Foto: Shutterstock

Et bud på en nekrolog eller noget, der ligner: Erkendelsen af at du, jeg og selv Kobe Bryant kan dø

En superhelt steg i søndags ind i en helikopter sammen med sin datter, men det var en ægtemand og far til fire, der styrtede ned.

Der er en i mit Facebook-feed, der hurtigt er blevet træt af at høre på det. R.I.P Kobe Bryant. Faktisk er der mange mennesker og børn, der dør hver dag i meningsløs krig, skriver hun. Hvor er deres Hvil i Fred? Og det kan hun jo have ret i. Der er bare det, at oplevelsen af døden er relativ. Døden er ikke relativ, den er måske det mindst relative, der findes, men erfaringen af den er. Så hvorfor påvirker det os, når en eks-mega-basketballstjerne på 41 år omkommer i et helikopterstyrt på den anden side af jordkloden sammen med sin 13-årige datter, to af hendes team mates på samme alder og fem andre voksne mennesker? Hvorfor påvirker det mig?

Fordi det minder mig om, at du den ene solrige søndag morgen kan stige ind i din helikopter (ok, op på din cykel) for at tage til noget så trivielt som dit barns sportsaktivitet og aldrig nå frem. Det minder os om den ubegribelige situation, at du kan dø med dit barn i armene (og ville du have tid til at sige farvel? Var der panik der i helikopteren, har de nået at forstå, de skulle herfra?) Det minder os om det allerværste; at vores børn kan dø fra os. At selvom du giver alt, hvad du har for, at de skal blive gode, sunde voksne for dem selv og for andre, så kan du kun gøre så meget. Det minder mig om, at jeg inden længe selv er 41 og intet er fuckin’ sikkert.

Torden Morten

Et af mine store skrive-idoler, Taffy Brodesser-Akner fra The New York Times laver de bedste portræt-interviews med de største celebrities; Tom Hanks, Gwyneth Paltrow, Bradley Cooper.

Et af hendes synspunkter er, at vores berømtheder er demokratisk valgt, og det er lige præcis det, der gør dem interessante. Altså sådan forstået at stjernerne hver især får en særlig kulturel betydning, fordi vi tillægger dem den. Det siger noget om verden, hvad det er for nogle historier, vi gerne fortæller. Sport er – og det her er en af mine egne pointer – en af de mest populære containere for følelser og længsler som vi umiddelbart ikke ved, hvor vi ellers skal gøre af. Sportsstjerner er store fortællinger. De betyder noget for os. 

Jeg ved nok i virkeligheden ikke nok om, hvem Kobe Bryant var, og hvad han betød. Så jeg ringer til min gode ven, Torden Morten (det er ikke hans rigtige navn) – giga fan af basketball og New York Knicks især – og får ham frit fra leveren til at fortælle alt, hvad han ved om Kobe Bryant til mig.

Shaq & Kobe

Han har ligesom altid været der, Kobe. 20 år i den samme klub, fra 1996 til 2016, det sker ikke særligt tit. Han begyndte at spille i NBA allerede som 17-årig og var en mega smart ass, et vanvittigt selvsikkert menneske allerede som ung, men han havde selvfølgelig også Brandy (Fra Brandy og Monica, I ved) som date til sit prom. Kobe bider sig for alvor fast i sin tredje sæson i LA Lakers, den sæson hvor Shaquille O’Neal ankommer til Klubben. Ingen kan fucke med Shaq på det her tidspunkt, han er to meter og 16 og vejer et stykke over 100 kg. i rene muskler. Selv Michael Jordan fortæller, at han er intimideret første gang, han møder ham. Kobe & Shaq bliver et fænomenalt makkerpar og vinder tre mesterskaber sammen, men de er også hinandens antipoder.

Shaq er kommet til L.A. på grund af Hollywood og pladeindustrien, han er en showman, møder op efter sommerferien lidt småfed. Bryant derimod bruger sin off season på at opsøge gamle legender, der er de bedste i verden til at træne ham i de færdigheder, han ønsker at forbedre. Han er den første, der kommer til træning og den sidste, der går. Hele sin karriere. Også på det tidspunkt, hvor han er den bedst betalte spiller. 

