Jonas Hassen Khemiri: Søstrene
En af mine store læseroplevelser de senere år har været Jonas Hassen Khemiris ’Farklausulen’, og nu er han tilbage i sædvanlig storform med en ny bog, der har samme blik for det rørende og sjove.
Vi er tilbage i 90’erne, hvor tre dragende tunesiske søstre kommer ind i Jonas Hassen Khemiri liv og følger ham som en livslang fascination. Kapitler veksler elegant mellem fortid og nutid, og Jonas Hassen Khemiri skriver så ubesværet, at det flyder afsted i et hurtigt og underholdende tempo.
Han har en formidabel evne til at skrive socialrealisme med masser af hjerte og humor, så skyggerne fra det svenske boligbyggeri ikke føles så lange.
Jonas Hassen Khemiri er en kæmpe svensk stjerne, der fortjener et stort dansk publikum.
/Emil Norsker
Carl Frode Tiller: ‘Arbejderhjerte’
Man skal ikke dømme en bog på dens omslag, siger man, og det er ganske rigtigt. De senere år er det dog som om, at mange omslag er blevet så pæne, at man tror, stoffet indeni er virkelig godt, hvilket det jo ikke nødvendigvis er. Pointen er i den her sammenhæng, at Carl Frode Tillers seneste roman ‘Arbejderhjerte’ faktisk er meget bedre, end den ser ud. Det er en historie om en midaldrende norsk mand, som mister alt, både job og familie, henfalder i druk og dårlig opførsel, fordi han føler sig stadigt mere fremmedgjort overfor det samfund, han befinder sig i.
Det er i høj grad en bog om Norge som et smuldrende socialdemokratisk land (det kunne lige så vel være Danmark), men for mig var det mere dramaet i familien og skænderierne i parforholdet, der var gribende. Det er ikke den midaldrende mands små problemer i følelseslivet, der får mest opmærksomhed lige for tiden, men så meget desto mere interessant bliver det at være med helt inde i Tillers hovedpersons eksistentielle krise. Han skriver desuden blændende, og nu altså i en køkkenbordsrealisme med så virtuos observationssans, at det næsten er skræmmende.
/Thomas Balslev
Thomas Boberg: Insula
Ø-samfundet, som Thomas Boberg, beskriver i denne bog, har ikke været udpræget begejstret. Flere følte sig udstillet. Hvorvidt det er tilfældet, er svært for en almindelig læser at vide, men det er i hvert fald ikke, fordi Thomas Boberg er gået efter sensationen eller beskriver nogen særligt nederdrægtigt.
I stedet virker det som en meget personlig, poetisk og ærlig beskrivelse af en københavnsk kunstnerfamilie, der kommer med alle de bedste intentioner, men som møder nogle af udkantsdanmarks udfordringer (affolkning, dårlig offentlig transport og lukningstruet skole).
Til tider kunne Thomas Boberg faktisk godt have skruet op for dramaet, men det virker som et bevidst valg at fortælle en lille historie i et lille samfund med voksende problemer.
Hvad end den er udleverende og utroværdig som biografi for ø-samfundet, så fungerer den læseren rigtig fint som roman. Hvilket han da også selv kalder den.
/Emil Norsker
Christina Hesselholdt: Gennem et filter af rødt
En af de bedste danske nulevende forfattere må være Christina Hesselholdt. Bog efter bog holder hun et højt niveau, selvom hun dog nåede højdepunktet med historierne om Camilla og hendes slæng.
I denne roman er hun ved at skabe et nyt interessant par med søskendeparret Gustava og Mikael, der er sumpet til i hver deres depression og ekstreme passivitet. Det lyder måske ikke som særlig opløftende læsning, men Christina Hesselholdt har altid humoren med og en let pen.
Og det er også der, hun altid har været bedst. Når hun veksler ubesværet mellem det tunge og lette – og altid med et blik for det lettere komiske i tilværelsen, der udefra kan have et latterligt skær.
