Sanne

‘5 plader der ændrede mit liv’ med Sanne Gottlieb: ”Debbie Harrys stemme fik mig til at længes mod noget større, frækkere og vildere end det jeg kendte”

Musikjournalist Henrik Queitsch skriver klummen ‘Fem plader der ændrede mit liv’. I dag med musiker, radiovært og forfatter Sanne Gottlieb, der er aktuel med bogen, ‘Klimakteriesild’.

PR-foto: Henry Wong

Sanne Gottlieb (f. 1968) var som helt ung kunstskøjteløber på eliteplan, hvilket bl.a. resulterede i et Danmarksmesterskab. Hun er uddannet i film- og medievidenskab og debuterede i 1986 med bandet Candy Club i Barbue i hjertet af København. Var i årene 1989-1993 sangerinde i artrockgruppen The Poets, der også vakte en del opmærksomhed i udlandet. Deltog i Dansk Melodigrandprix i 2000 og 2001.

Gottlieb havde i en periode en karriere i Asien (hvor hun boede med sin daværende mand) under navnet Sunny. Mor til tre børn. Debuterede som forfatter i 2017 med romanen ’Sleep Stalker’. Radiovært på Radio24syv. Aktuel med bogen ’Klimakteriesild’, hvor en række kendte danske kvinder deler deres erfaringer med at komme i overgangsalderen. Vi har i den anledning bedt Sanne Gottlieb om at fortælle om fem af de plader, der har rykket ved hendes fundament (vi tilgiver, at hun fik listet lidt flere ind).

Suzi Quatro

1. Suzi Quatro: ‘The Wild One’ (1974)

”Som 6-årig fik jeg en single af min mor med Suzi Quatro. På den ene side var hittet ’The Wild One’, på den anden en udtalt B-side, der irriterede mig gevaldigt. Min mor havde fået mig som 20-årig, og vi boede alene i en lejlighed på Frederiksberg. Det var et tidstypisk halvfjerdserhjem for en ung kvinde med plakater af Bob Dylan på væggen i stuen side om side med patchwork, en plakat med en orangutang, kugleformede sækkestole og et orangemalet bord. Det var et hippiehjem, og så alligevel ikke. Der var en kant, for tingene sejlede ikke. Hun havde helt styr på sit liv og på mig”.

”Min verden var fuld af musik og tosseri med hende. Vi dansede altid ’skørt’ på stuegulvet. Men så skete det, at hun kom hjem med den her single. Det vækkede noget dyrisk, nærmest et urinstinkt i mig. Man kan vel kalde det sex and drugs and rock’n’roll. For når jeg lyttede til dette nummer, begyndte jeg at spille luftguitar, mens mine hofter, der var klemt ned i et par trompetbukser med lapper af stjerner og halvmåner, vred sig. Det bedste ved nummeret var den instrumentale intro med en tung guitar, der skrattede. Og jeg var vild med ordene fra Suzis hæse stemme; ”I’m the wild one, oh yeah, I’m the wild one”. Pludselig fik jeg carte blanche til at være vild. Jeg blev The Wild One. Der var ingen distance mellem musikken og mig. Det hele gik op i en enhed”.

Blondie

2. Blondie: ’Parallel Lines’ (1978)

”Det var et sted i Skovlunde, hvor der var dyrskue. Hvorfor jeg var der, har jeg ingen erindring om, for jeg havde ingen venner, fordi al min tid gik med at løbe på skøjter. Men min mormor og morfar boede i byen, og derfor er jeg nok cyklet derhen en søndag eftermiddag. På et tidspunkt, da jeg gik forbi nogle bure med kaniner, begyndte nogle højtalere at spille musik ud over pladsen. Det var Blondie med ’Heart of Glass’. Igen skete der noget i mig. Noget der var større end Skovlunde og dyrskue og nuttede dyr. Blandingen af den elektroniske lyd og Debbies stemme fik mig til at længes. Længes mod noget større, frækkere og vildere end det jeg kendte.”

