Det var en af de dage, som der måske er fem-ti af om året i Danmark, hvis vi er heldige: Bagende varmt, blå himmel, ikke en vind, blåt hav og stor sol. Min hund og jeg badede i bølgen den blå, og jeg stod helt lykkelig i solen bagefter på den mennesketomme strand og mærkede den magi som køligt skandinavisk havvand gør ved overophedet hud og et solpresset hoved. Ah.
Men dette perfekte lille sommerpostkort blev afbrudt af lyden af den lokale strandstrisser, en kvinde i 60’erne iklædt hvidt hør fra top til tå, der kom væltende ud af sin sommerhushave for at formidle sit ukærlige budskab: ”Undskyld, ved du godt, at det her er privat strand. Du må ikke være her. Jeg skal bede dig om at gå”. Og så var vores begges dag jo ligesom ødelagt.
Jeg har oplevet det før og vil opleve det igen. Men jeg kommer aldrig til at forstå det. Behovet for at agere politimand og irettesætte andre mennesker, der ellers ikke på nogen måde generer dig. Fem minutter mere og jeg havde været væk. Jeg larmede ikke, jeg svinede ikke, jeg stjal ikke. Men der breder sig en uklædelig parcelhus-mentalitet blandt de danske sommerhusejere. Det drejer sig om adgangen til vores fælles natur, strand og hav, og derfor er det vigtigt at få stoppet de brodne kar.
Problemet findes i mange afskygninger. Om det er sommerhusejere, der opretter ”trappelaug” og sætter kædelås på porten ned til havet, fordi det er deres trappe. Eller de mange hjemmelavede og ofte ulovlige ’adgang forbudt’ og privat vej/strand-skilte. Eller det er matrikelejere med såkaldt privat strand, der sidder i deres have og nidkært lytter efter, hvornår der kommer en badegæst, som de kan kaste sig rethaverisk over. Det er uklædeligt, det er egoistisk, det er småligt, og det skal stoppes.
Jeg er medejer af et lille sommerhus på Sydsjælland. Da vi købte det under Corona-nedlukningen, hvor vi var mange, der fik et akut behov for luft og natur, fortalte sælger, i øvrigt en politimand, at der var kommet nogle nye sommerhusejere nede ved stranden, som var begyndt at smide de lokale badegæster væk, fordi det var såkaldt privat strand.
Politimanden sagde, at han ufortrødent badede der og opfordrede os til det samme, fordi der ingen sanktionsmuligheder er med det fluffy begreb ”privat strand”. Og det har jeg altså gjort, badet ved den lille naturstrand, cirka 700 meter fra mit sommerhus, ligesom alle de, der kom før mig. Problemet er, at der ligger et par sommerhuse tæt på vandet, som kan påberåbe sig at ligge under 50 meter fra havet, hvorfor en lov fra 1916 konkluderer, at man så ikke må ”tage ophold” eller bade der.
Vi kan sagtens diskutere, hvad privat ejendomsret er på dette område, for jeg vil mene, at havet er alles, og at man ikke bør kunne købe sig eksklusiv adgang til det. Jo flere af os, der bader, jo bedre. Det er faktisk i alles interesse, at alle bader i havet, lærer det at kende, svømmer, dykker, fisker, nyder og måske endda får et afslappet forhold til kroppen og det bløde blå.
Det er desuden en forudsætning for at holde af naturen, at man har mulighed for at opleve den, som de siger i Danmarks Naturfredningsforening. Men vi har meget lidt fri natur i Danmark, hvor vores få uopdyrkede og ubebyggede arealer ofte er indhegnet, aflåst eller afspærret. Der kunne vi lære meget af Sveriges vidunderlige allemandsret. Især i disse år, hvor vi som led i klimakrisen oplever en stor stigning i glæden ved den hjemlige natur, shelter- og teltture, hytter og alt med outdoor, så er det på tide at kigge på, hvordan vi kan lette adgangen til naturen for det store flertal, som ikke ejer et sommerhus til 10-20 millioner ned til vandet.
Jeg mener personligt, at den lov om, at man ikke må bade steder med bebyggelse tæt på vandet, bør pensioneres sammen med resten af det 20. århundrede, sådan at det bliver forbudt at spærre eller formene den kollektive adgang til vores allesammens hav.
Men indtil det sker, så lad os da opdrage på strandstrisserne og parcelhus-betjentene, hvis forældre åbenbart ikke lært dem glæden ved at dele: Stranden er ikke en kage. Det er ikke sådan, at hvis du deler badeture med andre, så er der mindre strand til dig. Og hvem ejer egentlig naturen? Det gør naturen selv – og ingen andre.
