thomas balslev
Foto: Rita Kuhlmann

Det er dumt og efterhånden en fysisk belastning: Men jeg kan ikke lade være med at løbe om kap med folk i Fælledparken

Jeg orker det ikke. Men når jeg løber ture rundt i København, tager mit stupide konkurrencegen over og tvinger mig til at prøve at løbe fra fremmede.

Jeg bøvler lidt med mit knæ for tiden. Faktisk dem begge to. Mine lægmuskler er også ret ømme. Og mine baller har det ikke optimalt. Det er som om, der sidder en angst i min røv. Selv den mindste bevægelse kan skabe en underlig chokeffekt i musklerne i det område.

Nytårsaften var jeg så plaget, at jeg måtte sidde ned for at holde det ud. Sådan burde det ikke være, men sådan er det lige nu, fordi jeg ikke rigtig kan styre mig, har jeg fundet ud af.

Jeg er det, der med et alt for sjældent ord kaldes en kondiløber. Jeg løber ture for at holde mig i form, og jeg kan ret godt lide det. På den her tid af året, når regn eller slud eller sne (hvad er det overhovedet?) pisker på ruden, skal jeg være ærlig at sige, at det kræver lidt ekstra at finde den disciplin frem, der får mig ud.

Tit siger jeg til mig selv, at det er okay, at det bare bliver en frisk lille luntetur. Men jeg burde egentlig vide bedre. For det ender altid galt. Det ender altid med, at jeg løber mig selv halvt ihjel for at føle mig som et mandfolk.

Hvor end jeg gerne ville, kan jeg ikke lade være med at løbe om kap med fremmede folk, når jeg jogger ottetaller i Fælledparken eller cirkler rundt om Søerne. Det er dumt og efterhånden lidt en fysisk belastning, som I nok kan forstå, for det betyder ofte, at jeg presser mig til det, vi kunne kalde 25-øre-stadiet: Der, hvor man har en umiskendelig følelse af at have munden fuld af gamle mønter.

Når jeg kommer hjem efter sådan en tur, er jeg færdig. Sommetider også rasende, hvis der har været en udfordrer, som var særlig svær at løbe fra. Hvorfor fanden gav han ikke bare op?

De fleste ved slet ikke, at de ganske ufrivilligt deltager i det her konkurrenceløb med fremmede, de bliver bare overhalet og fortsætter ufortrødent i deres eget tempo. Men andre har det ligesom mig.

Der er en esoterisk klub af pikmålere i den her by, det kan jeg se, når vi udveksler skjulte blikke ud af øjenkrogen. Vi scanner og spejler vores anatomi i hinanden for at finde ud af, hvor fair konkurrencen er mellem os. Hvis jeg møder en løber af normal statur, skal jeg vinde. Hvis han sætter tempoet op, sætter jeg det endnu højere op. Sådan er det. Jeg. skal. vinde.

Normalt vil jeg betragte mig selv som en velfunderet ung mand, til tider læner jeg mig endda ind i det intellektuelle miljø og læser en digtsamling. Men på grusstierne i København er jeg en simpel gorilla. En banal udgave af en mand, der vil gøre alt for at vinde en tilfældig magtkamp over en anden mand, jeg formentlig aldrig ser igen.

Gid jeg i stedet kunne løbe som den japanske forfatter Haruki Murakami. I sin bog ‘Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe’ skriver han et sted sådan her: “Det meste af det jeg ved om at skrive, har jeg lært ved at løbe”. For ham er der en erkendelse i at løbe, en mental udvikling på færde. En af mine kammerater, Victor, skriver også bøger og digte om, at han cykler – om den lutring af sindet, den fysiske udfoldelse er for ham. Hos mig er der ingen mental overbygning på en løbetur, ingen resultater. Bare hjertet der hamrer for at overleve. Hvor dumt kan det lige blive?

Samtidig må jeg bare sige, at der er en del af mig, der finder det ret vidunderligt. Den der intense blodgennemstrømning af ustyrligt instinkt og hengivelse til konkurrencegenets friløb rummer en fysisk frigørelse, der kan være et velgørende modstykke til en ellers så besindet hverdag, hvor hovedet og bevidstheden stort set bestemmer det hele. Af og til er det rart at gøre noget så dumt som at løbe fra en fremmed.

Jeg ved ikke helt, hvem det er, jeg prøver på at imponere, for der har aldrig været nogen vinderceremoni efter mine løbeture. De går så at sige i glemmebogen, uden at nogen tager notits af dem.

Jeg kan nu ikke lade være med at tænke på et program om junglens dyreliv, jeg så for leden. Her viste de nogle helt magiske fotooptagelser af en sælsom fugl, en han, som havde en fuldstændig gakket måde at forføre hunnen på. Hunnen sad på en gren og kiggede ned på hannen, der havde fejet jordbunden ren for krat, så han frit kunne kurtisere og danse fra side til side, mens han brugte sin fjerdragt til at antage forskellige abstrakte silhuetter. Det var fascinerende og endte med en parringsakt på omkring to sekunder.

Jeg følte mig enormt forbundet med den fugl, det må jeg indrømme. Hvor underligt og primitivt det end lyder, kunne jeg relatere til dens dybt indfølte og halsbrækkende præstation. Dens flippede moves. Fuglen har selvfølgelig ingen idé om, hvad den foretager sig, den gør det bare af drift – det er ren og skær biologi, som handler om at vinde hunnens gunst.

Som moderne surdejsmand, kæreste og far til en (snart to) skulle man tro, at jeg var i stand til at hæve mig op over min hormonelle biologi, og at jeg kunne vælge mine kampe med større omhu, end det er tilfældet, så snart jeg snørrer mine løbesko. Men det er der altså ikke noget, der tyder på. Nu skinner solen endda udenfor. Lidt frisk luft kunne være dejligt.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics