Premiere på ‘Den store bagedyst’: Det er vammelt at se så mange mennesker lave pølser ud af mørkebrun kagedej

’Den store bagedyst’ er tilbage med en ny sæson i allerbedste sendetid, og lørdag aften bød den altid jubelglade sprechstallmeister Timm Vladimir velkommen under teltdugen nu for ottende gang. Formlen er så godt som den samme som de forrige år, og derfor er vi allerede blevet trakteret med kandiseret slotsidyl, gråd og kagedejsfadæser i rigelige mængder.

Første afsnit var praktisk talt en spillefilm på halvanden time, hvor de nydelige køkkener blev godt og grundigt tværet til i dej, glace og koloreret marcipan (og frangipane) af de 10 nye bageraspiranter, der først skulle bage sig selv som kagemand eller -kone, for derefter at lave træstammer ud af resterne.

En opgave, der afstedkom et samstemmigt, nærmest sekterisk, ”juhuu!!” fra flokken, og så kørte kagebussen ellers for fulde gardiner og strygermusik.

Nu kan kagemænd jo generelt godt være lige lovlig opulente i det, men det er jo ingenting i forhold til træstammer. Det ved alle, der engang har været teenagere. Og mens man sad der i ens intense skærmindlevelse og kørte den ene romkølle ind efter den anden, blev der lagt en solid bund, det må man bare sige.

Men der var rent ud sagt noget vammelt ved at se så mange mennesker røre ved så meget brun kagedej på samme tid. Og der var altså ingen grund til at omtale de mørkebrune stammer som ”lorte” og “pølser”, hvilket flere af deltagerne gjorde, men så kom vi ligesom i gang.

Timm Vladimir kunne endda supplere med et par fede ’som man siger’-jokes, og pludselig var der lidt lummert inde i det nysselige telt. Det blev der nu hurtigt rettet op på takket være de to stride proffer Katrine Foged Thomsen og Marcus Grigo, som i denne sæson har lagt sig i selen for, at det hele ikke bliver alt for hyggeligt.

At bage er at gøre det rigtige, i den rigtige rækkefølge med de rigtige ingredienser. Ordnung muss sein i en rigtig bagedyst! Selv Thomsens hår vidste det.

Og så til kagerne

Derfor burde den ellers ret vågne spinninginstruktør, Rasmus, der lever efter mottoet ”go big or go home”, måske også have forudset, at en ’Nik og Jay-kagemand’ med pels og sixpack ikke ville tage kegler. Bare navnet virkede ligesom forkert. Men for en dommer i bagedysten er det altid nemmere bare at give ’finishen’ skylden, når man synes, noget er seriøst dårligt.

Meget bedre gik det ikke hos den levende candyfloss, unge Beate fra Ållern, som elsker farver ”mega meje” og egentlig synes, at det meste er ”fucking nice”. Hun var nær ved at glemme at komme rulleskøjtehjul på kagekonefødderne, men nåede det i sidste sekund. Resultatet kunne dommerne dog ikke rigtig hidse sig op over. Det var igen noget med ’finishen’, selvom identifikationen vist var god nok.

Helt skidt stod det til hos Fillip – skovhuggeren, som fandt Gud på en tur til Hawaii og fortæller dét til sine medmennesker som det første. Det var noget grovmotorisk gratværk i hans afdeling gennem alle tre opgaver, han havde ellers gejsten, men ikke ligefrem et appetitligt håndelag, og derfor lå han lunt i svinget til en sortie.

Men ak: Ligesom tidligere har man valgt fra programmets side ikke at smide nogen hjem i første omgang. Det er nok bare lidt mere hyggeligt på den måde.

Som at se ‘Die Hard 4’

I ’Den store bagedyst’ tager man nemlig ikke rigtig nogle chancer, hverken foran eller bagved kameraet. Ikke bare er dagsordenen frygteligt forudsigelig, men også deltagerne er skræmmende identiske med de forrige sæsoner, hvis man ser på dem som typer: den ældre, den bramfrie, den helt unge, den lattermilde, jyden, mandemanden og så ham med lidt løsere håndled.

Det er selvfølgelig godt for repræsentationen, men allerede efter første afsnit er det alligevel som om, at maskineriet som sådan lider en smule af metaltræthed. Det er lidt som at se ‘Die Hard 4’. Eller 5. Man behøver ikke at se det hele for at kende slutningen, fordi dramakurven jo er ganske den samme som sidste gang.

Nu er det jo dybest set lidt svært at være knotten over, at noget er en anelse kedeligt, og som DR-kollegaerne i ’Nak og Æd’ beviste for nylig, skal man passe gevaldigt på med at ændre for meget i fjernsynsformularen, når først den er god. Ellers får man seerne på nakken.

Når det er sagt, kunne det altså være skide skægt, hvis ’Den store bagedyst’ smed folk ud, der simpelthen var for kedelige. Ligesom i ‘Die Hard’. Plaf plaf, du er kedelig, du’ død. Videre. Man vil jo helst se på actionhelten og høre one liners – pæne kager er sekundært.

De sjove er de dårlige

Derfor er det også programmets store indbyggede problem, at de sjove desværre også er de dårligste. Og at de gode er til den kedelige side. Det gode fjernsyn handler i sidste ende ikke særlig meget om kager, men mere om fejl og de mennesker, der begår dem.

Undtagelsen, der bekræfter den regel, er unge Frederikke, der har så stor kunstnerisk tæft, at hun for min skyld gerne må gå hele vejen til finalen. Til gengæld er det skræmmende igen at opleve, at årets yngling er så dygtig, som hun er. 17-årige Mia har en militaristisk disciplin i forhold til madlavning, hun er kalkulerende, smart og modig (majs), og derfor ender hun også som første uges mesterbager.

Men som repræsentant for sin generation og for 12-talstypen som sådan er det – med fare for at lyde ekstremt meget som en 80-årig – foruroligende, at der systematisk fostres disse ufejlbarlige fodsoldater, der kan excellere i snart sagt hver en teknik i et køkken.

Vi ved jo godt, at Mia kan lave skønne kager med magiske mousser, som dommerne vil beundre med underspillet kendermine, men inderst inde vil man helst bare se Fillip, Rasmus og Pia fucke godt og grundigt op. De burde have deres helt eget afsnit. Og gerne til lyden af olietønder og gammelt Nik og Jay. For man hygger sig alligevel allerbedst, når andre lider lidt på tv.

Fotos: DR