Ifølge en lille tingest, som Pete Doherty ejer, jogger han 250 meter om dagen. Ikke alle dage ganske vist, men han prøver at få det gjort, når han alligevel er ude tidligt om morgenen for at lufte sine to hunde, Gladys og Zuzu. Distancen svarer til afstanden, der er mellem hans hoveddør og indgangsporten til den grund, han bor på sammen med sin kone, Katia de Vidas, og deres lille barn i Normandiet i det nordlige Frankrig.
Det er ikke, fordi han selv er så imponeret, men det er en god start. Især for en mand som Pete Doherty, der i udgangspunktet ikke finder stor glæde ved at motionere, men snarere er tilbøjelig til at gøre det stik modsatte med sin krop end at træne den.
Men man bliver jo nødt til at smide nogle kilo, som han siger.
Når han så sætter sin 45-årige krop i fart, går hundene i panik. De tror, der er ved at ske noget crazy. At han pludselig jagter nogen. For de har aldrig set noget lignende. Pete Doherty i løb? Come on, selv en hund (et dyr med en IQ på omkring 1,2) kan se, at det ikke giver nogen mening.
Sandheden er, at Pete Doherty i dag lever et meget anderledes liv end det, han af langt de fleste er kendt for at leve. Som den ene af to frontmænd i The Libertines og sidenhen Babyshambles har han om nogen inkarneret den romantiske myte om rockstjernen, der spiser af alle livets frugter i jagten på at skabe autentisk kunst.
Cirka fra den ene dag til den anden blev han i starten af 00’erne katapulteret op på stjernehimlen blandt rock and roll-legender som Kurt Cobain, Jim Morrison og Jimi Hendrix, og hans udsvævende tilværelse med stoffer og supermodeller blev hurtigt et af tabloidpressens mest foretrukne emner. Det hjalp på det, at han havde for vane at komme på kant med loven og blandt andet kom i fængsel for at bryde ind hos sin bandkammerat, Carl fra The Libertines, som han stjal nogle guitarer og videoer fra.
Alt omkring Pete Doherty var kaotisk, dragende og grænsesøgende, og fansene forgudede ham og bandets mildt sagt uforudsigelige optrædener – når de da fandt sted og ikke blev aflyst af mere eller mindre reelle grunde.
Det siges, at man kan tegne en ægte rockstjerne med en enkelt streg, fordi vedkommendes silhouette i så fald er så ikonisk, at enhver kan genkende den med det samme. I sine yngre dage – med en hat på hovedet og en dyb udskæring på brystet – var Pete Doherty netop det. Så ikonisk.
At han faktisk, på samme tid, var en androgyn streg i luften skyldtes formentlig, at han var dybt inde i det heroinmisbrug, som var kendt af hele verden og i perioder blev så omfattende, at han endte med at få sparket fra sit eget band.
Er du ude på at knække mig?
“What a cunt,” svarer Pete Doherty, da jeg spørger ham, hvordan han ville bagtale sig selv, hvis han skulle.
“Jeg har været vant til at gå rundt i flere dage uden søvn. Især med crack kunne der gå tre eller fire dage, og så ville jeg begynde at høre de her stemmer. Og det var det mest forfærdelige. Det var som et kommentarspor i mit hoved. Det var to kvinder, meget realistiske, og de sagde sådan noget som: “Oh my god, se på ham, åh, han er frygtelig. Han synes, han er så cool,” siger han og forklarer, at den eneste grund til, at han vidste, at stemmerne kom fra hans hoved, var, at de fulgte med, da han flyttede til Paris.
“Jeg skreg ad dem. Så jeg tror, det nok har været min underbevidsthed, der kritiserede mig selv. Men de her stemmer… de vidste virkelig, hvad de lavede. Det var en grim, men veltalende legepladsagtig bøllestemme.”
Hvordan ville det lyde, hvis du skulle skamrose dig selv?
“Åh nej, det er endnu sværere. Nej, det ved jeg ikke. Men okay, mine fingernegle er meget pænere, end de plejede at være. De er ikke perfekte, men hvis du ser, hvordan de er i dokumentaren for 15 år siden, så er de virkelig beskidte. Så det er en lille forbedring. Eller, en god forbedring.”
Den dokumentar, han taler om, er filmen ‘Stranger in my own skin’, som netop er blevet vist på CPH:DOX. Det er på grund af filmen, som er lavet af hans kone, at han lige nu sidder i et sminkerum på Bremen Teater og svarer på spørgsmål iført jakkesæt, skjorte og en sixpence, der dækker det meste af det pjuskede hår.
På bordet bag ham har han netop lagt en e-cigaret med en smag af skovens frugter og placeret en helt frisk moscow mule, som han ikke rører under resten af interviewet. I forhold til hvor smacked man ved, Pete Doherty kan være, er han næsten urealistisk frisk at være i selskab med. Hans blik er nærværende, og han tænker sig grundigt om, når han svarer på spørgsmål, selvom han flere gange er kæk nok til at give bolden videre.
