Foto: Anders Witt

På tur til Ålens økolandsby: “Byens børn skal have gavn af den livserfaring, som et 70-årigt hoved bærer rundt på”

Prisbelønnet filmproducent, skandaleombrust provokatør – og nu økologisk landmand med store, grønne drømme. Peter ’Ålen’ Aalbæk Jensen er igang med at rejse en bæredygtig landsby fra den sydsjællandske muld. Vi tog på besøg. 


Herfølge er meget, meget langt ude på landet, og det kræver både bus, færge, tog og gåben at nå frem til Peter Aalbæk Jensens hjem. Da Heartbeats endelig ankommer, banker vi høfligt på døren, men intet sker. To mænd kommer gående fra bagved huset, iklædt arbejdstøj og i gang med at læsse en af de tre biler som holder i indkørslen med værktøj. 

”Vi leder efter Peter,” forklarer vi.

“Han er skam hjemme,” forsikrer de, og en af dem skrider til handling og braser ind gennem døren.

”Lillefar. Lillefar?,” kalder han og forsvinder ned ad trappen til kælderen.

Dørene til de forskellige rum står pivåbneGryder, pander, bøger, krukker og bægre. Alskens ting alle vegne. 

Foto: Anders Witt

”Han har sat en eller anden maskine i gang, så han må være her, men hvor, det ved jeg ikke,” siger manden let undrende, da han dukker op fra kælderen. Han forsvinder ud ad døren og fortsætter arbejdet. 

Øjeblikke senere dukker hovedpersonen frem, nedstigende langs trappen fra 1. Sal. Vores hænder mødes i et håndtryk. Peter Aalbæk Jensen har lige slået en dej op. “Så der går altså lige ti minutter, før vi kan køre.” 

Ålens økodrøm

Alenlange spalter er gennem tiden skrevet om Peter Aalbæk Jensen, men forsvindende få omhandler hans egentlige profession. ’Ålens’ ublu udtalelser, opførsel og eskapader har ofte stjålet fokus fra hans mangeårige virke som filmproducent for Zentropa. 

Baggrunden for denne visit er da heller ikke Peter Aalbæk Jensens filmkarriere eller dertilhørende kontroverser, men derimod hans ambitiøse projekt om en økologisk, bæredygtig landsby med en samfundsopbygning inspireret af de danske andels- og arbejderbevægelser på de grønne marker, der omgiver hans hjem. 

Foto: Anders Witt

“Alt respekt for at lave et Christiania eller Thy-Lejren – men at prøve at lave noget, der har rod i en over hundrede år gammel dansk tankegang – dét tror jeg på,” fortæller han om sit projekt. 

Planerne er store, og hvis de går igennem hos kommunen, regner Peter Aalbæk Jensen med, at han om to år vil stå med muligheden for at bygge mellem 500 og 1.000 boliger med plads til 3-4.000 mennesker på de grønne marker udenfor Herfølge. Målet er et samfund, hvor de, som vælger at bosætte sig, hver især vil bidrage med det, som de kan – som lokal, økologisk produktion af korn, grøntsager og landbrugsdyr – til glæde for fællesskabet. 

Økologien og økonomien i økobyen skal bygges på skuldrene af menneskelig interaktion og et opgør med den galoperende selvrealisering og forbrugskulturDen slags tænker Peter Aalbæk meget over. 

Foto: Anders Witt

“Måden, vi agerer overfor hinanden, kloden og klimaet. Jeg tror, det hele hænger sammen. Der er jo chokerende mange unge mennesker, der mistrives. Det kan altså ikke hjælpe, at de gamle hippier efterlader en smadret jordklode og en psykisk nedkørt ungdom. Så har vi gjort et eller andet forkert. Vi må jo nok se i øjnene, at vi mest har tænkt på os selv. Grådigheden har virkelig, virkelig været i højsædet,” fortæller han. 

Hvornår hoppede kæden af?