/Emil Norsker
Deborah Levy: ‘Skeens placering’
På mange måder er det ikke Deborah Levy, som vi kender hende. For ‘Skeens placering’ er ikke en roman. Det er heller ikke en klassisk novellesamling. Kapitlerne kan læses som selvstændige små essays, der både giver et indblik i Levys erindringer, nedslag i hendes eget liv, men også i hendes personlige bogreol og værker, der har betydet noget for hende.
Der er noget enormt behageligt i bare at lade sin hjerne drifte sammen med Levys krøllede perspektiver og tekster, der stritter i forskellige retninger. For som altid er den London-baserede forfatters pen helt skarp, hendes iagttagelser om litteraturen – og livet i det hele taget – er årvågne, og hun skriver sprødt som de færreste. Og så er det bare en gedigen samling af anbefalinger fra en af vores tids store forfattere at tage med sig videre i sin læselyst.
/Louise Elly Meyer
Barbara Gjerluff Nyholm: ‘Små forventninger’
Selv kategoriserer Barbara Gjerluff Nyholm sin debutroman som en romantisk komedie gone dark. Og jeg synes faktisk, at det er en aldeles rammende genrebestemmelse. ‘Små forventninger’ handler om fortælleren Maria, der for sjette gang bliver afvist i sin ansøgning til Musikkonservatoriet, og som i samme ombæring bliver forladt af sin ungdomskæreste. Hvem er hun nu, og hvad skal der blive af hende?
Det er det helt store spørgsmål og samtidig romanens motor. ‘Små forventninger’ er et morsomt, rørende og poetisk indblik i livet i 20’erne, hvor livet både kan ræse derudad, men også kan gå i stå i ren fortvivlelse. Barbara Gjerluff Nyholms pen skaber et svært genkendeligt univers og er både humoristisk og fuld af sjæl. Det er en medrivende roman, der er hurtigt læst på trods af dens 336 sider. Særligt sidste halvdel går stærkt, hvor fortælleren endelig tør stå ved sig selv og satser alt på rød.
/Louise Elly Meyer
Oliver Lovrenski: ‘Da vi var yngre’
Man taler tit om de her ‘once in a generation’-forfattere, og jeg tør godt kalde norsk-kroatiske Oliver Lovrenski for sådan en. Med debutromanen ‘Da vi var yngre’ giver den 21-årige forfatter et råt for usødet indblik i livet for en drengegruppe fra Oslo. Det er en fortælling om stoffer, om venskab, om sorg og om overlevelse i gademiljøets hakkeorden. Det er en fortælling om egentlig at ønske sig et andet liv, men at være for fedtet ind i gamle mønstre til, at det helt lader sig gøre. Det er svært ikke at tænke på Yahya Hassan – må han hvile i fred -, når man læser Lovrenskis roman.
Begge har de indvandrerbaggrund, begge er de vokset op med forældre, der har kæmpet for at overleve, og begge udtrykker de sig kort, men utroligt præcist på skrift. Modsat Hassan er Lovrenski knap så åbenlyst vred. Hans stil er deskriptiv. ‘Da vi var yngre’ er flabet, skrevet kun med små bogstaver, ingen punktummer og åbenlys grammatisk forkert ordstilling. Det er ‘kebab-norsk’, og alvoren bliver serveret med så tilpas meget humor, at det ikke bliver letbenet og latterligt, men tværtimod til at komme igennem uden at få knust sit hjerte fuldstændig. For Oslo-drengene er fulde af store følelser, refleksioner og drømme.
