Sådan vælger du farver til dit hjem ifølge eksperten: “Find dit indre barn frem”

Farver er in. Men hvordan vælger man farver, der passer sammen til ens hjem? Vores ekspert guider dig her.

De kridhvide nordiske vægge er ved at være en saga blot. Mange af os har lyst til at lege med farverne på væggene, men er samtidig ængstelige for, om det hele nu kommer til at spille sammen, hvis vi griber til penslen.

Så hvad gør man, hvis man gerne vil sætte kulør på ens hjem?

Indretnings-connaisseur, ‘gør det selv’-ekspert og notorisk farve-elsker Sif Steendahl Grandorf, oplever i sit arbejde, at der er en fornyet lyst hos danskerne til at hilse farverne velkomne og sige farvel til det hvide, beige og ‘clean’. 

“I mit arbejde mærker jeg en ekstrem nysgerrighed og åbenhed overfor farvepaletten. Men jeg oplever også, at folk er lidt ængstelige og bange for at kaste sig ud i det. De har så meget lyst til at bruge farve og er næsten helt flove over deres hvide vægge derhjemme – og det skal de jo virkelig ikke være – men de ved ikke helt, hvordan de skal komme i gang med forandringen og tør måske ikke helt. Folk er blevet opmærksomme på deres hvide vægge, og det betyder jo bare, at der er en tendens og en mode, der går i farvernes retning,” siger hun og forklarer, at der er mange strategier, man kan gribe til, hvis man gerne vil lege med farver.  

Sif Steendahl Grandorf 

Uddannet skolelærer. Tidligere deltager i Nybyggerne sammen med sin mand Mathias Ebbesen Jensen i 2019. Stifter og ejer af virksomheden LeSifre Design. Farve-elsker, møbeldesigner og fast indretning -og gør-det-selv-ekspert i ‘Go’ morgen Danmark’ på TV 2. Har tidligere været indretningsekspert i programserien ‘Mit nye værelse’ på TV 2 Play, hvor hun renoverede nominerede børns værelser. Holder med jævne mellemrum workshops, hvor deltagerne lærer at blive fortrolige med ‘at gøre det selv’, og hvordan man kan skabe store forandringer i sit hjem med små DIY-projekter.

Det værste, man kan gøre, er ifølge eksperten at vælge ‘årets farve’ og en specifik trend. Ens hjem skal afspejle ens egen smag, ens personlighed. Og i den tankegang er det faktisk umuligt at vælge forkert.

Der er bare nogle gamle tommelfingerregler, der sidder fast hos de fleste. Blandt andet at mørke farver gør et rum mindre, mens lysere farver vil gøre det større.

Sådan hænger tingene bare ikke nødvendigvis sammen ifølge Sif Steendahl Grandorf. Nærmest tværtimod. Et lillebitte badeværelse kan komme til at synes meget større, hvis man giver det liv på loft og vægge med en mørk farve, end hvis det er sterilt og hvidt. Farverne skaber en rumfornemmelse. 

Men hvordan gør man så? Får de ideer og eksekverer dem på en måde, så ens hjem ikke kommer til at ligne et trafikuheld? 

“Når man skal vælge farver til sit hjem, skal man bruge sin intuition og sin lyst. Man skal finde sit indre barn frem. Mange kan bruge 100 år på at vælge en farve til deres køkken. De bliver ved og ved med at tænke over det. Det sjove er, at efter et halvt år går de som regel næsten altid tilbage til den allerførste farve, som de var vilde med. Eller også vælger de årets farve, fordi de tænker, at det er et sikkert valg, men så bliver det aldrig deres farve,” siger Sif Steendahl Grandorf.

“Når jeg arbejder med børn og deres værelser, er det helt vidunderligt, for de har bare valgt efter et sekund. De er i så tæt kontakt med deres intuition, fornemmelse og lyst.”

Fire farve-tips

  1. Slå hjernen fra. Brug din intuition, din lyst og din mavefornemmelse. 
  2. Husk, at man ikke kan fejle. Der findes ikke forkerte farver. Man kan altid male om, og det er sjældent selve farven, der er noget galt med, men derimod dens samspil med resten af rummet. Måske farven kan komme til sin ret, hvis man tilsætter nogle flere elementer i samme farvenuance i resten af indretningen?
  3. Farver lever kun i kraft af andre farver. Hvis man har et fuldstændigt hvidt hjem og maler en enkelt væg i en eller anden farve, så kommer den til at virke dominerende, fordi den står helt alene og skriger. Farven har brug for at blive set andre steder i rummet, for eksempel i en pude, nogle gardiner eller en lampe.  
  4. Hvis man synes, at det er sindssygt svært at vælge flere forskellige farver på én gang, kan man bruge sin intuition til blot at vælge en enkelt farve. Start med den, evt. blot i form af et tæppe eller en hylde.

