører ikke engang til nogle af ovennævnte generationer. Han tilhører mellemkrigstids-generationen, som aldrig rigtig bliver nævnt, måske fordi mange af dem ikke længere er her.
Men nogle af dem er her lidt endnu, og selvom Thomas Bredsdorff ikke mener, de yngre generationer kan lære særlig meget af de ældre, har han alligevel et råd til de yngre generationer.
”I kan først og fremmest prøve at stole mere på jer selv. Det synes, jeg er det bedste råd, man kan give videre. Stol på jer selv, og tænk på andre. Det er mit bedste råd, som selvfølgelig er helt abstrakt og gratis. Jeg følger jo med i angsten og stressen, man læser om i jeres generation. Jeg synes, det er forfærdeligt, men noget af det tror jeg kan skyldes, at I ikke stoler nok på jer selv.”
Stolede din generation på jer selv, da I var unge?
”Det var en anden tid, hvor mulighederne åbnede sig grænseløst. Det var som at gå ind i en tragt, hvor det er det modsatte for jer.”
Da Thomas Bredsdorff begyndte at studere dansk og engelsk var det med formål at bliver gymnasielærer. Det var hans drøm at give sin passion for litteratur videre. Hans drøm gik i opfyldelse, og i et halvt år underviste han som gymnasielærer. Men med universitetsekspansionen i 60’erne skulle der også flere universitetsundervisere til, så de ringede til Thomas Bredsdorff, og han takkede ja. Det blev til en fastansættelse på universitetet og senere en fastansættelse på Politiken.
Sådan er det ikke mere. I dag skal man være heldig, hvis man lander en fastansættelse både på universitet og på Politiken.
”I kan ikke lære en skid af os, for vi havde en fuldstændig anden verden. Vi kunne gribe og vælge, som vi ville, og I hænger i neglene i en tagrende og kigger ind ad vinduet til de fastansatte, eller dem, der er blevet så gamle, at de ikke længere behøver en ansættelse.”
Én trist og én lykkelig alderdom
Hvad får egentlig et menneske til at blive 87 uden skavanker. Held selvfølgelig, og måske en sund livsstil, men det, jeg fisker efter, da jeg stiller Thomas Bredsdorff det spørgsmål, er en opskrift på det gode liv.
”Man skal passe på sine nærmeste. Der er så meget ensomhed. Den kan man virkelig fremme ved at være striks med at afvise venner, der fornærmer en, eller fordybe sig i vrede, skuffelser og uretfærdigheder, man har været ude for. Man skal passe på sine nærmeste, og et af midlerne er tilgivelse og bede om tilgivelse.”
Thomas Bredsdorff er heldigvis ikke ensom, måske er det også derfor, han i dag lever i bedste velgående. Han cykler ture, leger med sit barnebarn og tager til Berlin med sine badmintonvenner.
Men det er ikke fordi han gennem alderdommen ikke har frygtet ensomheden komme snigende. Venner dør og omgangskredsen bliver mindre. Det er svært at passe på sine nærmeste, når de ikke længere er her.
Thomas Bredsdorff har haft én forfærdelig og én lykkelig alderdom, siger han. Den alderdom, han er i nu, er heldigvis den lykkelige. Men i 2020 døde hans kone efter mange års alzheimers. En sygdom, der tærede på hendes hjerne, men også på Thomas Bredsdorffs velbefindende.
”Det er som en fodlænke, der bliver strammere og strammere, fordi der er mere og mere, man skal overtage for den pågældende, som bliver væk, som forsvinder og glemmer alt. Da hun døde, var det selvfølgelig en sorg, fordi jeg havde et dejligt ægteskab i 50 år, men samtidig var det en lettelse. For hun døde hver dag i fire år. Hun kendte mig ikke de sidste fire år.”
I oktober døde en af hans nære venner fra badmintonholdet. To år forinden havde han måttet opgive at spille badminton på grund af et dårligt ben. Derefter gik det støt, men langsomt ned ad bakke, og til sidst gik det ikke længere.
”Vi talte meget sammen, men jeg kom ham faktisk lidt nærmere på hospitalet. Der talte vi om ting, vi aldrig har talt om, om han var bange for at dø. Det var han ikke, og det var utrolig givende at komme så tæt ind på livet af ham. Da han døde, tænkte jeg, at det var en smuk afrunding. Det skulle ske.”
Er du bange for at dø?
”Nej, jeg er bange for at dø, inden jeg dør. Altså at hovedet og følelserne dør før kroppen. Det er min store skræk. I den forstand vil jeg være glad for at falde om i morgen. Men nej, jeg er ikke bange for at dø nu. Men det kan jo ændre sig, når man står på gravens rand.”
Hvad håber du folk får ud af at læse bogen?
”Horisonten bliver mindre. Kræfterne bliver færre. Balancen bliver dårligere. Men der er glæde ved de nære venner. Man lærer at skelne mellem ligegyldige bekendtskaber og dem, hvor der er følelser på færde. Man lærer at pleje dem, og det skal man ikke begynde på for sent. Måske man alligevel skal ringe til sin ven, selvom man er lidt sure på hinanden. Måske er der alligevel noget, der binder os, fordi vi har kendt hinanden. Sådan kunne det måske være et lærestykke.”
Thomas Bredsdorff: ‘Lykkeligt nær’ er ude på Gutkind nu