”Jeg tror, at der var for mange penge i det. Altså min generation, og dem der er lidt ældre, har kun oplevet, at det er gået bedre og bedre – og hvornår er man så glad? Er det, når rødvinen koster 50, 70 eller 80 kroner flasken? Rigtig mange i min aldersgruppe er jo kraftedme på ferie fire-fem gange om året, går til yoga, har ikke tid til børnebørn og jeg ved sgu ikke hvad. Der er kommet en… super egoistisk tilgang til tingene,” svarer han.

Frilandsentreprenørskab

“Det, vi har her, er den kommende køkkenhaveproduktion,” når Peter Aalbæk Jensen at fortælle, da vi kører ud til markerne, før et opkald går gennem bilradioen, og Claudia fra AVIS Biludlejning skratter ud gennem højtalerne. 

Peter Aalbæk Jensen forsøger distræt at afslutte telefonsamtalen, mens Claudia ihærdigt opridser prisforskellene på lejebiler. Salgstalen kører for fulde drøn fra bilanlægget, mens Peter Aalbæk Jensen udpeger de forskellige projekter, som tilflytterne har givet sig i kast med.  

Hans datter Hedvig er flyttet ind i, hvad der ligner, et forvokset skur. Et ægtepar på firs har en lille hytte med dertilhørende køkkenhave. 

Foto: Anders Witt

”Vi prøver ligesom at lokke nogen herned og sige “værsgo – jorden er her, maskinerne er her, se om I har lyst til et eller andet,” siger han, idet vi drejer ud på den asfalterede vej, der fører til forsamlingshuset Lillesyd.

Idéen til økolandsbyen kom i takt med, at Peter Aalbæk Jensen gennem årene opkøbte landområder omkring sit hus. Jorden skulle jo bruges til et eller andet. På et af jordstykkerne, som Peter Aalbæk Jensen havde udset, lå der et par små bygninger. Jorden ville ejerne ikke af med, men bygningerne var til salg, så Peter købte dem. Og i dag udgør de forsamlingshuset. 

“I stedet for at det var nogle tossede filmspassere med luftige ideer, så var det pludseligt noget konkret, ikk?,” fortæller Peter Aalbæk Jensen om baggrunden for bygningskøbet. 

Lillesyd er centrum for projektet og har været i brug i flere år af de lokale borgere i Herfølge. Udover et ugentligt folkekøkken danner huset ramme for alt fra bankospil til børnebiograf. Åbningsfesten var ligesom en blòt (betegnelse for et nordisk, hedensk ritual, red.) med dertilhørende øl-indtag og spydspiddede grisehoveder – til ære for de nordiske guder. 

Forsamlingshus i forsamlingsforbud

Flere store krydderurtebed er placeret ved indgangen til Lillesyds industrikøkken. En gruppe kvinder er i gang med at luge dem. Peter Aalbæk Jensen trasker henover gårdspladsen. Han giver sig straks i snak med kvinderne. De er nødt til at beslutte sig for, hvordan genåbningen af Lillesyd skal foregå, når coronarestriktionerne lempes. 

Peter Aalbæk Jensen vil gerne stege en gris til genåbningen. Helst helstegt. Det nævner han et par gange.

Foto: Anders Witt

“Det kunne vi godt lave noget lir’ ud af, ikk,” spørger han smilende en af de arbejdende kvinder – og jo, det kan de da nok godt, siger hun. 

Ved Lillesyds hovedindgang breder et valnøddetræ sin skygge over de kridhvide mure. I forsamlingshusets festlokale har en lokal 5. klasse undervisning. Med udsigt til barskabets gevaldige sprutsamling sidder eleverne ved små katedre. Peter Aalbæk Jensen har givet den lokale skole lov til at benytte lokalerne, så de kan imødekomme de pandemiskærpede pladskrav.

Ved krydderurtebedene rammer endnu et telefonopkald Hr. Aalbæks telefon. Han multitasker. Under opkaldet går han og nipper lidt til bladene fra de forskellige krydderurter, mens Hedvig har gang i et mere omfattende lugearbejde. 