Sif Steendahl Grandorf understreger, at intuitionen virkelig er den vigtigste faktor, når man skal sætte kulør på ens hjem. Vælger man efter moden, risikerer man aldrig nogensinde at føle sig rigtigt hjemme. 

“Farvepaletten er for mange forbundet med en frygt for at fejle, vælge forkert og stikke meget ud fra normen og naboen. Jeg tror, det handler om, at man ikke har lyst til at lave noget grimt, eller noget, som andre synes, er grimt. Vi har skabt et samfund, hvor det er så vigtigt for os at gøre alting rigtigt og dermed også bo rigtigt, men jeg vil så gerne bidrage til, at der ikke findes én rigtig måde at bo på. Den rigtige farve er individuel,” siger eksperten.

Det der med at finde frem til den rene uforstyrrede mavefornemmelse kan nogle gange være lettere sagt end gjort. Det kan være decideret svært at skabe kontakt til sit indre barn, og nogle af os har det bare rarest, hvis der er en formel at læne sig op ad.

Heldigvis er der forskellige strategier og såkaldte ‘harmoniregler’, når man kan bruge som pejlemærker, når man vælger farve til sit hjem. Sif Steendahl Grandorf guider dig igennem the basics herunder.

Farvecirklen. Foto: Shutterstock

Den monokromatiske regel

Her arbejder man ud fra et ‘tone i tone’-princip, der først og fremmest baserer sig på, at man indledningsvis vælger en farve, som man rigtig godt kan lide. Her skal man lade intuitionen bestemme, når man står i farvehandlen og kigger. Hvis man så vælger en lyserød, så vil der jo være et væld af andre former for lyserød også. Der vil være lyse og mørke udgaver. Derhjemme maler man måske hele stuen eller bare væggen bag sofaen lyserød, og så kan man arbejde videre med resten af rummet derfra tone i tone. Man bruger altså den samme farve, men i mørkere eller lysere varianter. Det kan for eksempel være, at man maler loftet, den modsatte væg eller panelet i en anden tone af den lyserøde, man har valgt. Væggene kombinerer man med interiøret, så farverne taler sammen. Det kunne for eksempel være en lyserød pude, vase eller gardin, så den samme farve går igen i rummet i forskellige objekter og materialer. Det skaber den røde tråd i rummet og gør det meget harmonisk og roligt. Den monokromatiske metode kan man virkelig ikke gå galt i byen med. Til gengæld kan det også godt blive for meget, det kan næsten være for roligt uden en kontrast. Hvis man synes, det er tilfældet, kan man begynde at lege med at lægge en kontrast til.  

Komplementær-reglen 

Hvis man kigger på den klassiske farvecirkel, kan man se primærfarverne repræsenteret i midten: gul, rød og blå. De tre farver kan man ikke blande sig til, og alle andre farver udspringer af dem. På nær hvid og sort, som jo egentlig ikke er farver. Kontrastfarverne, eller komplementærfarverne, er dem, der står overfor hinanden i farvecirklen. Hvis vi leger videre med den lyserøde, så kan vi se, at dens kontrastfarve er grøn. Du finder ikke to farver, der komplementerer hinanden bedre, og de får hinanden til at træde tydeligere frem. Her kan man igen arbejde med, hvor skarpe tonerne skal være, og om man vil male en af stuens vægge grøn og de andre lyserøde, eller om man vil holde væggene lyserøde og tilføje en masse grønne planter eller et grønt tæppe for at skabe kontrasten.   

Den analoge regel

Den her regel, kalder jeg også for nabo-reglen. Det handler nemlig om, at finde naboerne til den farve, man har valgt som udgangspunkt. Hvis vi tager lyserød igen og kigger efter den i farvecirklen, så kan man se, at den går over i både lilla og orange toner. I farvelæren kan naboerne rigtig godt lide hinanden, så ud fra den teori kan du give din lyserøde væg spil ved at tilføje et maleri, med orange farver, nogle lilla puder, en orange vase. Det giver farven på væggen noget liv. Den vil ikke stå alene, men bliver inddraget i hele rummet gennem indretningen. 

Find mere om
Footer graphics