Jeg var i New York sidste jul. Det var den første uden mine unger. Den dag kommer jo i alle fraskilte mødres liv, dagen hvor den 24. december er en såkaldt børnefri dag. De var 6 og 9, jeg var 46 og havde inviteret mig selv til at holde jul hos min tante og onkel og hele deres imponerende store familieklan. Den perfekte flugt.
Det var 30 år siden, jeg først havde været i New York, og jeg er kommet der et par gange hvert årti siden. Da jeg var ung, var jeg chokeret over, hvad det kostede at bo i et kosteskab på Manhattan, sidste jul kunne jeg konstatere på et kort visit ind til byen, at en god gammel ven betalte cirka det samme i husleje for en meget rimelig lejlighed på Upper East Side, som jeg gjorde for min i København.
I Danmark er vores boligforhold den største ulighedsskaber, og er man som jeg enlig og hjemvendt efter en lang årrække i udlandet, så er man henvist til lejemarkedet, til en by i provinsen eller til at eje det føromtalte kosteskab i byen, hvor man kan se, om man kan finde ud af at bakke sig selv og sine børn ind.
Jeg talte med en dame på et tidspunkt, som sagde, at vi var blufærdige over vores boligforhold. Det kan jeg godt relatere til. Jeg måtte have en lejlighed af en vis størrelse i nærheden af den der taleradio, der nu er blevet så skændigt lagt ned. Jeg sendte om aftenen og havde behov for pasning fire dage om ugen til kl 00.30 eller 01.00.
På daværende tidspunkt havde vi en spansk kvinde boende hos os, som jeg betalte et antal timer om ugen for at passe børnene. Hun boede og spiste gratis, jeg betalte hendes kurser i engelsk, og da hun var over 30 år, var hun ikke au pair, men det var tilfældigheder, at det blev sådan. Hun arbejdede i et industrijob om dagen, så hun kunne spare ekstra op. Hos mig alene tjente hun næsten, hvad der svarede til en mindsteløn i Spanien.
Som det måske fremgår, så var hele min lønindtægt væk, når jeg havde betalt topskat, husleje, varme, børnehave, fritidshjem og barnepige. Jeg måtte ud og arbejde mere, skrive for folk, optræde, have lejeindtægter. Jeg tjente for meget til at få boligstøtte selvfølgelig, og ingen af mine udgifter til barnepigen kunne trækkes fra i skat i henhold til boligjobordningen, da barnepigen jo boede sammen med os. Det sidste man fra politisk hold vil beskyldes for, er at fremme ”hushjælp” til folk i whiskey-bæltet og til sådan nogle rige svin som mig.
Samme boligjobordning var ved at blive afskaffet under finanslovsforhandlingerne, for hvilken mor kunne faktisk ikke bare lige blive det sejere til at tjene penge eller, bedre, selv klare alt derhjemme? Og guderne skal vide, at jeg forsøgte at være sejere. Jeg sov sjældent mere end 4-6 timer om natten, og jeg pissede min chef totalt af ved hele tiden at kræve mere i løn, af hvilken det meste jo alligevel røg ind i statskassen.
På et tidspunkt sagde min revisor: Ring til kommunen og spørg, om de ikke har et tilbud til folk med skæve arbejdstider? Og her fejler Københavns Kommune faktisk aldrig. Kommunens virke er en langstrakt performance-kunstinstallation inspireret af Franz Kafka. ”Jo, vi har et nattilbud,” lød det. ”Det kræver, at alle børn i husstanden er yngre end seks år, og at de ikke er i almindelige dagtilbud.” For selvfølgelig kan barnet på syv passe lillebror på tre om natten, og selvfølgelig ville det fem-årige barn af en hospitalssygeplejerske ikke have nogen som helst gavn af en almindelig børnehave, og selvfølgelig skal sygeplejersken passe børn og ikke sove om dagen. Aldrig sove.
Jeg ønskede kommunen tillykke med at designe et tilbud, som så godt som ingen vil kunne gøre brug af. Det kræver alligevel en slags omtanke.
Og nu har regeringen så rettet blikket imod au pair-ordningen, for her er der et gratis symbolsk drag over nakken på os, de svinerige mødre, der er mere interesserede i at realisere os selv på arbejdsmarkedet end at passe vores egne børn.
Det er nemlig kun tale om omkring 2.000 familier, antallet af au pairs i Danmark er faldet i takt med, at den politiske chikane af ordningen er steget.
Blandt andet skal en au pair i dag på skolebænken og lære dansk til en værdi af 17.300 kroner betalt af værtsfamilien. Det svarer til en månedlig lønudbetaling for mange lønmodtagere. Læg oven i det en bolig af en vis størrelse og lommepenge på godt 4.300 kr. Selv de rige er ikke rige nok længere til den slags hjælp.
Min påstand er, at den gamle au pair-ordning aldrig havde pådraget sig politisk opmærksomhed, hvis det fortsat var kridhvide, unge, vestlige piger, der kom hertil. Det, at det nu fortrinsvis er unge kvinder fra Asien eller Afrika, og at motivet er økonomisk, gør, at vi nu ser på ordningen med andre øjne. Pludselig er værtsfamilien nogle usolidariske udbyttere og koloni-mennesker og au pairen en potentiel illegal indvandrer, I ved, dem der i sig bærer truslen om samfundets undergang. Det billede for det indre øje forener Enhedslisten, DF og S.
Men symptomatisk for tiden, så er der få, der taler om, hvad det er for en afgørende hjælp disse kvinder leverer i de familier, de bor hos. Husholdnings- og børnepasningsarbejde er jo det hjemlige arbejde, som vi ikke sætter økonomisk værdi på som samfund. I vores opgørelse af samfundets rigdom tæller det ikke med. Primært fordi det (stadig) er os kvinder, der står for det. Og forventes at stå for det, som raseriet imod værtsfamilierne viser med al tydelighed.
Børnefamilierne har historisk lav politisk prioritet. Alle taler om børnene, men ingen om de vilkår familierne har at eksistere under. Og vi taler ikke om den pris, vi kvinder betaler i de år, vi har små børn. Det er i dag ikke et valg, at kvinden er på arbejdsmarkedet. Prisniveauet og skilsmisseraterne gør, at kvinder skal arbejde, mens børnene er små. Og mens vi altid besynger det danske arbejdsmarked for at være familievenligt, så har vi det ikke for godt, os danskere. Vi lever kortest af alle i Vesteuropa, der er epidemier af stress og psykiske sammenbrud, vi er på ufattelige mængder antidepressiver, og som denne debat illustrerer, så er vi et ret ukærligt samfund.
Så skulle vi ikke hellere tale om det? Hvor svært det er som forælder at overleve det danske arbejdsmarked, skattetrykket, prisudviklingen og de kulturelle forventninger til idyllen som børnefamilie?
Det er i mine øjne en langt mere presserende diskussion.