“Jeg går lige her og hygger mig med Hedvig og passer lidt krydderurter, det er en gevaldig fornøjelse,” fortæller han nonchalant vedkommende på den anden side af telefonforbindelsen. Hedvig griner lidt af sin far, imens hun beskærer en bugnende citronmelisse.   

Hvad der i starten var et projekt for Peter Aalbæk Jensen og hans kone, er langsomt ved at vokse ud af deres hænder. Den udvikling er sket i kraft af Lillesyds succes som samlingssted for lokalbefolkningen. Frivillige med interesse for projektet er flokket til. Det har hele tiden været hensigten, fortæller han.

Foto: Anders Witt

“De kan komme her eller lade være,” siger Aalbæk med et smil til spørgsmålet om, hvordan han vil tiltrække folk til økolandsbyen. Ellers virker størstedelen af processen minutiøst planlagt. Husene skal bygges af materialer, der kan hentes indenfor fem kilometers radius, byens daglige gang skal varetages af en folkevalgt bestyrelse, interne disputer bliver afgjort af en ekstern dommer. Byen skal sågar have sin egen møntfod.

“Fordelen ved det er, at det er penge, du kun kan bruge ét sted. De kan ikke sættes i en bank på Cayman Islands. Så man bliver nødt til at handle med hinanden. Det styrker lokalsamfundet,” forklarer Peter Aalbæk Jensen.

Den lokale valuta tjenes ved handel i byen. Den handel er man frit stillet til at deltage i, så meget eller lidt man ønsker. Den del af projektet skal selvfølgelig lige ordnes med skattemyndighederne, tilføjer han.

Bag de mørke solbriller brænder hans øjne af visionær glød, imens han beretter om store planer for økolandsbyen. En fremtid med rødder i fortiden – frihed og liberalisme.

“Altså liberalisme på den gode måde,” retter han hurtigt sig selv, inden talestrømmen fortsætter.

Foto: Anders Witt

Han uddyber tankerne om et af de sociale elementer i økolandsbyen: Vigtigheden af et samfund hvor folk på tværs af generationer kommer hinanden ved. Økolandsbyens børn skal have gavn af den livserfaring, som et “70-årigt hoved bærer rundt på”, som han formulerer det.

“Lad noget af den viden køre videre. Man kan google sig frem til alt i dag, men det er svært at google sig frem til, hvordan det er at holde sin kæreste i hånden for første gang. Sådan nogle ting – det er idéen,” fastslår han. 

Fuldtidshøvding

Foto: Anders Witt

To tætbyggede mænd med rygmærke dukker op og afbryder havearbejdet. De Raske Drenge står der på bagsiden af deres T-shirts. De er flyttemænd, og har medbragt en bastant pizzaovn til Lillesyd. Peter Aalbæk Jensen går med dem.

Han har en finger med i alt, hvad der foregår i den spæde økolandsby, sådan virker det i hvert fald. Hvad end det drejer sig om ris, ros, forespørgsler eller pizzaovne, rettes det mod ham. Som en vikingehøvding med styr på herredømmet – ganske vist iført FC Barcelona-kasket og Patagonia-jakke fremfor skjold og brynje. 

De standser foran en container. Taler lidt. Peter Aalbæk Jensen peger på en enorm mongolsk yurt, en slags mellemting mellem et hus og et telt, der er placeret midt på marken. Foran den spankulerer en ged rundt i sin fold. Der bor et ungt par derinde. 

“300.000 kroner, så har de en yurt, de kan pille ned på to dage og flytte til Skotland, hvis de har lyst til det. Det var, hvad vi andre betalte i renter og afdrag de første år til kreditforeningerne,” siger Peter Aalbæk Jensen til De Raske Drenge, der kvitterer med en medgivende latter.

“Jeg tænker bare: De har sgu da fat i den lange ende.” 

Footer graphics