Han krænger nervøst et lommetørklæde i hænderne og river små stykker af. Fingrene er i konstant bevægelse. Mens han snakker, daler små stumper af papir langsomt ned på gulvet. Det er kun fem måneder siden, han trådte ind ad dørene på Sabaah for første gang. Det føles stadigvæk fremmed – og alligevel familiært.
“Jeg har altid vidst, at jeg var anderledes, fordi jeg følte noget stærkere for mænd end for kvinder. Jeg er vokset op mere religiøst end den gennemsnitlige muslim, og jeg var meget aktiv i moskéen. Men en gang imellem ville jeg lige gå ind på Sabaahs hjemmeside og tænke om ikke det i virkeligheden var der, jeg hørte hjemme.”
LÆS OGSÅ:
Halit har vidst, at han var tiltrukket af mænd, siden han var 13. At han var skæv – queer. Det er ikke lang tid siden, han flyttede hjemmefra og forlod den moské, han og familien altid har været tæt tilknyttet, for at udleve sin seksualitet. Selvom det var usikkert, var han overbevist om, at græsset måtte være grønnere på den anden side.
”Jeg havde nok overtaget den der befrielsesfortælling lidt for meget på et tidspunkt. At nu skulle jeg bryde ud og leve mit rigtige liv og endelig blive lykkelig. Den der fortælling om at vokse op i en homofobisk familie og skulle lægge låg på sig selv, indtil man på et tidspunkt tager skridtet, pakker sine ting og skrider – uden at se sig tilbage. Men meget af tiden er man ikke lykkelig. Og man kan blive fælt skuffet, hvis det er det, man forventer. Det blev jeg lidt,” fortæller han og tilføjer:
“Men jeg er blevet bedre til at tænke, at det liv jeg lever nu, er det rigtige liv.”
Et opgør med den vestlige forståelse
Med sin muslimske baggrund kan han af og til være i tvivl om, hvorvidt den vestlige måde at forstå queerness på, er den eneste rigtige, da denne forståelse er baseret på vestlige LGBT+ personers erfaringer og unægteligt adskiller sig fra Halits egen oplevelse. Han er derfor heller ikke sprunget ud for sine forældre og tvivler stadig på, om det er det rigtige at gøre.
”De ved det dybest set godt. Men hvis jeg siger det, tvinger jeg dem til at tage stilling. En del af mig siger, at jeg bør gøre det for at få et mere autentisk forhold til mine forældre. Og så er der også en anden del af mig der tænker, at autenticitet egentlig også bare er lidt konstrueret.”
LÆS OGSÅ:
Da han flyttede hjemmefra og langsomt blev mere tryg i sin seksualitet, sorterede han meget af sit forhenværende netværk fra. Men han kan stadig godt føle, at selvom de ikke forstod hans seksualitet, forstod de stadig en essentiel del af ham i kraft af deres fælles tro.
“Jeg håber, at jeg kommer til et sted, hvor jeg har mere ro omkring mine relationer og kan beholde min familie, samtidig med at være den jeg er.”
På trods af at han har luget ud i sine relationer og forsøger at omgive sig med mennesker, der forstår ham, fylder tvivlen stadig meget. Og han ved ikke, om den nogensinde forsvinder. Han håber, at han finder nogle, der kan overdøve tvivlen lidt – nogle han kan spejle sig i og som forstår den skæve del af ham. Selvom han har fundet sådanne mennesker i foreningen Sabaah, føler han endnu ikke helt, at han kan finde sin plads.
“Sabaah er helt klart et tryggere rum mod racisme, homofobi og transfobi. Men der er også noget ved LGBT+-miljøet, der kan være hårdt. Vi er alle sammen mere eller mindre udstødt og er blevet gode til at være alene. Det kan godt få det hele til at føles lidt mere flygtigt,” fortæller han og uddyber:
“Da jeg flyttede ud, var jeg vildt begejstret, men her står jeg stadigvæk og slås med rigtig mange af de samme ting. Måske er jeg endda lidt mere ensom end før. Lidt mere usikker og bekymret for fremtiden. Og så kan jeg nogle gange blive i tvivl om, hvorvidt det er prisen værd. Om det er det hele værd, at jeg distancerer mig fra så mange.”
Den lige vej
Vejen synes af og til lang for Halit. Kringlet og uoverskuelig. Et lammende udsyn, der til tider gør det hårdt for ham blot at stå op af sengen. Når vejen synes for lang, vender han sig ofte mod den religion, han er vokset op med.
“Jeg må indrømme, at det nok er religion jeg vender mig mod, når det er svært. Selvom det har undertrykt mig, har det på en måde også frigjort mig. Min religiøse opdragelse har lært mig, at jeg er forkert, men jeg bruger selvsamme religion til at fortælle mig selv, at jeg er rigtig.”
Religion er derfor blevet en måde for ham at forene sin baggrund med sin nuværende hverdag. En måde at genkende sig selv i alt det nye.
“Der er meget visdom i det. Der er mange ting, hvor jeg bedre kan genkende mig selv i det. I takt med at jeg har fået et andet netværk, så er det lidt svært nogle gange at genkende mig selv. Så religion er lidt en måde for mig at genkende de ting, jeg er vokset op med i mit liv nu. Så lægger jeg mærke til nogle ting i mig som egentlig kommer ud af noget religiøst. Noget jeg har lært i moskéen eller af mine forældre.”
Især én fortælling fra islam har sat sig fast i ham: Fortællingen om den lige vej. Den vej der fører til mest succes på længere sigt, men som kræver at man laver ofringer på kort sigt. Det er en fortælling der går igen på tværs af religioner i forskellige versioner, men som minder Halit om, at det nok skal blive bedre, hvis han bare bliver ved med at mærke efter.
“Jeg kan godt bekymre mig om, hvorvidt menneskerne omkring mig vil ned af den samme vej som jeg, og der minder jeg mig selv om, at hvis jeg bare går ned af den vej, så skal jeg nok få succes. Hvis jeg gør noget, som dybt nede i min mave føles rigtigt, så er det rigtigt.”
Heartbeats kender kildens rigtige identitet, men har givet ham et andet navn, grundet hans ønske om at være anonym.
