Alexander McQueen er den første, jeg tænker på, når jeg kigger tilbage på 10’ernes modeverden. Ikke på grund af hans fingeraftryk, men på grund af manglen på samme. Den britiske designer tog sit eget liv 11. februar 2010, mens den danske modepresse sad bænket til modeugen på Københavns Rådhus. Jeg kan ikke huske showet, men jeg kan huske, at journalisterne begyndte at pille ved mobiltelefonerne, folks mere eller mindre chokerede udtryk i ansigterne, og at det lagde en massiv dæmper på stemningen både den dag og de følgende.
McQueen havde hængt sig selv i et brunt bælte, og det var svært ikke at sætte selvmordet i forbindelse med en modebranche, der var løbet løbskt med et stigende antal kollektioner, stigende pres i forhold til økonomisk vækst og stigende pres i forhold til opmærksomhed og pressedækning. Året efter drønede Dior-designeren John Galliano udover skandale-skrænten, da han stiv som en allike kom med antisemitiske bemærkninger til et ungt par på cafeen La Perle i Paris. Fyringen kom prompte, men episoden indvarlsede også en helt ny tid for modebrancen, der nu skulle vænne sig til en stigende interesse fra massemedier og kulturkritikere. ‘Savage Beauty’ var titlen på The Mets’ Alexander McQueen-udstilling, der tiltrak over 1 million gæster i New York og London – mens John Galliano-skandalen blev omtalt i alt fra The New York Times til CNN og Wall Street Journal. Mode var big business i 10’erne, og med big business følger både ansvar, opmærksomhed og et stigende pres.
Raf Simons er ny designer for Jil Sander, så Dior og Calvin Klein, Alber Elbaz blev fyret hos Lanvin, Phoebe Philo forlod Céline, og Balenciaga åd sig igennem Nicolas Chesquière og Alexander Wang, før pilen pegede på Demna Gvasalia i 2015. En georgisk designer, som havde gjort sig bemærket i designkollektivet Vetements, der var blevet kendt for at lave instavenlige denimjeans i skæve former, oversize hoodies, som supermodellerne brugte som mininederdele og stiletsokker med hæle formet som engangslightere, souvenir-nøgleringe og farvede overstregningstusser. Designværdien var nok så som så, men de egnede sig perfekt til de sociale medier, der mere eller mindre rev gulvtæppet væk under 10’ernes modebranche og vendte op og ned på både forbrug og magtforhold.
”Blogstar” var overskriften, da svenske Elin Kling var på forsiden af modemagasinet Cover i slutningen af 2012. Jeg var redaktionschef, og vi var ærlig talt ikke helt trygge ved at give bloggerne mere opmærksomhed, end de fik i forvejen, fordi annoncekronerne allerede var begyndt at strømme væk fra de glittede sider, ligesom de eftertragtede front row-billetter til de store modeshows nu også gik til SoMe-personligheder som Pernille Teisbæk, Sussie Bubble, Leandra Medine og Veronika Heilbrunner.
Og det var altså ikke en let overgang for de gamle medier, som pludselig sad på anden række og brokkede sig over mindre indflydelse og manglende udsyn. Helt bogstaveligt da den kun 13-årige Tavi Gevinson scorede en siddeplads til Dior Couture-showet, hvor hun så sad med en kæmpe sløjfe i håret, så den stakkels Grazia-journalist bagved følte sig helt overset. ”Buhu,” fristedes man til at sige, og ”tør øjnene og tag en tudekiks”, for dem blev der altså uddelt en hel del af i løbet af 10’erne, hvor også moden måtte mærke de nye identitetspolitiske vinde.
I takt med at særligt Instagram eksploderede, begyndte både modeller og forbrugere at bide fra sig, når moden opførte sig blasert eller for kækt. Både når det handlede om elendige arbejdsforhold på fabrikker eller i butikker, eller når det kom til den manglende diversitet i kampagner, på catwalks og på bøjlerne i butikkerne. I 2017 fik Gucci stor ros for at hyre den transkønnede skuespiller, model og aktivist Hari Nef som kampagnemodel for sin duft, mens de til gengæld indledte 2019 med en sweater, der umiskendeligt mindede om 1930’ernes blackface-film.
Prada måtte også undskylde for samme, og Dolce & Gabbana toppede ligesom det hele af, da de måtte aflyse et gigantisk modeshow i Kina efter at have pisset hele markedet af med en kampagne, der gjorde grin med en ung kinesisk kvinde, som ikke kunne spise pizza med sine spisepinde. Prada selv lod egentlig ikke til at lære noget af misæren, men ellers var det årtiet, hvor modehusene blev tvunget til at tage et samfundsmæssigt ansvar, hvis de ikke ville skubbe de unge forbrugere fra sig.
Pelsindustrien blev “cancelled” af alt fra Versace til Chanel, og her på falderebet af et nye årti har popikoner som Taylor Swift og Katy Perry fået hård konkurrence af den 16-årige Greta Thunberg, som vi nok ikke kommer til at se i luksusgevandter lige foreløbigt. ”Ok Boomer”, siger de unge, når de åbner et Vogue, Elle og Cosmopolitan, og allerede nu ser man skitserne til nye forbrugsmønstre, hvor det at være ‘chik’ ikke handler om at købe nyt men om at ”bytte bytte købmand” i second hand-butikker og i øvrigt kræve lidt mere af en modebranche, der ellers i årtier har kunnet gemme sig bag it-tasker, musthaves og ”10 tips til en ny vintergarderobe”.
LÆS OGSÅ:
Derfor var det også med et smil, da jeg her til morgen kørte på kontoret iført min varme Prada-frakke i grå uld. Jeg købte den nemlig i slutningen af 00erne, da jeg var moderedaktør på mandemagasinet Euroman. Før modebranchen blev forandret for altid, da magasinerne stadig havde magten, og før verden gik af lave. Og nu i dag, på vej ind i et nyt årti, føles den tidløst anonyme luksusfrakke faktisk mere relevant end nogensinde før.