”I den periode fik jeg 30 kroner i lommepenge om måneden. Så da jeg havde råd, gik jeg fluks i TP Musik på Gammel Kongevej og købte albummet. Det var der, at det gik op for mig, at jeg skulle lave musik. Jeg så mig selv som Debbie på coveret, hvor hun var i centrum mellem de sorte og hvide striber. Det var sådan, jeg ville være. Min kjole skulle bare være gul, og mit band skulle hedde Lemon. Jeg spurgte min mor, hvor gammel jeg skulle være for at have et band. Hun svarede 16”.

David Bowie

3. Alt med Bowie

”Året er 1980. Bowie kommer ind i mit liv i samme periode, som jeg er hemmeligt forelsket i en dreng fra min parallelklasse. Bowies ene øje er grønt, og den hemmelige forelskelse har grønne øjne. Det er ’Ashes to Ashes’, der lægger fundamentet til et års hemmelig besættelse.

Min veninde og jeg sidder i mørket og aer hinanden i nakken, mens vi forestiller os, at det er David Bowie. Egentlig handler det ikke om sex, for der er vi ikke endnu. Men Bowie er GUD. Også selvom vi begge synes, at han er forræderisk mainstream med ’Let’s Dance’-nummeret nogle år senere.

Det er ’Station to Station’, ’Ziggy Stardust’, ’Diamond Dogs’ og hele repertoiret af hans karriere, der kører under den slidte pickup. Bowie baner vejen for den kunstneriske åre i mig. For legen i det visuelle udtryk. For det, at man ikke altid behøver at være den samme”.

4. Kate Bush: ‘The Hounds of Love’ (1985)

”Som 16-17-årig hørte jeg meget Cocteau Twins og Kate Bushs album ’Hounds of Love’. På repeat. Det var i musikken, at jeg fandt en ro. Min tid var stadigvæk i skøjtehaller og med brækkede knogler. Ved siden af dette var der kun det ene venskab med veninden. For når man er elitebarn, ER man anderledes end sine jævnaldrende. Man lærer ikke de sociale koder. Man lærer ikke at please for at få venner, for man er altid alene, og man skal altid vinde. Musikken var en forlængelse af skøjteløb, for den blev fysisk for mig. Når Kate Bush dansede i sine videoer, kunne det ligeså godt have været mig. Og når hun blinkede inciterende med sine øjne, kunne det lige så godt have været den 16-åriges spirende seksualitet, der lokkede sine omgivelser. Den kvindelige side i mig kom fra hende”.

5. Ellie Goulding: ’Lights’ (2010)

”Midt i min skilsmisse i Italien faldt jeg over albummet ’Lights’. Egentlig bryder jeg mig ikke om den genre, men jeg var så indædt ulykkelig og på dybt vand. Når jeg lukkede mig ind i min lejlighed, som på det tidspunkt var et møbleret studio uden nogle af mine ejendele ud over to kufferter, spillede jeg det nonstop, mens jeg forberedte mig på at få et liv op at stå igen. Og letheden i Ellie Gouldings musik gjorde livet lettere. Jeg havde den i mine ører, når jeg gik på gaden, mens jeg funderede over, hvad fanden der egentlig skete omkring mig i mit liv”.

”Måske var det netop det, at jeg normalt ikke ville lytte til den type musik, der gjorde, at jeg genopfandt mig selv. Jeg kontaktede Warner Music i Italien. Gik bare forbi og præsenterede mig. De tog mig alvorligt, og det resulterede i, at jeg blev sat sammen med forskellige musikere og producere, og efter tre måneder lå jeg i den tunge liga af sangskrivere. Jeg blev en del af nogle stærke venskaber, som jeg aldrig har haft før eller siden. Jeg gik ud hver aften. Festede. Var fuld og dramatisk og 19 år igen. Jeg fandt en ny side af mig selv og færdiggjorde min første bog ’Sleep Stalker’ og det album, som jeg bliver nødt til at få udsendt i 2020, for det holder max. Det tilskriver jeg dette album med Ellie Goulding”.

Læs flere ‘5 album’-musikklummer her

Footer graphics