Kobe Bryant bliver gift med Vanessa – moren til hans fire døtre og stadig hans hustru i søndags – meget ung. Men han laver noget i Colorado med en 19-årig pige på et hotel. Hun siger voldtægt, han siger sex under samtykke. Anklagen bliver senere frafaldet, der bliver indgået civilt forlig og Vanessa får en ring til fire millioner dollars, hvilket vi må gå ud fra er en ret flot ring. 

Under politiforhøret får Kobe imidlertid sagt følgende: ”Jeg skulle have gjort som Shaq og givet hende en million dollars for at tie stille.” Det bliver offentligt, og Shaq bliver skide sur, rejser til Miami, vinder mesterskabet til Kobes store fortrydelse og laver en rap, der lyder ’Kobe, How My Ass Tastes’. Det er først år senere, at de to forsones til en All Stars-kamp. 

Black Mamba

Kobe var først og fremmest en stor atlet, siger Morten og fortæller, hvordan han var kendt for sit umættelige drive. En umenneskelig viljestyrke af den slags, hvor han river sin akilleshæl over og lige sætter to straffekast, inden han går ud til en længere skadespause. Af den slags, der vinder olympiske guldmedaljer til USA. Af den slags, hvor han i sin allersidste kamp – Jack Nicholson, Kanye og Jay Z er det courtside – laver 61 point og cementerer sin status som en absolut legende i NBA. Inden da har han annonceret sin pension med et digt. Et digt til basketball. Det hedder bare ’Dear Basketball’. Han er ikke ked af det.   

Men Kobe havde også en tydelig form for menneskelighed, der transcenderer historien om den urørlige atlet. Det er derfor folk reagerer så voldsomt nu, bliver vi enige om, Torden Morten og jeg. Der har været åbenlyse identitetskriser gennem den lange karriere: Som da han prøver at blive mere ghetto (han var ikke ghetto, han var fra en forstad til Philadelphia) og tager til berømt gadeturnering i New York og smadrer det hele. Og laver et stort interview til basketball-magasinet Slam, hvor han ivrigt refererer Biggie og Tupac. Han giver sig selv kælenavnet ‘Black Mamba’. 

Senere bliver det i langt højere grad et image som family man, der tegner ham. Han fremhæver gang på gang, hvor glad han er for at være far til døtre, at han ikke mangler en søn til at aftage arven på basketball-banen. Kobe gjorde meget for børn og basketball, han var der med hjertet, tog sig tid til at tale med alle, især også unge spillere i NBA for at lade dem vide, at de var værdifulde. Folk følte sig set af ham. Det er det sidste Torden Morten fortæller mig om Kobe.

SUPERHELTE kan også dø

Så historien om Kobe Bryant er også historien om et menneske. Samtidig med en superhelt. En superhelt vs. en antihelt; Shaq er jo Jokeren til Kobes Batman, om du vil. Det stof alle gode myter er gjort af. Måske er det her, stjernerne altid ligger og pendulerer; mellem Mensch og Übermensch
På den ene side hungrer vi efter mennesket, så vi også selv må have lov at fejle, på den anden side vil vi helst tro på, at helte findes herude i virkeligheden. Kontrakten er, at superhelte ikke kan dø, for de repræsenterer storhed, og det er i en vis forstand overraskende, at Kobe ikke bare sprang ud af den helikopter med sin datter under armen, trak de andre ud gennem flammehavet og til sidst slukkede branden. Er det ikke? 

Realiteten er, at der et sted i verden findes en kvinde som mistede sin mand og sit barn i søndags. Der findes tre børn som har mistet en søster og en far. Der findes familie til alle de andre i den helikopter. Der findes kvinder, der mister mænd og børn over hele verden, hver dag. Familier, der aldrig ser hinanden igen. Det hele er lige tragisk. Død er ikke en konkurrence.
Vi får det let tåkrummende med det følelsesudtræk, amerikanerne stiller op med, når de mister en af deres helte, men jeg synes faktisk, at det er lige præcis i sådan nogle situationer her, at sentimentaliteten er brugbar. At det er det rigtige at sige, at vi for helvede skal huske at elske og leve og alt det der som døden pludselig sætter i relief.

R.I.P.

Find mere om
Footer graphics