Placeringen fås ikke meget bedre end den, plejecentret Sølund har.
For det er lige ud til Sortedams Sø, at hundredvis af pleje- og ungdomsboliger ligger på Ryesgade i hjertet af København. Eller, det vil sige, har ligget.
Boligerne er i løbet af året blevet revet ned, så centret kan udvides med mere moderne boliger. Mandag den 8. november blev første spadestik taget i byggeriet af Det nye Sølund, som kommer til at ligge på det “gamle” Sølunds adresser.
Men det har været en lang og sej kamp for at komme til bare første spæde skridt i nybyggeriet fortæller Jens Elmelund, som er administrerende direktør i Københavns Almindelige Boligselskab (KAB). Det er selskabet, som i samarbejde med Samvirkende Boligselskaber og totalentreprenør ZÜBLIN opfører boligcentret.
“Jeg har nok arbejdet med det her projekt, siden jeg blev direktør for otte år siden. Og så er det jo klart, at når jeg står og skal lave første spadestik, så er jeg glad. Men man må også sige, at det virkelig har været et ekstraordinært kompliceret projekt, som vi heldigvis nu kan se, at der er en god køreplan for fremover,” siger Jens Elmelund.
“For det har jo været et vanskeligt projekt op til nu. Af mange årsager. Det første forslag til byggeriet ender jo med at falde efter lange forhandlinger og debat med naboerne. Og de havde legitime indvendinger, men det indebar jo også en masse omkostninger for vores boligselskab. Heldigvis blev der så udskrevet en ny konkurrence, hvor grundlaget for det projekt, som vi kender det i dag, bliver dannet,” tilføjer han.
Unge som ældre skal trives
Det er med ambitioner om et blomstrende byliv omkring boligerne, at projektet er blevet sat i søen. Her er planen således at opføre mikrobutikker, café og dagsinstitution, som folk i de forskellige aldersgrupper omkring boligerne kan samles om.
For der er i projektet taget højde for, at både unge og ældre kan se for sig at skulle bo sammen.
“Vi har spurgt, om de unge og ældre kan se det her for sig. Og der får vi virkelig sammenstemmende meldinger på, at ja, det vil man gerne. Man skal selvfølgelig have respekt for hinanden, og der er måske især blandt de ældre en bekymring for, at unge er nogen, der spiller musik hele natten og sådan nogle ting. Det er selvfølgelig et issue,” siger Jens Elmelund.
“Men når vi forklarer, at der kommer nogle spilleregler i forhold til sådan nogle ting, og at langt de fleste unge jo skal passe studier og jobs, så er det nok til overbevise de ældre om, at der ikke kommer abefester torsdag, fredag og lørdag. For her skal også bo nogle mennesker, der har behov for rolige rammer,” tilføjer han.
Levede ikke op til moderne standarder
Det nye Sølund kommer til at tælle 360 plejeboliger, 22 tryghedsboliger samt 150 ungdomsboliger. Og det er en væsentlig forøgning af det tidligere antal på 230 midlertidige ungdomsboliger og 150 plejeboliger. Dermed vil det blive Danmarks største plejehjem.
Udover antallet af boliger, skal der også gøres noget ved deres standarder. Det oprindelige Sølund blev opført i årene 1976-1981, men lever ikke op til kravene for moderne ældre- og plejeboliger. Det skyldes blandt andet lave etagehøjder, som gør det svært at installere tidssvarende velfærdsteknologi som eksempelvis loftlifts.
Derfor blev det i september 2014 besluttet af Københavns Kommunes Borgerrepræsentation, at de eksisterende bygninger på Sølund skulle rives ned, og at der efter en arkitektskonkurrence skulle bygges nye boliger og institutioner på adresserne.
Byggeriet ventes først færdigt i 2026, efter de indledende forberedelse blev gjort i starten af dette år.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️