danmarks modigste youtuber

Gode, gamle Tivoli vil satse på virtuelle forlystelser med nærdødsoplevelser, der fucker med din hjerne

Danmarks ældste forlystelseshave sprøjter 100 mio. kroner i udskiftning og opgradering af rutsjebaner. Men i investeringen ligger også et ønske mod at tilbyde flere virtuelle oplevelser i den gamle have. 

“Du går ude på en tynd line og kigger ned i en bjergskråning. Og du tror vitterligt, at du er der. Du skal virkelig tænke dig om og sige til dig selv: ‘Det her, det er ikke rigtigt’“. 

Sådan opsummerer Tivolis underdirektør Mogens Ramsløv den teknologiske udvikling for forlystelsesparker verden over, hvor VR eller ‘virtual reality’ bliver en mere integreret del af oplevelsen, selv om teknologien endnu er i den spæde begyndelse. 

Mogens Ramsløvs opgave er at gøre en gammeldags forlystelseshave relevant i en moderne verden. For selv om Tivoli, der er en af verdens mest berømte parker og dermed står brandingmæssigt stærkt, så kæmper den bravt med alderen.

Tivoli i København er verdens næstældste forlystelseshave fra 1843 (den ældste er Dyrehavsbakken), og verden har ændret sig ikke så lidt siden da. Tivoli opruster derfor oplevelsesberedskabet i 2019 og bruger 100 millioner kroner på at opgradere og udskifte parkens adrenalin-katalysatorer.

I en pressemeddelelse skriver Tivoli, at investeringen kommer, fordi forlystelsesparker konkurrerer mest på, hvem der får de nyeste og sejeste forlystelser.

Men hvor meget VR kan man så egentlig putte ind i den gamle have? Og kan det overhovedet lade sig gøre uden grundlæggende at ændre på den måde, som adrenalinkicket virker på i dag? 

I den amerikanske forlystelsespark ‘The Void’ i Utah i USA har man taget udfordringen ganske seriøst. I en kæmpe bygning huser de derfor en vaskeægte, virtuel ‘forlystelsespark’, der indeholder massevis af blanke vægge, trapper, luft- og vandmaskiner, der skal simulere følelsen af vind og vejr. Du bevæger dig altså fysisk rundt i et virtuelt univers, hvor du kan røre, høre, føle og mærke. Det er en digital verden med virkelige rammer, men som sådan ikke direkte sammenligneligt med danske Tivoli. 

Kigger man på Tivolis udvalg af forlystelser, er der endnu ikke nogen teknologisk revolution at finde. Selv om Tivoli’s underdirektør lover, at den fagre, nye verden er på vej.

Fremfor en højteknologisk wow-oplevelse betyder årets millioninvestering, at Tivolis tematiske dekorationer, udsmykninger og facader skiftes ud. I millionplanerne må også en gammel rutsjebane stille træskoene, mens en ny kommer til. Vigtigst af alt er det stadig en rutsjebane i traditionel forstand, når ‘Mælkevejen’ i 2019 overtager ‘Odinekspressen’. 

Rutsjebanerne bygger videre på et knap hundrede år gammelt koncept, hvor oplevelsen opnås ved fart, rundture og retningsskift. I 2017-18 sæsonen kunne Tivoli-gæsterne for første gang prøve rutsjebanen ‘Dæmonen’ iført VR-headset.

“Vi skabte selv vores VR-briller baseret på en Samsung-brille, hvor vi fik lavet en masse modifikationer, som vi udtog tre patenter på,” fortæller Mogens Ramsløv. 

Man kører altså turen i virkeligheden, men fremfor at kigge på den københavnske himmel i stedet kigger man på en kinesisk-inspireret virtuel dimension med drager og dæmoner, ild og fyrværkeri. 

“Om ganske kort tid løfter vi sløret for vores nye VR-satsning for den kommende sæson. Det er helt klart, at vi arbejder videre med det, ligesom vi også arbejder mere med lys og lysinstallationer, der kan simulere et bestemt humør, en stemning eller scenografi,” siger underdirektøren. 

Så selv om Tivoli også om 100 år nok stadig vil være Tivoli, kæmper de indtil da om vores opmærksomhed i en udbudsrig verden af oplevelser og kicks. Og her kommer VR til at være en del af fremtidsplanerne: 

“Det giver en ny dimension, hvor man kommer ind i et andet univers og får nogle nærdødsoplevelser, der fucker med din hjerne,” mener Mogens Ramsløv. 

PR-foto øverst: Tivoli

Find mere om
Footer graphics