/Louise Elly Meyer
Michael Cunningham: ‘Dag’
Efter ni år er den Pulitzer-prisvindende amerikanske forfatter Michael Cunningham tilbage med en ny roman. Og ‘Dag’ er et decideret fremragende comeback. Det er menneskelige relationer, der er i fokus, og han skriver veloplagt og med stor genkendelighed. Og det er virkelig imponerende, når man tænker på, at han som alvidende fortæller skriver overbevisende fra både et barns, en teenagers og et midaldrende ægtepars perspektiv. Karaktererne udgør en familie, der bor i en lejlighed i Brooklyn, NYC. Udadtil ligner de den perfekte kernefamilie, men det bliver hurtigt tydeligt, at de hver især har et kaos indeni.
Handlingen i ‘Dag’ udspiller sig over en morgen i 2019, en eftermiddag i 2020 og en aften i 2021. Og det er ikke, fordi der sker sindssygt meget på den actionpacked måde, men det hele sitrer ligesom hele tiden lige under overfladen, og man fornemmer tydeligt, at alle karaktererne har meget på spil. De prøver at finde deres plads i familien og i verden i det hele taget. Corona-pandemien og nedlukningen, der kom som en konsekvens af den, spiller en ret subtil rolle i bogen, men det er alligevel et vildt gensyn med en fortid, der på en gang er så nær og alligevel så langt væk. 71-årige Cunningham er på én gang elegant, nøgtern og troværdig i sin skrivestil, og det gør bogen til en regulær pageturner.
/Louise Elly Meyer
Deborah Levy: ‘Augustblå’
Elsa M. Anderson, fortælleren i ‘Augustblå’, er en gudsbenådet pianist, men under en stor koncert i Wien går det galt, hun spiller udenfor det aftalte og forlader scenen. Spillelysten fordufter fra hende, og i stedet tager en fortvivlelse over. For hvem er hun egentlig, hvis ikke hun kan spille? Hun kender ikke sine biologiske forældre, men er vokset op først hos et sæt plejeforældre, der var søde, men som hun ikke elskede, og dernæst hos en berømt lærer, der var med til at katapultere hendes talent. Selvom han bliver ved med at sige, at hun bare skal sige til, hvis hun gerne vil læse dokumenterne om sit ophav, slår hun det hen gang på gang. Midt i denne livskrise møder hun sin dobbeltgænger på et marked i Athen. Deres veje bliver ved med at krydse hinanden på Elsas rejser til både Paris, London og Sardinien, hvor hun skal undervise unge pianister og tage afsked med sin ‘far’ og læremester Arthur.
Den engelsk-sydafrikanske forfatter Deborah Levy, der tre gange har været shortlistet til den prestigefyldte Booker Prize, skriver sanseligt uden at være klichéfyldt. Man føler ikke, at man får strammet en digterkyse fra Romantikken om hovedet, når hun dvæler ved duftene i sine litterære landskaber. Hun mestrer kunsten at sige meget med få ord, og således giver hendes på én gang enkle og malende sprog indsigt i eksistentielle dilemmaer og komplekse følelser, såsom driften til at ville kende sit ophav, kunsten at sige fra og det at sende et nært familiemedlem kærligt og værdigt i døden. Det lyder måske luftigt, men Deborah Levy skriver fuld af intellekt og social kløgt, og man er virkelig til stede i Elsas virkelighed. Selvom handlingen ikke er fuld af action, så er den indre rejse så medrivende, at den ene side tager den anden. Bogens slutning giver en ekstraordinært tilfredsstillende følelse, fordi Deborah Levy så elegant binder alle sløjferne sammen, samler alle detaljerne, og hvad der kunne føles som hængepartier, så det hele går op i en højere enhed.
/Louise Elly Meyer
Christian Mohr Boisen: Helsingeevangeliet
Engang i mellem kommer der en stemme, der med humor og følsomhed, beskriver os danskere på en måde, så vi får en ny erkendelse af, hvem vi egentlig er. Det har blandt andet Knud Romer og Thomas Korsgaard senest så mesterligt gjort, og nu melder Christian Mohr Boisen med sin debutroman sig flot ind i den tradition.
