Iben Maria Zeuthen

Et sted mellem Tinder og Kirkegaard: Hvad blev der af fjumredating?

Efter at have været i faste forhold i otte år oplever Iben Maria Zeuthen som single nu datingkulturen i en opdateret version.

Datingapps er kommet til, mændene er blevet ældre, og pludselig indgår der børn og karriere i det, der tidligere blot var en fritidsfornøjelse, som uløseligt hang sammen med,  at man var træt på jobbet næste dag.

Fra 20erne til 30erne sker der åbenbart meget. Måske tiden har ændret sig, eller også er det bare noget, jeg oplever. Jeg er erfaringsperson her, ikke ekspert. Men det er min opfattelse, og det giver vel egentlig god mening, at man i 30erne har et langt større ansvar at leve op til, og dating og spæde nye relationer har derfor bare at passe ind i den øvrige tilværelse.

Ellers bliver det for besværligt. Derfor Tinder. Man slipper for at vente til ud på de lyse timer, man effektiviserer mødet mellem to potentielle parter. Og deraf opstår en anden tendens, som jeg vil kalde ”enten-eller-mødet”.

One night-stand eller den eneste ene

Som jeg oplever det, er forventningen til udfaldet af mødet mellem to mennesker reduceret til to mulige scenarier: Enten er der tale om et hovedløst, koldt og kynisk one-night-stand, et af dem hvor du ikke viser hvem du er, hvor du ikke giver ud af dig selv, hvor du holder igen og ikke fortæller eller spørger. En af den slags relationer, du vil tage afstand fra, når du endelig lander i den rigtige relation – noget, du vil tilskrive din ubevidste og forvirrede tidligere færd, noget du vil grine af, mens du mindes dine yngre dage, og noget som var dumt, men som heldigvis resulterede i, at du endelig fattede, hvem du er, og hvad du vil med livet.

Og hvad du ikke vil. For eksempel den slags relationer. Eller. Og her introduceres mødetype nummer to: Der er tale om mødet med den potentielt eneste ene. Den eneste ene partner, der kan omvende dig. Nærmest religiøst. Du vil vækkes og tilbede en ny Gud. Du skal vendes fra det polyamorøse til det monogame.

Du møder den eneste ene, der får dig til at tage afstand fra alle andre muligheder. Den eneste ene der får dig med i Ikea, den eneste ene som får parmiddage til at give mening, den eneste ene som du med den største følelse af meningsfylde går kold ved siden af til en HBO-serie kl. 21.30. Eller…

For nu er det, at jeg lige må henlede opmærksomheden på den tredje mulighed: det respektfulde, livgivende, hengivne, ikke strukturerede og ikke aftale-baserede møde. Det møde som Leonard Cohen efter sigende var så god til, nemlig med tryghed, lidenskab og åbenhed at kunne hengive sig til nydelsen af en kvinde.

Både den enkelte kvinde, men også kvinden som koncept. Måske endda kvinden som menneske. Også selvom han da vist havde en karriere at passe. Der kan være mange, der kan være få. Relationen kan vare længere eller kortere tid. Men den er respektfuld og varm, og man lader den fylde, selvom den ikke er blevet en etableret kærlighedsrelation endnu. Syntesen mellem kærlighed og sex. Det der med et bedaget udtryk kaldes erotik. Et ord som er gledet ud af min generations ordforråd, et begreb vi overlader til Joan Ørting, eller til dem som startede Thy-lejren.

Denne type møder er hverken baseret på en forventning til fremtiden eller reduceret til de lyse, smadrede timer, hvor man smutter, så snart akten er ovre.

Det, at den type møder ikke er fremtidsorienterede, er ikke det samme som at de ikke kan gå hen og vare længere tid eller blive til et forhold. Det er bare ikke det, som er drivkraften. Og bare fordi noget ikke er hægtet op på fremtiden, betyder det ikke, at det er hovedløst.

