Claire Keegan: ‘I sidste øjeblik – historier om kvinder og mænd’
Den irske forfatter Claire Keegan skriver korte bøger. Og det er imponerende, hvor meget handling hun kan komprimere ned til så lidt tekst. ‘I sidste øjeblik’ er en bog, der vitterligt kan ligge i en bukselomme, og den består af tre selvstændige noveller. Om en mand, der netop er blevet forladt af sin forlovede, om en forfatter, der er taget på skriveophold i efterkrigsforfatteren Heinrich Bölls hus og får en uventet påtrængende gæst, og om en familiemor, der er taget til storbyen for at købe julegaver – og for at have en affære. Hun møder tilfældigt en mand, der viser sig at have en meget mørk side.
Jeg læste bogen i Nørrebrohallen, mens mine sønner klatrede en fredag eftermiddag, længere tid tager det ikke at komme igennem den. Og det er nok, fordi Claire Keegan – i min optik – er en detaljens mester. Hun skriver så præcist, at ord underligt nok bliver overflødige. Hun får opbygget troværdige og formfuldendte universer med hjælp fra, hvad der på overfladen synes som bittesmå iagttagelser. Uden brug af ord som chauvinist, kønsroller og skilsmisser, så er det lige præcis, hvad hun skriver om. “Han kyssede hende, som om der var noget i hendes mund, han ville have,” skriver Keegan for eksempel i bogens sidste novelle. Det lyder jo ikke rart, og man forstår, at der er noget skæbnessvangert på spil mellem familiemoren hendes nyfundne affære.
Man skal være klar på at læse mellem linjerne, når man læser bøger fra Keegans pen, hvilket faktisk er med til at gøre læseoplevelsen langt mere elegant og sanselig. Når ordene er få, bliver den grovkornede irske humor sjovere, og de mørke tankespind mere ubehagelige. Egentlig har noveller altid givet mig irriterende flashbacks til alenlange Helle Helle-diskussioner i gymnasiet om, hvad de der fasaner egentlig betød. Men dén slags symboldyrkelse er ikke en ting i Keegans noveller.
Bogens allersidste sider er en iskold – og uhyggelig – spand vand lige i ansigtet. Jeg anede ikke, at jeg var i gang med at læse en psykologisk thriller. Jeg havde virkelig ikke set gyset komme. Det sidder stadigvæk i mig.
/Louise Elly Meyer
Christina Hagen: ‘Pow pow pow’
Forvirring. Det var den allerførste følelse, der ramte mig, da jeg læste Christina Hagens pistoldigte med titlen ‘Pow pow pow’. Skulle det være morsomt, det jeg var i gang med at læse? Var det ironisk? Eller bare trist? Det tog mig kun et par digte at blive klogere. Digtene gør ondt.
Christina Hagens digte er et spiddende vidnesbyrd fra underklassen, som forfatteren i sine tekster har døbt ‘molboer’. Og det er svært at læse dem uden at komme til at tænke på Glenn Bechs ‘Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet’, mens man læser. Begge forfattere skildrer på forbilledlig vis det vandkantsdanmark, som de fleste synes, er for ubehageligt at tale om.
Som en – i mine øjne – sproglig genialitet tager Christina Hagen slidte joke-sætninger i brug og lader dem være åbnere på flere af digtene. Hun trækker på alle de klassiske folkeskole-tøhø’er, der begynder med ’banke, banke på’, ‘hørt på en bar’ eller ‘alle børnene’. Men i modsætning til de klassiske vittigheder kvitterer Hagen ikke med et ‘comic relief’. Indledninger som: “Alle børnene blev hentet af deres weekendfædre hveranden fredag,” får lov til at hænge brutalt i luften og stå i kontrast til det, der skulle have været sjovt.
Perspektivet skifter mellem børn, teenagere, voksne og gamle. Fælles for dem er, at de er molboer. Konsekvent bruger Hagen pronomenet ‘den’ om molboerne, som var det et dyr eller en særlig art, ikke et rigtigt normalt menneske.
Digtene veksler mellem at være skrevet på et almindeligt hverdagsdansk og indfødt molbomål. Man må antage, at Hagen har personlige aktier i det rå molbo-miljø, som hun beskriver. Til mediet POV har forfatteren sagt: “Molbomiljøet handler jo ikke om et geografisk sted, men det handler om en gruppe af mennesker, som jeg kender til, fordi jeg er opvokset iblandt dem, og jeg er også selv molbo.”
‘Pow pow pow’ er ikke en hygge-bog, der kalder på te, slumretæpper og citronmåner. Men det er vigtig bog, en indsigtsfuld bog, der leverer sine budskaber i et kompromisløst ‘single fucks given’-sprog. Digtene bliver leveret som skud, og pistolrøgen stinker længe efter, man har læst færdig. Der er garanti for stof til eftertanke, når Hagen skriver om de børn, der begraver deres sumpskildpadder i altankasser, og som er udenfor, indtil det bliver mørkt, uden deres forældre opdager det.