Det er et portræt af alle de skæve, skøre, søde og snæversynede skæbner, der levede i den nordsjællandske provins i 80’erne. Samtidigt er det også en ode til hans far, der på godt og ondt som byens præst fyldte meget i forfatterens opvækst og bybilledet i det hele taget.
Men vi møder også andre karakterer som Kuffertmorderen og Flaske-Finn, og i det hele taget er det et fremragende blik på en tid og et sted, som mange af os kan huske.
Christian Mohr Boisen fortjener et stort folkeligt gennembrud på linje med de andre, som de tidligere nævnte, for det er ikke ofte, at vi får serveret et nyt perspektiv – ovenikøbet med et lille smil.
/Emil Norsker
Linea Maja Ernst: ‘Kun til navlen’
Weekendavisens journalist Linea Maja Ernst debuterer som romanforfatter med ‘Kun til navlen’. Og det er ret utroligt, at det er hendes første roman. For jøsses, hvor er den morsom, begavet og ikke mindst velskrevet.
I romanen følger vi en vennegruppe, der kender hinanden fra universitetet, hvor de læste litteraturhistorie sammen. Det er nu en del år siden, de dimitterede, og deres liv er siden gået i vidt forskellige retninger. Nu skal de så holde en uges ferie sammen i et sommerhus i ultra-idylliske omgivelser ved en skovsø. Linea Maja Ernst har skrevet et fremragende portræt af millennial-generationen, der er blevet voksen (mere eller mindre modvilligt). Forfatteren har et åbenlyst flair for at skrive dialoger, og undervejs grinede jeg ad flere omgang, sådan ægte, ikke bare på tøhø-måden. Der er stikpiller – ikke uden en humoristisk distance – til queers, statskundskabere i Oxford-skjorter, strikkende småbørnsmødre og drømmende forfattere.
Sjældent har jeg følt mig så set og så spiddet i en roman. For mig var det en 1:1 spejling af 30’erne, og den privatlivs-kabale, der nægter at gå op. Længslen efter at se sine venner, samtidig med at hverdagskabalen med børnehave, arbejde og fritidsaktiviteter skal gå op. Det er idealisme overfor hverdag. Det er en fornøjelse at være inde i hovedet på dem alle siden.
Bogen har en alvidende fortæller – forfriskende i sig selv med alle de jeg-fortællinger, der har præget litteraturscenen de senere år – og på den måde, får man et nuanceret og veldrejet indblik i karakterernes tvivl og identitetsforvirring. Hvordan ved jeg, at jeg har valgt den rigtige partner? Hvor meget sex skal man dyrke? Og kan jeg egentlig overhovedet stadigvæk lide mine gamle venner? Der er kælet for sætningerne i ‘Kun til navlen’, sproget er veloplagt og personligt. Jeg er i hvert fald ikke stødt på begrebet en ‘etisk slut’ før. Der er masser af sprogperler fra samme skuffe.
/Louise Elly Meyer
Claire Keegan: ‘I sidste øjeblik – historier om kvinder og mænd’
Den irske forfatter Claire Keegan skriver korte bøger. Og det er imponerende, hvor meget handling hun kan komprimere ned til så lidt tekst. ‘I sidste øjeblik’ er en bog, der vitterligt kan ligge i en bukselomme, og den består af tre selvstændige noveller. Om en mand, der netop er blevet forladt af sin forlovede, om en forfatter, der er taget på skriveophold i efterkrigsforfatteren Heinrich Bölls hus og får en uventet påtrængende gæst, og om en familiemor, der er taget til storbyen for at købe julegaver – og for at have en affære. Hun møder tilfældigt en mand, der viser sig at have en meget mørk side.