Det kan lige så godt betyde, at det bare er nutidsorienteret. I stedet for at sætte hinanden fri efter at have inddæmmet hinanden i et årelangt forhold, begynder man hele relationen med at sætte hinanden fri. Fri til at være i det, som nu engang er. Og fri til selv at være den i det, som man er.

For i alle relationer vil der altid være forskelligt rettede følelser. I hvert fald hvis man tillader sig selv at mærke efter. En del af en vil eje, men samtidig vil man ikke ejes. En del elsker en anden del hos et andet menneske, men har svært ved at acceptere andre dele. Noget i en vil smelte sammen, men man vil samtidig være sig selv. Måske, ganske sandsynligt, oplever man tvivl ved at give sig hen.

Forleden læste jeg en anmeldelse af en ny bog om Søren Kierkegaard. Anmelderen opsummerede Kierkegaards pointer på følgende vis: ”Den eksistentielle angst er ikke længere generator for valg, men er forvandlet til frygt, målstyring og kontrol. Vi er blevet dårlige til at fjumre et år eller ti. Til at gå vild. Og finde hjem igen.” Og så den vigtigste: ”Vi er blevet dårlige til at leve lidenskabeligt med paradokserne. De løfter os ikke, de gør os bange”.

Jeg ved det: Det er en voldsom skefuld at nævne Kierkegaard og Tinder i samme artikel, men lad mig nu lige få lov at svinge mig op her. At leve lidenskabeligt med paradokserne er en af de bedste sætninger, jeg nogensinde har hørt. For selvom jeg lyder som en sfærisk svævende erotiker, kender jeg det alt for godt selv. At jeg stiller mig selv spørgsmålet: ”Jamen, hvad vil du egentlig”?

Den to-hovedede drage

Hver gang jeg støder på tvivl, hver gang jeg møder en ”på den ene side, men også på den anden side”, oplever jeg det som et problem. Som en to-hovedet-drage der er sendt til planeten Jorden for at fucke min ambitiøse livsakse op.

Tvivlrådigheden skal elimineres hurtigst muligt. Også når det kommer til dating og spirende relationer: ”Hallo, hvilken relationskasse skal det her ende i”? Efter jeg blev single, har jeg tænkt over følgende: Hvor er fjumren-runden? Hvor er: ”Jeg er vild med dig, jeg aner intet, derfor nyder vi nuet i en respektfuld og omsorgsfuld og nærværende relation”?

De paradoksale følelser (eller ikke-målrettede følelser kan man også kalde dem), som ofte følges med nære relationer, ser man som et problem. Og det er et problem. For det er unaturligt ikke at have dobbelte følelser, og hvis vi glemmer det, sygeliggør og problematiserer vi os selv, hvilket giver stress og dårligt selvværd.

Vi må, ikke kun i kærlighed, men generelt i livet, ikke forveksle paradokser med noget fejlagtigt – noget der ikke er, som det skal være. Paradokset kan løfte os. Det kan nuancere og eventyrliggøre tilværelsen. Anerkendelsen af paradokserne tilfører virkeligheden ilt. De paradoksale følelser tillader i lav grad at lægge en plan for fremtiden, men til gengæld opfordrer de til at være i nuet. Fordi der i kompleksiteten er indlejret rigeligt med bevægelse. En bevægelse som ikke peger fremad, men som peger fra side til side.

En klog dame sagde engang til mig, at hun var så ærgerlig over, at vi kun ser kærlighed som sand kærlighed, hvis den varer for evigt. En forbigående kærlighed kan sagtens være stor kærlighed. En uetableret relation kan sagtens være intens. Og et forhold kan godt både være paradoksalt og inderligt hjerteligt på samme tid.

Vi skal kunne leve lidenskabeligt med paradokserne. Og vi er nu klatret hele vejen op ad bjerget for at lande på klicheen over dem alle: Vejen derhen er ikke midlet. Vejen er målet i sig selv. Også når det kommer til møder mellem mennesker.

Foto: Flemming Leitorp

Find mere om
Footer graphics