Jeg så i en forbrugertest, at den økologiske kylling tabte til den neutraltmarinerede, fordi der var for meget tekstur, og den smagte af for meget. Har vi virkeligt glemt, hvordan en kylling skal smage?
For et par år siden introducerede et stort dansk slagteri en kylling, som var krydret på forhånd og solgt i en stegepose, så du ikke engang skal åbne posen for at tilberede den.
Jeg tror faktisk, at de færreste egentlig kan partere en kylling. Er det der, vi er nået til?
Et af mine første minder var, at der på køkkenbordet lå kæmpe bjerge af kød. Det kan lyde ret dramatisk, og som noget der kunne være traumatiserende for sådan en ‘3 lorte høj’-knægt. Men det var nu ganske naturligt, at vi engang imellem fik en halv gris eller kvart ko hjem.
Lige så naturligt som det var, at der fra tid til anden kunne løbe hovedløse høns rundt på gårdspladsen, og at min fars forsøg på at slagte en gås, kunne udvikle sig til et regulært rodeo, mens han råbte en blanding af spanske og danske ukvemsord.
Vi fik mælk direkte fra naboens tank, så der var altid et godt lag fløde på, hvis det ikke lige blev skummet ordentligt af. Og der var slet ingen datomærkninger på.
Nuvel, vi fik da også takeaway fra tid til anden. Det var vel en gang hvert halve år, hvor der blev hentet frikadeller og kartoffelsalat, smørrebrød, måske endda pommes frites med fiskefilet hos Bon Appetit, som var den lokale delikatesse.
Det, sammen med pølsevognen og slagteren, var vel nærmest mulighederne for nem mad.
Det kan lyde som om, at jeg er mindst 80 år gammel – og til trods for at jeg nok er det mentalt, så var det bare i 1980’erne. Maden var meget lidt nordiske granskud og havesyre, men rigtig meget sovs og kartofler. (Her taler jeg altså bare ud fra egen empiri). Men de kunne lave mad.
Min elskede mors generation tog et par år i huset eller på husholdningsskole. Og så kunne man holde et hus. Og nej, jeg er ikke på vej ud i noget, der kan få mig en feministisk korsfæstelse på halsen, fordi jeg mener, at kvinderne skal tilbage til kødgryderne. Men jeg mener, at VI alle skal bare lidt tættere på kødgryderne igen.
I dag ser jeg i højere og højere grad, at vi bevæger os væk fra maden. Vi køber i højere grad produkter end råvarer. Og her taler jeg i dagligdagen. Når blitzen fra iPhonen går af udover maden, så bliver der selvfølgelig gjort noget ud af det. Når vi hænger ud på den rigtige restaurant, så skal det selvfølgelig foreviges. Men hvis man slentrer igennem supermarkedet, så er der bare ufatteligt meget lort på hylderne og i køledisken.
Supermarkederne siger, at de bare sælger det, som folk vil købe. Forbrugerne køber det, der er, for man har ikke tid til at drøne fra den ene gårdbutik til den anden med et pitstop på havnen og møllen, når der også er børn, der skal hentes og i forvejen lange arbejdsdage. Vi stoler ret blindt på nøglehulsmærkninger og diverse anmærkninger om dyrevelfærden – ”to ud af 4 hjerter er jo egentlig også bedre end bare et.”
Der er selvfølgelig os gastrofile, som har travlt med at bræge op om vores selvtilstrækkelighed i et køkken, hvem der har dyrket vores radiser, og hvor utroligt stenkværnet vores mel er, til trods for at det er så groft, at det næsten ikke kan bages med. Vi deler glædeligt et billede af os selv stående i den meterlange kø for at købe en croissant til 35 kroner.
Og det kan godt være, at vi ser os som værende enormt vigtige, men så mange er der nu alligevel ikke af os. Så jeg vil tro, at for 99 procent af befolkningen er madambitionen et sted omkring “ligeglad” og “O.k uden at være prangende”.
På min blog har jeg flere gange beskrevet, hvorfor det er mest optimalt både i forhold til udskæringer, madspild og pengepung, at man køber hele kyllinger og selv parterer dem. Og man bør faktisk købe en per person i husstanden, for så passer det i antal udskæringer. Jeg ved godt, at det er nemmere sagt end gjort.
Men i bund og grund er ideen, at man, hvis man er to personer, som køber to kyllinger, så har man 4 overlår, 4 underlår, 4 brystfiletter, 4 vinger, to skrog. Det gør, at man reelt set kan spise godt seks gange af disse to kyllinger:
Én opskrift med overlår, så I får to hver. En med drumsticks, hvor du lige tilføjer vingerne eller gemmer dem til en anden dag, hvor du har behov for chicken wings. To dage med kyllingebryst. Det kan både være kylling i karry eller bare stegt.
Der koges suppe/fond på skrogene, så du kan pille kødet af og spise tarteletter. Den sidste dag får du hønsekødssuppe med godt med grønt i. Så går der ikke meget til spilde.
Jamen Thomas, hvordan splitter jeg så lige den fugl ad?
Her kommer videoen. Velbekomme.