“Har du ikke prøvet at stå i en bar og fået drinks af en fyr og fået ham til at tro, at I skulle en hel masse bagefter, og så ville du ikke alligevel?”
Som sexolog ender jeg af og til i snakke, der går helt tæt på mit eget sexliv. Som regel parerer jeg og går uden om. For selvom nogle mennesker åbenbart tror det, så medfører det at være sexolog ikke en forpligtelse til at dele alt fra sin private sfære.
Forleden, da snakken blandt bekendte på en bar faldt på at “få mænd til at tro, at man er til noget”, valgte jeg dog at melde klart ud. Fordi det er vigtigt, og fordi jeg blev temmelig provokeret.
“Har du nogensinde været en narrefisse,” blev jeg spurgt.
Urgh! Jeg tænder helt af på det ord.
Det er da meget muligt, at der er nogen, der synes, jeg har opført mig som en narrefisse. Men ved I hvad? Det er jeg fuldstændig fløjtende ligeglad med. Jeg skylder ikke nogen noget.
Da jeg havde formuleret den holdning med cirka samme ord, blev der stille et par sekunder. Det var ikke en feel good-udmelding, kunne jeg forstå. Men jeg mener det helt alvorligt: Jeg – og alle andre uanset køn – har ret til at sige A tusind gange uden nogensinde at sige B.
Eller at sige A og så trække følehornene til sig, hvis det er det, der føles rigtigt. Det har man lov til, og det håber jeg da godt nok også, at andre gør, hvis de skifter mening om at være sammen med mig.
Det med at stå i baren og lade mig beværte og med vilje lade den anden tro, at jeg gerne ville have sex, mens jeg selv godt vidste, at jeg overhovedet ikke ville, tror jeg vitterlig aldrig, jeg har gjort.
Men hvis jeg havde, so what? Ja, det ville da være ufint. Men uanset hvor mange drinks man har nedsvælget på en andens regning, hvor tæt man har danset eller hvor mange gange man har inviteret på morgenkaffe, er det ikke lig med at forpligte sig til sex. Og selv hvis man har sagt, at man gerne ville have sex, har man lov at lave sin mening om. Any. Time.
At være i måske-gear til at begynde med og så senere vælge et nej tak senere, er ikke bare okay. Det er mere end det: Faktisk er evnen til at gøre netop det en nødvendig kompetence. Hvis et menneske ikke er i stand til det, har det menneske ikke sunde seksuelle grænser. Men skal kunne stige af, hvis noget føles forkert. For sin egen skyld, men faktisk også for den andens. Fortsætter du, selvom du ikke har lyst, så gør du den anden til krænker. Og at blive ufrivilligt castet til den rolle er om muligt endnu værre end at blive afvist.
Så: Du må gerne flirte, og du må gerne fortryde. Det er altid okay sige A uden at sige B. Uanset hvad andre måtte mene om den sag. Så skal vi ikke blive enige om at aflive begrebet “narrefisse” her og nu?
Kærlig hilsen,
Sara