Jeg læste bogen i Nørrebrohallen, mens mine sønner klatrede en fredag eftermiddag, længere tid tager det ikke at komme igennem den. Og det er nok, fordi Claire Keegan – i min optik – er en detaljens mester. Hun skriver så præcist, at ord underligt nok bliver overflødige. Hun får opbygget troværdige og formfuldendte universer med hjælp fra, hvad der på overfladen synes som bittesmå iagttagelser. Uden brug af ord som chauvinist, kønsroller og skilsmisser, så er det lige præcis, hvad hun skriver om. “Han kyssede hende, som om der var noget i hendes mund, han ville have,” skriver Keegan for eksempel i bogens sidste novelle. Det lyder jo ikke rart, og man forstår, at der er noget skæbnessvangert på spil mellem familiemoren hendes nyfundne affære.
Man skal være klar på at læse mellem linjerne, når man læser bøger fra Keegans pen, hvilket faktisk er med til at gøre læseoplevelsen langt mere elegant og sanselig.
Bogens allersidste sider er en iskold – og uhyggelig – spand vand lige i ansigtet. Jeg anede ikke, at jeg var i gang med at læse en psykologisk thriller. Jeg havde virkelig ikke set gyset komme. Det sidder stadigvæk i mig.
/Louise Elly Meyer
Christina Hagen: ‘Pow pow pow’
Forvirring. Det var den allerførste følelse, der ramte mig, da jeg læste Christina Hagens pistoldigte med titlen ‘Pow pow pow’. Skulle det være morsomt, det jeg var i gang med at læse? Var det ironisk? Eller bare trist? Det tog mig kun et par digte at blive klogere. Digtene gør ondt.
Christina Hagens digte er et spiddende vidnesbyrd fra underklassen, som forfatteren i sine tekster har døbt ‘molboer’. Og det er svært at læse dem uden at komme til at tænke på Glenn Bechs ‘Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet’, mens man læser. Begge forfattere skildrer på forbilledlig vis det vandkantsdanmark, som de fleste synes, er for ubehageligt at tale om.
Som en – i mine øjne – sproglig genialitet tager Christina Hagen slidte joke-sætninger i brug og lader dem være åbnere på flere af digtene. Hun trækker på alle de klassiske folkeskole-tøhø’er, der begynder med ’banke, banke på’, ‘hørt på en bar’ eller ‘alle børnene’. Men i modsætning til de klassiske vittigheder kvitterer Hagen ikke med et ‘comic relief’. Indledninger som: “Alle børnene blev hentet af deres weekendfædre hveranden fredag,” får lov til at hænge brutalt i luften og stå i kontrast til det, der skulle have været sjovt.
Digtene veksler mellem at være skrevet på et almindeligt hverdagsdansk og indfødt molbomål. Man må antage, at Hagen har personlige aktier i det rå molbo-miljø, som hun beskriver. Til mediet POV har forfatteren sagt: “Molbomiljøet handler jo ikke om et geografisk sted, men det handler om en gruppe af mennesker, som jeg kender til, fordi jeg er opvokset iblandt dem, og jeg er også selv molbo.”
Den prisbelønnede forfatter skaber med få ord et rigt billedsprog for temaer som mindreværd, ydmygelse, korte lunter og socialt forfald. Man føler vitterligt, at man har pistolen for panden, mens man læser ‘Pow pow pow’. Det er ubehageligt, og det gør ondt, men man er tvunget til at se på.
/Louise Elly Meyer
Thomas Korsgaard: ‘Snydt ud af næsen’
På en egn et sted i udkanten af Jylland, som ingen kender, udfoldes skæbnefortællinger fra et lokalsamfund, hvor alle kender alle – og ikke kun for det gode.
I Thomas Korsgaards nyeste novellesamling, ‘Snydt ud af næsen’, tager han os tilbage til samme landskab som i debutromanen ’Hvis der skulle komme et menneske forbi’. Fortællingerne lugter tungt af sociale konventioner, hvor skyggen af fortidens fejltrin hviler tungt over det lille lokalsamfund.