“I don’t know, what do you think?”
På trods af at dokumentarfilmen er en rå skildring af Pete Dohertys hårdeste år med misbrug, og at Katia de Vidas har haft en unik adgang til hans privatliv, er han ikke villig til at svare på alt. Selv har han også kun set filmen én gang af pligt, og han bryder sig faktisk ikke særlig meget om den, fordi han bliver pinlig over sig selv.
For eksempel på grund af hans snavsede fingre med uklippede, beskidte negle, som man ser helt tæt på i de scener, hvor han fixer.
Han kan heller ikke snuppe scenen, hvor hans far efter flere år uden kontakt overrasker ham på scenen for at synge duet på hans fødselsdag. Da hans mor dukker op med kage, krakelerer rockstjernefilmen fuldstændig i en meget følsom og ærlig sekvens. Af samme grund er det en af filmens bedste scener.
Men Pete Dohertys følelsesliv skal man ikke komme for tæt på, for det er stadig for tæt på for hans eget vedkommende. At blive stofferne kvit er nemlig ikke det sværeste, det er imidlertid alle de blokerede følelser, som pludselig vælter op til overfladen, når man bliver ædru. Pete Doherty har været clean siden 2019, men han kæmper stadig, så da jeg spørger ham, hvordan han dealer med alle de undertrykte følelser i dag, vil han ikke svare direkte.
“Jeg er her ikke for at lave en terapisession. Det, synes jeg ikke, er passende for mig, for jeg er ret følsom, og jeg vil bare begynde at græde, og hvor går vi så hen derfra? Jeg vil være helt nedbrudt. Er det det, du vil? Vil du knække mig? Så, jeg vil ignorere det spørgsmål, fordi jeg kender mig selv,” forklarer han uden at være egentlig afvisende.
Det er nemmere at have en samtale om, hvordan det står til på de ydre parametre. Med kroppen. Og det er ikke nogen hemmelighed, at Pete Doherty ikke længere er den streg i luften, han var engang, og det ved han godt. Ifølge ham selv har han skiftet den tunge dope ud med fransk camembert, hvilket på visse områder må anses for at være bedre end heroin, men det har nu givet ham diabetes og forhøjet kolesteroltal.
“Der er ikke nogen tvivl om, at den fysiske effekt ved stoffer er skadelig for dit helbred. Jeg er meget heldig at være kommet om på den anden side, efter alt hvad jeg har budt min krop.”
Nu går det bedre, forklarer han, men hans diæt er ikke særlig god, og han har svært ved at få styr på den. Ligesom han heller ikke har lagt alkoholen på hylden.
“Jeg kan ikke lide at blive helt fucked up, men jeg kan konstatere, at jeg ikke kan gå på scenen eller foretage mig vigtige ting uden at få en drink. Hvilket sker hele tiden. Det er ikke på niveau med at fixe heroin, og det har ikke det samme sociale stigma, men det er lige så farligt,” siger han.
Vanemenneske
Det kommer måske ikke som nogen overraskelse, men Pete Doherty er et udpræget vanemenneske. Han læser de samme bøger (Hunter S. Thompson, Baudelaire, Dostojevski, Wilde), ser de samme film og lytter til den samme musik igen og igen. Men det gælder egentlig for alle livets forhold: Hvis der er noget, han kan lide, så siger han ikke nej, men tager det. I store doser.
Når han er hjemme, ligner dagene derfor også meget hinanden. Han står tidligt op, nogle gange klokken fem, og så går han en tur med hundene. Enten i skoven eller på den nærliggende strand, hvis der er lavvande, og hvis han orker, så bader han i havet. Når han kommer tilbage, er der typisk gået en time og 20 minutter.
Bagefter ser han nyheder i en times tid, Al Jazeera eller CNN, og så går han i seng igen. Og selvom han egentlig har det okay med at leve et stille og roligt liv som far til et lille barn (“can’t really complain, to be honest”), synes han ikke, det er helt perfekt.
“Foran tv’et kommer jeg ind i sådan en underlig verden af tanker, hvor jeg bare bliver fodret med det samme. Det er derfor jeg godt kan lide at zappe. Det er fedt at få den samme historie fra flere vinkler. Jeg synes, det er interessant, fordi det er en slags zombificering. Jeg er meget forfalden til den slags,” siger han.
Hvad er din værste vane?
“Det er et frygteligt spørgsmål. At onanere ind i gardinerne. Hvad synes du?”, svarer han og forklarer, at en ideel morgen ville starte med, at han satte sig og fik skrevet og spillet guitar. Derefter ville han gå i seng igen og sove et par timer.
“Det ikke er let at have den her krop for tiden, fordi jeg stadig føler, at jeg er ved at komme mig. Jeg føler mig lidt som en, der er blevet ramt af en bus og kun langsomt er ved at rehabilitere,” siger han.