Den prisbelønnede forfatter skaber med få ord et rigt billedsprog for temaer som mindreværd, ydmygelse, korte lunter og socialt forfald. Man føler vitterligt, at man har pistolen for panden, mens man læser ‘Pow pow pow’. Det er ubehageligt, og det gør ondt, men man er tvunget til at se på.
/Louise Elly Meyer
Thomas Korsgaard: ‘Snydt ud af næsen’
På en egn et sted i udkanten af Jylland, som ingen kender, udfoldes skæbnefortællinger fra et lokalsamfund, hvor alle kender alle – og ikke kun for det gode.
I Thomas Korsgaards nyeste novellesamling, ‘Snydt ud af næsen’, tager han os tilbage til samme landskab som i debutromanen ’Hvis der skulle komme et menneske forbi’. Fortællingerne lugter tungt af sociale konventioner, hvor skyggen af fortidens fejltrin hviler tungt over det lille lokalsamfund.
Vi møder klovbeskærer Åge Jørgensen, hvis skæbne er uadskilleligt forbundet med en tragisk ulykke, der har gjort ham og familien til byens udstødte. Ingen vil handle med dem. Ingen vil tale med dem. De er som spøgelser, men alle kan se dem. Hårdest skildret i Åge Jørgensens søn, Kevin, som lider den hårde skæbne at bære rundt på den nedarvede skyld. Han er barn af byens sorte får.
Det kommer særligt til udtryk i titelnovellen, hvor Kevin i silende regn skal sælge lodder for Børns Vilkår. Dørene smækkes i på stribe, indtil forældrene til den afdøde pige åbner. Her starter en dialog med en dybde og intensitet, der får læseren til at mærke ubehaget helt ind i sjælen.
Det er netop i dialogerne, at Thomas Korsgaard viser sig som en sand mester. Han formår at skabe karakterer, der er autentiske, og som tager læseren med på en følelsesmæssig rejse gennem afsky, vrede og glæde. De danner rammen for de 16 noveller, hvor man hele tiden har fornemmelsen af, at noget ligger og ulmer lige under overfladen.
Jeg får nogle gange følelsen af et lidt ensidigt og stigmatiserende billede af provinsen, hvor alle virker afstumpede og på den ene eller anden måde kæmper med livet. Men alt i alt er ‘Snydt ud af næsen’ endnu en stor præstation af Thomas Korsgaard, der efterlader dig med tanker og følelser, som rumsterer rundt i dit sind længe efter, du har vendt den sidste side.
/Asger Lorenzen
Trine Lundager: ‘Når jeg ser dig fra en vis afstand’
Den skal liiiige i gang, Trine Lundagers debutroman. Men hvis man har tålmodighed til at læse sig igennem de drevne og langsomme person- og miljøbeskrivelser i første halvdel af bogen, så har man et utroligt interessant psykologisk drama i vente.
‘Når jeg ser dig fra en vis afstand’ udspiller sig mestendels i et sommerhus allerlængst ude i Vestjylland. Psykologen Kirstine er blevet bedraget af sin mand. Han har haft en affære, forstår man langsomt, som bogen skrider frem, og derfor er hun rejst væk fra familiens hjem ved Søerne i København og til et lejesommerhus, der ligger så langt væk, som hun kan komme.
Kirstine er en type hovedperson/fortæller, der ikke så ofte er repræsenteret i litteraturen: En forbitret og såret midaldrende kvinde. Og det i sig selv gør romanen interessant. Den er et vidnesbyrd fra en aldersgruppe, der ofte bliver fortiet i populærkulturen. På et tidspunkt kigger Kirstine sig selv i spejlet og noterer sig: “Det er lang tid siden, jeg har været smuk.”
Hendes mand og to deres to drenge har hun ladet blive derhjemme. Fortælleren vil gerne gå i opløsning, forsvinde, fordi livets barske realiteter har fældet hende. Hun ved ikke, hvordan hun skal komme videre fra den hævntørst og den sorg, der er ved at fortære hende. Romanen klipper imellem tilværelsen i sommerhuset i en bidende kold december måned og tilbageblik fra Kirstines liv.
Sidstnævnte er det allermest interessante i romanen. For det er gennem disse passager og efterrationaliseringer, at Kirstine giver et indblik i menneskets mindre flatterende natur. Når vi karrieremæssigt bliver grådige og glemmer familien derhjemme, når vi bliver fuldstændig opslugte af hævn, fordi vi er sårede, og det begær, som vi føler, vi skal undertrykke, når vi krydser en vis aldersgrænse.
Romanen infiltrerer læseren i et dilemma: Er det kun synd for den, der er blevet bedraget, eller kan den anden part også ende med at være en skurk? På forbilledlig ærlig vis sætter Lundager lup på et emne, utroskaben, der er forbundet med skyld og skam, og som vi ikke har for vane at tale om – det til trods for, at cirka hver fjerde er utro på et tidspunkt i livet – og det er romanens virkelig interessante kerne.
/Louise Elly Meyer
LÆS OGSÅ