Vi møder klovbeskærer Åge Jørgensen, hvis skæbne er uadskilleligt forbundet med en tragisk ulykke, der har gjort ham og familien til byens udstødte. Ingen vil handle med dem. Ingen vil tale med dem. De er som spøgelser, men alle kan se dem. Hårdest skildret i Åge Jørgensens søn, Kevin, som lider den hårde skæbne at bære rundt på den nedarvede skyld. Han er barn af byens sorte får.
Det kommer særligt til udtryk i titelnovellen, hvor Kevin i silende regn skal sælge lodder for Børns Vilkår. Dørene smækkes i på stribe, indtil forældrene til den afdøde pige åbner. Her starter en dialog med en dybde og intensitet, der får læseren til at mærke ubehaget helt ind i sjælen.
Det er netop i dialogerne, at Thomas Korsgaard viser sig som en sand mester. Han formår at skabe karakterer, der er autentiske, og som tager læseren med på en følelsesmæssig rejse gennem afsky, vrede og glæde. De danner rammen for de 16 noveller, hvor man hele tiden har fornemmelsen af, at noget ligger og ulmer lige under overfladen.
Jeg får nogle gange følelsen af et lidt ensidigt og stigmatiserende billede af provinsen, hvor alle virker afstumpede og på den ene eller anden måde kæmper med livet. Men alt i alt er ‘Snydt ud af næsen’ endnu en stor præstation af Thomas Korsgaard, der efterlader dig med tanker og følelser, som rumsterer rundt i dit sind længe efter, du har vendt den sidste side.
/Asger Lorenzen
Trine Lundager: ‘Når jeg ser dig fra en vis afstand’
Den skal liiiige i gang, Trine Lundagers debutroman. Men hvis man har tålmodighed til at læse sig igennem de drevne og langsomme person- og miljøbeskrivelser i første halvdel af bogen, så har man et utroligt interessant psykologisk drama i vente.
‘Når jeg ser dig fra en vis afstand’ udspiller sig mestendels i et sommerhus allerlængst ude i Vestjylland. Psykologen Kirstine er blevet bedraget af sin mand. Han har haft en affære, forstår man langsomt, som bogen skrider frem, og derfor er hun rejst væk fra familiens hjem ved Søerne i København og til et lejesommerhus, der ligger så langt væk, som hun kan komme.
Kirstine er en type hovedperson/fortæller, der ikke så ofte er repræsenteret i litteraturen: En forbitret og såret midaldrende kvinde. Og det i sig selv gør romanen interessant. Den er et vidnesbyrd fra en aldersgruppe, der ofte bliver fortiet i populærkulturen. På et tidspunkt kigger Kirstine sig selv i spejlet og noterer sig: “Det er lang tid siden, jeg har været smuk.”
Hendes mand og to deres to drenge har hun ladet blive derhjemme. Fortælleren vil gerne gå i opløsning, forsvinde, fordi livets barske realiteter har fældet hende. Hun ved ikke, hvordan hun skal komme videre fra den hævntørst og den sorg, der er ved at fortære hende. Romanen klipper imellem tilværelsen i sommerhuset i en bidende kold december måned og tilbageblik fra Kirstines liv.
Sidstnævnte er det allermest interessante i romanen. For det er gennem disse passager og efterrationaliseringer, at Kirstine giver et indblik i menneskets mindre flatterende natur. Når vi karrieremæssigt bliver grådige og glemmer familien derhjemme, når vi bliver fuldstændig opslugte af hævn, fordi vi er sårede, og det begær, som vi føler, vi skal undertrykke, når vi krydser en vis aldersgrænse.
Romanen infiltrerer læseren i et dilemma: Er det kun synd for den, der er blevet bedraget, eller kan den anden part også ende med at være en skurk? På forbilledlig ærlig vis sætter Lundager lup på et emne, utroskaben, der er forbundet med skyld og skam, og som vi ikke har for vane at tale om – det til trods for, at cirka hver fjerde er utro på et tidspunkt i livet – og det er romanens virkelig interessante kerne.
/Louise Elly Meyer
LÆS OGSÅ