Med sine nedadvendte mundvige, melankolske toner og et tekstunivers fyldt med skilsmissetraumer, urban fremmedgørelse og tilfældige møder med ekskærester og forsvundne venner var Everything But the Girl antitesen til 1990’ernes glatte popmusik. Alligevel fyldte de dansegulve i London, Berlin og København, og 25 år efter udgivelsen er albummet ‘Ampliflied Heart’ det ultimative søndagsalbum, når man er vågnet alene i dobbeltsengen.
Jeg var 17 år, da albummet udkom. Jeg gik på gymnasiet og havde netop klippet mit halvlange grunge af til fordel for en korthårsfrisure inspireret af nogle lidt ældre jazzmusikere fra Odenses musikmiljø. De gik i sort tøj, så det gjorde jeg også; sorte bukser, sorte cardigans fra Klaus Samsøe og hvide skjorter fra Mads Nørgaard, som jeg rejste til Sjælland for at handle i – med færge og med tog.
Jeg købte også et par små runde briller fra Calvin Klein, som min mor hadede. ”Du ligner en bankmand fra en gangsterfilm,” sagde hun, mens jeg i spejlet så en ung mand med smag for Woody Allen, Inger Christensen og Dr. Dantes Aveny. Jeg havde netop set Gasolin på sidstnævnte. En teaterforestilling der emmede af cool København og kun forstærkede min udlængsel. Trangen til at kunne forsvinde i en mængde af mennesker, iagttage omverdenen og finde min egen plads i verden.
LÆS OGSÅ:
Det var før internettet, før mobiltelefoner, før modens uniformerede ensretning, og jeg kan huske, at det ikke kun var musikken, der tiltalte mig ved parret, Tracey Horn og Ben Watts, men også deres udtryk. To voksne mennesker iklædt udvaskede T-shirts, kedsommelige cardigans, der mest af alt mindede om et ægtepar, der er gået i stå sammen med hinanden. En slap BH og underbukser, der engang har været kridhvide. Hverdags-weltschmerz på en bund af rødvin og cigaretter. Melankolske men endeløst seje, og som altid var det looket, der fik mig på musikalsk på krogen.
Året efter blev duoen cool. Sådan for alvor, da DJ’en Todd Terry remixede singlen ‘Missing’, hvor Tracy synger om hjemløs kærlighed og et savn så stort, at hun må vandre igennem Londons gader for at lede efter et ansigt, der aldrig viser sig igen. ”Can I confess, I’ve been hanging round your old address?”, synger hun. ”You’re long gone, but I can’t move on”.
billede med min ansøgning til tøjbutikkerne Democrats, Mads Nørgaard og Roger. Bemærk
de små briller i “håret” og den sorte rullekrave.”
Selv havde jeg endnu aldrig haft en kæreste. Men jeg genkendte fornemmelsen af at være forelsket i andre unge mænd, som jeg endnu ikke turde betro mit hjerte. Den hjemløse kærlighed som storbyen forstærker, når én der engang var tæt pludselig ikke er det længere, og som jeg for alvor forstod, da jeg efter min studentereksamen flyttede til London. Jeg fik et værelse i et homokollektiv i White City, og hver dag gik jeg fem kilometer til arbejde i en parfumebutik i Kensington med en discman i skuldertasken og musik i ørene.
HØR OGSÅ:
‘Ampflied Heart’ var på repeat og igennem en sommer, et efterår, en vinter og et forår blev jeg fortrolig med voksen kærlighed, både når den er hårdest, og når den er allermest banal. Når skænderierne fylder stuerne i ‘Troubled Mind’, og når man spørger sig selv om den anden virkelig ser én. Sådan rigtigt i ‘Get Me’. Jeg drømte om at finde en kæreste, som kunne passe på mig ligesom Ben og Tracy gør det i ‘We Walk the Same Line’, og da jeg forelskede mig i en ekspedient hos Red or Dead på Kensington High Street, forstod jeg pludselig, hvad det vil sige, når man vandrer rundt i gaderne for at lede efter et ansigt i mængderne.
Og det er et vildt album. Det favner hele den komplekse kærlighed, som både er liderlig og fyldt med angst. Er familiær og kan være dybt ensom. Og jeg lyttede også til det, da jeg et par år senere selv mødte min første store kærlighed. Både da vi passede på hinanden, og da vi blev som fremmede igen.
Sjældent er den sorg blevet bedre forløst end i duetten ‘Walking to You’, hvor Ben møder Tracys nye kæreste på St. Martins Lane, hvor de har en kort samtale, før Benn vender sig om og forsvinder i mængden igen. Tracy tænker tilbage til begyndelsen og tvivlen på den rene kærlighed. De sørger over det, der var, og som aldrig kommer tilbage. Og Tracy bemærker, at hun lærte Ben at stole på litteraturen.
HØR OGSÅ:
”I just don’t know what to do,” synger de med stille desperation, der kendetegner den voksne kærlighed, der handler mindre om lidenskab og mere om at finde en at tage i hånden på en blå søndag og vandre igennem gaderne, bladre lidt i bøgerne i et tilfældigt antikvariat, finde en bænk hvorfra man kan gennemskue hele verden og med hvem, man føler sig set og aldrig fremmed.
En fornemmelse jeg stadig får, når jeg lytter til ‘Amplified Heart’ – 25 år efter.
