De fleste af os kender ham nok som ‘ham med lampen’. Altså Poul Henningsen, den danske arkitekt, der er far til de tidløse og ikoniske PH-lamper, som hænger over utroligt mange spiseborde i det ganske land. Min egen viden om Poul Henningsen stoppede også lige præcis der. Ved den populære pendel.
Men så skete det, at jeg sad og zappede en sen søndag aften. Jeg landede på DR2, og der var noget ved de sorthvide billeder og den rigsdanske speak, en form for behagelig rislen, der ramte lige ind i mit på én gang trætte og ‘mellow’ humør. Det lyder måske som opskriften på at falde i søvn, og det var da også lige ved, at øjenlågene blev tunge.
Så hvorfor blev jeg hængende til en hel dokumentar om en lampemager? Fordi Poul Henningsen åbenbart var så meget mere end det.
Poul Henningsen var badass, gesjæftig og fuld af ideer. Med en smøg konstant hængende i mundvigen skrev han revyer og skrappe kronikker i Politiken, hvor han insisterede på at udfordre tidens normer. Både når det kom til design og musik, men ligeså vel når det kom til ordentlighed og medmenneskelig opførsel. Han var erklæret vild med jazz – kontroversielt for hans tid – og forsvarede blandt andet Josephine Bakers ret til at være en letpåklædt entertainer.
På 28 minutter leverer dokumentaren på én gang et portræt af en utrættelig idemager og et tidsbillede af vores fælles danmarkshistorie, som vi alle sammen står på skuldrene af. Den klipper mellem videoklip fra de festlige, larmende 20’ere i København, besættelsen i 1940’erne og gamle klip af Poul Henningsen, der reflekterer over sit virke og lange liv. Billederne er smukke, især passagerne af den gamle arkitekt, der står på en mark og flyver med drage, er tæt på terapeutiske. Drageflyvningen var hans kreative åndehul, hvor han fik ideer.
De to bogstaver, PH, blev et brand allerede i Poul Henningsens egen levetid, og lamperne gav ham penge til at tage ordet. Han blev beskrevet som en ‘gadedreng i sit sprog’ og ‘en provokatør af Guds nåde’, utrættelig i sit arbejde med at kæmpe for en mere retfærdig verden. Det er for eksempel Poul Henningsen, der står bag teksten til den ikoniske sang ‘Man binder os på mund og hånd’, som var hans måde at omgå de stramme censurregler, der herskede under anden verdenskrig. Han skrev sangen til revykomedien ‘Dyveke’, hvor Liva Weel optrådte med sangen og fik publikum til at rejse sig til linjen: “Ingen er fanget, når tanken er fri”.
Poul Henningsen holdt velformulerede dundertaler til fjernsyn, der var lige så skarpe som hans tykke, firkantede brillestel. Og det kan ikke være andet end dybt fascinerende, hvordan ord og holdninger, der har mere end 80 på bagen, kan ramme så rent og være så relevante i dag også.
Da anden verdenskrig var slut, og tyske krigsflygtninge kom til Danmark i store tal, blev de indsluset i primitive barakker med små madrationer og dårlige hygiejneforhold. Børnedødeligheden var høj, og pressen var forment adgang til lejrene. Men Poul Henningsen insisterede på at skrive om forholdene, og som han siger i dokumentaren: “Det er mennesker i nød, men deres landsmænd har hærdet os mod medmenneskelighed.”
I efterkrigstiden kæmpede han med sine ord mod de love, der ville straffe forrædere med døden med tilbagevirkende kraft. Han kaldte det for ‘nazistisk hævnmentalitet’. Og da opgangstiderne kom var han stadig på vagt. Han skrev indlæg om, at en ny fremmed magt stod klar til at besætte os alle sammen: masseproduktionen. “Den gør det mere elskværdigt end nazismen. Den siger, den vil dække alle vores behov, men vi vil komme til at betale med vores sjæl,” siger Poul Henningsen bombastisk i dokumentaren. Han spåede, at overforbruget ganske lumsk og stille ville ensarte os og gøre os konforme. En sidste del af hans arbejdsliv udmøntede sig i forbrugermagasinet ‘Tænk’, som stadig lever i dag, for i det mindste at ruste folk til at være bevidste forbrugere.
Opsangen om humanisme og forbrugerisme virker aktuel som aldrig før. Med krige, der raser i Palæstina og Ukraine, og en jordklode, der er belastet af vores dobbelte carporte, nybygger-huse og mode-mentalitet, trænger vi stadig til at få en på lampen.
Poul Henningsens ord har i hvert fald hængt i luften hos mig, lige siden jeg så dokumentaren. Især når jeg sidder og får overbevist mig selv om, at jeg virkelig trænger til et par nye bukser fra Zalando. Eller at vores lejlighed bare ville være et meget rarere sted at være, hvis vi fik en ny sofa. For vi ved jo alle sammen godt, at det ikke passer. Det er ikke bukserne eller sofaen, der gør os lykkelige. Og det giver Poul Henningsen en rap, kærlig og veloplagt påmindelse om fra graven.
Han får skubbet lidt til os i sofaen, puffet os ud af den konforme døs, og det er umuligt ikke at blive inspireret til at forsøge at stå ved sine meningers mod frem for at passe på den gode stemning. For som Poul Henningsen siger til slut i dokumentaren i en sekvens, der er optaget kort før hans død: “Det er ikke de uskyldige ting i mit liv, jeg med glæde ser tilbage på. Det er de skyldige ting. De ting, hvor jeg har villet noget.”
Serien ‘Store Danskere’ bliver af og til vist på flow-TV på DR2, men ligger også på DR’s app.