Men lige nu handler alt om babyen. Den samme baby, som under dette interview leverer et livligt bagtæppe med pludren og højlydte grin fra lokalet ved siden af.
“Det er helt klart en kontrast til mit tidligere liv. Men der er stadig øjeblikke med kaos, det er bare ikke den samme intensitet. Mit liv drejede sig dybest set om selvskabt kaos, hvilket jeg tror, jeg trivedes i og nød. Det gik ind i hånd med afhængigheden og besættelsen af heroin og ketamin. Men jeg sover hver nat nu,” siger han.
Hvis man var en smule eksistentielt anlagt, kunne man måske have lyst til at konkludere, at Pete Doherty endelig er blevet voksen. At han er landet i tilværelsen. Men det er ikke den fornemmelse, han giver, når man sidder overfor ham. Han har mere en svag mistrøstig aura over sig, når han beskriver, hvordan hans liv som clean udspiller sig i disse år.
“Det er ikke, fordi det nødvendigvis er bedre, det er bare anderledes,” som han siger lidt senere på aftenen.
Drømmer stadig om succes
Følger man almen logik, vil de stjerner, der brænder stærkest, brænde hurtigst ud. I Pete Dohertys heydays havde mange nok heller ikke spået ham noget langt liv. Tværtimod forventede de fleste nok, at han ville være den næste i den tragiske række af døde kunstnere i Klub 27 – dér, hvor hans gamle flamme Amy Winehouse desværre fik plads, da hun døde i 2011. Men i Pete Dohertys tilfælde må vi vende os mod andre logikker, for det kan godt være, han er blevet småbørnsfar, men manden er stadig on fire.
I virkeligheden irriterer det ham, at narrativet omkring The Libertines har været, at de gik i opløsning på grund af ham og hans problemer, når faktum er, at de har været sammen som band de sidste 10 år. Når folk stopper ham på gaden og spørger, om han stadig spiller musik, bliver han på en gang overrasket og frustreret. Mest fordi al den promo, han ifølge sig selv bruger for meget tid på, jo så har været ligegyldig.
Det gode ved det er, at det ikke knægter hans tro på musikken. Hvis du skriver gode nok sange, skal folk nok finde dem, og når the Libertines til efteråret udgiver deres næste album, står han stadig ved det: “Vi ruller fandme”.
Har der været en ægte rockstjerne siden Pete Doherty? Måske ikke. Dagene, hvor rock and roll stod øverst på plakaten, er ovre, men selv mener han, at folk bare ikke har hørt de rigtige sange endnu.
“De skal nok fatte det. Vi får dem til at fatte det,” siger han med præcis den mængde engelsk kockiness, der hører sig til for en rockmusiker med nyt album på trapperne.
Det generer ham ikke, at langt de fleste hører rap og hiphop. Det værste ved musikindustrien er, at man ikke må ryge nogle steder længere. Det er nemlig begyndt at volde ham en del problemer, efter at spillesteder har givet ham bøder for at ryge på og omkring scenen. Da han for nylig stod på scenen og kunne mærke en ubændig rygetrang, slog han en for ham fornuftig beslutning og bad publikum om at fylde hans hat med penge, inden han satte ild til den cigaret, som han vidste ville koste ham 6.000 euro.
“Jeg tror, vi fik omkring 35 euro, men jeg røg den alligevel. Fyren, som kørte stedet, så det, og han grinede bare. Han gav os ikke en bøde.”
Man kan selvfølgelig diskutere, hvor vigtigt det var i det store billede, men i princippet var det en vigtig lille sejr for Pete Doherty, for han drømmer stadig om at score den helt store jackpot som kunstner. Ingen tvivl om at han har været – og stadig er – et bigshot, i visse kredse endda en levende legende, men kommercielt har han ikke fået den succes og solgt så mange plader, som han drømmer om. Endnu.
“Jeg gad godt at have et par kæmpe hits eller filmsange, så jeg ikke behøver at tage på tour mere for at betale mine skatteregninger, som jeg efter 10 år stadig har,” siger han. Øjeblikkeligt er han ved at bide tungen af sig selv.
Ikke at det som sådan forbliver nogen hemmelighed, da han lidt efter interviewet optræder med et par nye sange på Bremens teaterscene og synger en ny sang, der handler om, at han ville ønske, at han var rig, for så kunne han købe en masse “nice stuff” til sin datter.
Så svaret er ja. Man skal ikke lade sig snyde af affiniteten til de franske oste og den bløde hat: Der er stadig en masse tilbage at opnå for Pete Doherty.
“Jeg rummer nogle ambitioner, og når jeg siger kommerciel succes, så mener jeg som fucking Billie Eilish. Jeg kunne godt tænke mig at skrive en sang til Bond-filmen. Jeg tror på, jeg kunne gøre det,” siger han.
“Why not?”
