Sunderland Til I Die
Foto: Netflix

’Tomrum efter ’Tiger King’? Derfor skal du se ’Sunderland Til’ I Die’

Selvom du ikke er fodboldfan, kan du sagtens kaste dig ud i Netflix-dokumentaren ’Sunderland Til’ I Die’. Den er et studie i passion, nordengelsk kultur og hvor meget en kæk mellemleder kan hive ud af røven.

Indrømmet. Jeg har brugt Joe Exotic, Carole Baskin og ham den søde med meth-tænderne som lokkemad for min artikel. Hele verden taler om ’Tiger King’ og med god grund. Serien er et sammensurium af vanvittige karakterer, vanvittige plottwists og vanvittige madvaner.

Men når du er færdig med at se ’Tiger King’, og når du er færdig med at skype med dine venner om ’Tiger King’, så synes jeg, at du skal give din opmærksomhed til en nordengelsk by, der sjældent bader i spotlyset.

’Sunderland Til’ I Die’ er en dokumentarserie, der netop har fået en sæson to, og du kan sagtens stige på uden at have set første sæson, og du kan sagtens stige på uden at elske fodbold.

Dokumentaren handler om fodboldklubben Sunderland A.F.C. At kalde Sunderland A.F.C. for en storklub er nok en overdrivelse, men den er i hvert fald kæmpe stor i tilhængernes bevidsthed, og hjemmebanen, Stadium of Light, har plads til 49.000 tilskuere (Danmarks største stadion, Parken, har plads til 38.000… ), hvilket er helt vildt, for Sunderland spiller kun i den tredjebedste engelske række.

Og det er her, dokumentarserien starter. Klubben er rykket ned (igen), og det er økonomisk set en katastrofe – især for den nye ejer, Stewart Donald, og hans højre hånd, Charlie Methven, der på hver deres måde er kæmpe gaver for serien.

Med Stewart kan vi føle smerten og lidenskaben for klubben. Vi er med ham, når han ikke kan trække vejret igennem en hel fodboldkamp, og vi er med ham, når han tager på de lange udebaneture og står blandt de ligeså engagerede Sunderland-fans, og vi er med på hans smertefulde jagt på at købe en ny angriber i 11. time. Selvom Stewart ikke er fra Sunderland, men fra Oxfordshire, så er det så tydeligt, at forretningsmanden vil gøre alt for at gøre klubben til en sund forretning og bringe den tilbage til fordums styrke.

Stewart sætter selv ord på sin opgave som ejer, når han siger:

”Intet kan sammenlignes med Sunderland. De hengivne fans. De er vilde. Kæmpe fodboldtosser. Og det gør mig næsten uegnet til at eje dem, fordi jeg bliver følelsesmæssigt knyttet til ting og mennesker, som gør, at jeg føler den følelse. Det er sikkert ikke godt for mig, for jeg prøver at give mig fuldt ud, men det betyder, at jeg arbejder uafbrudt for at realisere deres drømme”.

Og ja, Stewart skal også tjene penge på klubben, og det bruger dokumentaren også ret meget tid på, men når han står og græder efter et vigtigt opgør, omringet af euforiske fans, så er det tydeligt, at der er meget mere på spil end penge.

Og så er der Charlie. Jeg ved faktisk slet ikke, hvor jeg skal begynde med ham. Charlie er en genial karakter, fordi vi alle sammen på et eller andet tidspunkt er stødt på ’en Charlie’. En ’Charlie’ er nem at kende.

Det er alle hvide mænd, der har købt en mountainbike, men ikke bruger den. Det er alle hvide mænd, der har Vivino-appen. Det er alle hvide mænd, der tror, de kan tale med om moderne fodbold, fordi de så Danmark vinde 4-2 over Sovjet i ’85. Han er mellemleder med alt hvad det indebærer af whiteboards, dårlige ideer og taler der indeholder så meget varm luft, at man bliver bange for, at han letter fra jorden. Det bedste eksempel på Charlies ledelsesstil og personlighed ser vi, da han indkalder til møde om, hvilken sang spillerne skal gå på banen til.

Siden stadionet åbnede, har holdet indtaget Stadium of Light til Prokofievs ’Dance of The Knight’, men ifølge Charlie er der brug for en frisk start. Til mødet beder han om sine medarbejderes mening, men han lytter ikke, når de taler om traditioner. Han lytter kun til den ene medarbejder, der taler ham efter munden, og til sidst brillerer han ved selv at lege DJ og foreslå ’Adagio for Strings’ af DJ Tiestö.

Det er i øjeblikke som disse, at dokumentarserien er allerbedst. Det er mødet mellem Charlies endeløse liste af provokerende buzzwords og så tilhængerne og medarbejdernes tradition og nostalgi. For ’Sunderland Til’ I Die’ er ikke kun historien om en fodboldklub, der har sine bedste år bag sig. Det er også historien om en by, der har sine bedste år bag sig. Sunderland var en kæmpe skibsbyggerby, men ligesom andre dele af England er Sunderlands økonomiske guldalder fortid, og der virker til at være så uendeligt langt fra det nordøstlige arbejderklasse-England til de brede shoppinggader i smarte, smarte London.

Charlie udtrykker det faktisk selv, da han med en ulideligt grim kaffekop i hånden siger: ”Det er helt anderledes i London. Når jeg er der og taler med folk om Sunderland og nordøst, får de et blankt udtryk i ansigtet: ”Ja, men de er engelske og fattige, og dem gider jeg ikke tænke på, det er dem, der stemte for Brexit og den slags”.

I dokumentarserien møder vi også flere Sunderland-indbyggere. B.la. den ældre, storrygende kvinde, Lynne, der tager den lange vej til London for at følge sine fodboldhelte i en meget afgørende kamp. På vejen får hun både tirret en gruppe mænd på en pub og læst op af den lokale præsts bøn til fodboldklubben, der selvfølgelig er trykt i avisen.

Det er så tydeligt, at for Lynne og alle de andre fanatiske og fantastiske tilhængere, vi møder i serien, der er klubben Sunderland, uanset resultaterne, et kærkomment afbræk i en hverdag, der for det meste bærer farven grå.

Og nu har jeg så skrevet mig frem til den primære årsag til, at du skal se ’Sunderland Til’ I Die’, og jeg bliver desværre nødt til at hive et ord frem, som jeg normalt hader: Passion. Det er et ord som let kan blive fluffy og intetsigende, men i denne sammenhæng er det yderst passende. For Sunderland A.F.C. fylder ALT for alle, der medvirker i dokumentaren. Det gør fysisk ondt på mig at se fansenes reaktion, når Sunderland taber en kamp (og jeg er på ingen måde Sunderland-fan). Til gengæld kom jeg også til at råbe højt ad fjernsynet, da klubben vandt en, for længst afgjort, men vigtig kamp (som jeg jo bare kunne have googlet resultatet på).

Det er vigtigt at sige, at ’Sunderland Til’ I Die’ også kunne have omhandlet en særlig danseskole eller en lokal partiforening. Fodbolden er motoren i dokumentaren, ikke omdrejningspunktet.

Omdrejningspunktet er den ubetingede passion, som klubben skaber. Derfor kan du sagtens give dig i kast med ’Sunderland Til’ Die’, selvom du ikke er fodboldfan – men selvfølgelig først, når du er færdig med at tale om ’Tiger King’.

Footer graphics