Normalt vil en sæson af Alene i vildmarken strække sig over otte afsnit. Men nu får vi af uransagelige årsager kun syv, hvilket det er svært virkelig at være tilfreds med.
Især fordi: Hvad skal vi så lave? Se på Adam Price, der laver verdens største kajkage sammen med Frederikke Legaard? Bagedysten med blebørn? Det kan I ikke mene.
Nu er det ganske vist ikke, fordi den her sæson har været den mest sindsoprivende. Frost har det jo altid med at sætte ting i stå.
Selv menneskers sind.
Det er sket for Anne, hvis sjæl forlod hendes krop for flere afsnit siden, og det er så her jeg tænker, at hun egentlig er programmets store vinder alligevel. Ufatteligt, at hun stadig er med.
Folk fra Amager bliver bare altid hængende for længe på tv. Tænk bare på Manu Sareen. Og Brian Holm. De siger ja til alt, hvis der er kamera på. Skræmmende, men sandt.
Men hvorfor snakker vi nu om det? Og hvad har det at gøre med finalen? Jeg ved det ikke, men man kan jo godt blive lidt forvirret, når ting får en lidt for tidlig ende.
Faktisk ville det ikke være for meget at bede om, at DR lavede et ekstra afsnit HVER GANG en sæson slutter. De slutter jo bare fuldstændig sadistisk, som om intet er hændt! Folk får psykologhjælp for at sidde i kø over storebæltsbroen, men vi får intet.
Lad os i det mindste vide, hvordan det går deltagerne i dagene efter hjemkomsten.
Fortryder de? Hvad spiser de? Hvordan går det med Claus’ svamp i skridtet? Det er altsammen spørgsmål, der holder danskerne vågne om natten.
Suk. Men lad os tage en sidste runde i deltagernes habitater for at få klarhed over, hvad der skete i sæsonens sidste afsnit. Med hensyn til prognoserne er det selvfølgelig enormt tilfredsstillende at kunne sige dette: Vi fik ret.
Ulrik vandt, og deltagerne blev taget ud af programmet, hvilket betød, at Claus også vandt. Lidt børnehaveagtigt med en delt førsteplads, men okay.
Ulrik
Ulrik tager en sidste fisketur i sin båd og synes, det føles “fuldstændig som Titanic”. Det svært at vide, om det egentlig er en positiv ting.
Umiddelbart vil jeg nok sige, at hans fartøj er mere ovre i en optimistjolle-kategori, primært fordi det er optimistisk at forme den som en doughnut.
Anyway, Ulrik savner nu også sin bror. Og normalt skal man først reagere på savn ved husdyr, f.eks. en kat, men det er alligevel en smule alarmerende.
Ulrik praktiserer heldigvis en slags kvote på sine følelser:
“Nok tuderi, mere arbejde,” siger han, og det kunne mange unge mennesker med en podcast nok lære noget af.
På et tidspunkt placerer han sig med røven ind i sit bål med det formål at varme røven, og det skaber sådan en fantastisk positur, som vil dukke op på vores hornhinder resten livet, hvis vi blinker 10 gange hurtigt.
Der sker efterfølgende det, at ræven har lagt en lort i hans vandhul, og det er ifølge Ulrik, der jo er dyrlæge, et tegn på, at den har humor.
Hans troværdighed faldt dermed ned på niveau med De Forenede Danske Vaccineskeptikere.
Omsider lykkes det ham at skyde et egern med bue og pil. Danmarks befolkning jubler, for det er meget imponerende. Dét skud alene burde også være nok til at give ham titlen som årets sejrherre. Uanset, er det meget velfortjent, at han går fra programmet som vinder på dag 48.
(Alle kvinder chokeres over de kys, han gav sin kone med daggammel fiskeånde)
Anne
Anne keder sig, men er ellers underligt godt humør. Sådan er det tit for folk, lige inden de giver slip. Kan I ikke huske den scene fra Titanic, hvor Leonardo DiCaprio drukner med et smil? Samme stemning.
Anne saver nu træ som en 84-årig med gigt og nedfalden blære.
Stemningen er det modsatte af begrebet ‘gejst’.
Det bliver ikke bedre af, at hun kaster en snor med sten efter en pind for at afgøre, om hun skal samle brænde.
Anne får heller ikke noget mad, og det er blevet decideret livsfarligt for hende at betræde isen.
Hun har et spørgsmål til de andre deltagere, som hun mener, bør tage hjem: “Er i fuldstændig sindssyge?”
På nuværende tidspunkt kan Anne ikke finde sin “girl power”, og det er ikke den store overraskelse, at hun trækker stikket. Men hun fortjener stor respekt for sin tur i vildmarken. Hun var en psykisk kampvogn.
Claus
Claus har nu forvandlet sig til en omvandrende skavank. Denne gang får han problemer med sin fod, og det betyder, at han næsten ikke kan “gå på lortet”.
Mit grafikkort begynder at have problemer med at trække nuancerne af sort, som befinder sig i hans ansigt.
Vi hører, at Claus savner sine børn, og igen bryder han ud i gråd.
Måske er Claus et maskulint forbillede. Tænk over det. Der er meget sårbarhed i ham.
Så sker der noget. To ænder sidder fast i hans garn ude på søen. Claus ser sit snit til at redde dem. Det er nu, han kan træde i karakter som en rigtig helt. Vise at tilskadekomne dyr skal indrapporteres og ikke må aflives.
Claus frigør dem fra deres umenneskelige fiksering, så de kan blive fri.
Så tager han den ene ands hoved ind i munden og knuser det med kindtænderne.
Så gør han det samme med den anden and. Slår dem ihjel. Hjernemassen sprøjter ind i munden.
“Hurtig aflivning,” siger han, og alle seere holder vejret. Hvad fuck? Makabert og stygt? Pænt meget, men vi er vidner til et historisk vildmarksøjeblik lige der. Tak, Claus. Kranieknuseren.
I forbindelse med spisningen mener han, det ligner “noget fra en gourmetrestaurant i København.” Det giver bare Canard a la presse en lidt ny betydning.
Glæden er stor og ekstatisk, indtil en mus skider i Claus’ kop. Det er bogstaveligt talt mandens mindste problem, men det kan han bare ikke holde til psykisk.
Det er dybt godnat.
Derefter begynder han kortvarigt at freestylerappe, og det er cirka lige så irriterende at høre på, som det er at lukke en skuffe med for meget Tupperware. Det skal bare stoppe.
Ikke at nogen har spurgt, men min holdning til Claus som vinder er, at det er fair nok. Det var om ikke andet meget rørende, da hans børn kom, og så synes jeg egentlig bare, at han skal skynde sig at komme i bad.
