Tro det eller ej, men på et tidspunkt så journalist og forfatter Linea Maja Ernst en ret sjov graf.
Det var en trekantsstruktur over trediverne, hvor der stod ‘arbejde, familie, venner’, og så stod der ‘Vælg to’. Da hun så den, havde hun selv rundet det skarpe hjørne efter de hvileløse tyvere, og hun tænkte, at grafen var så rigtig. Brutal, men rigtig. For livet er som bekendt bittert, det regner hele tiden, og mens du sidder og læser den her tekst, er der 8.000 danskere, der har sex.
Men måske kunne det hele være anderledes. Måske behøvede vi ikke leve i monogame parforhold, gå på arbejde hele tiden og lade vores humør påvirke af konjunkturer og affaldssortering.
Her i Danmark lever vi på mange måder i verdens paradis, og hvis vi ville, kunne vi gøre lige, hvad vi havde lyst til. Vi kunne tage i sommerhus med vores bedste venner, lave langbordsmiddage under syrenerne og diskutere smuk litteratur, bade i søen og nusse hinanden i håret. Måske kunne vi – og det er her, det bliver lidt lakrids – også have sex med hinanden. Hvorfor egentlig ikke?
Det synes at være det store spørgsmål i Linea Maja Ernst nye og første roman, ‘Kun til navlen’. Den handler netop om syv gamle venner i trediverne, som tager en uge i sommerhus med deres kærester og børn for at hygge sig, drikke gin og vermouth og forberede det ene pars midsommerbryllup. Det hele er lækkert, og hvis man ikke vidste bedre, ville man nok til en start tro, at man var i gang med en naturromantisk pornofilm. Men karakteren Sylvia er hemmeligt forelsket i brudgommen, selvom hun egentlig er i et forhold med Charlie, og på den måde bliver der stukket en ordentlig kæp ind i idyllen og den monogame myretue, som begynder at myldre mere og mere henad vejen.
Spørger man Linea Maja Ernst, behøver vi nemlig ikke leve så konformt, som vi ofte kommer til, når vi rammer trediverne og for de flestes vedkommende falder til ro.
Selv blev hun lidt chokeret over at opleve, hvordan hun selv og hendes omgangskreds valgte cirka den samme, satte livsform, når nu de i princippet havde frihed til at forvalte deres liv, som de ville. Det var også den følelse, der fik hende i gang med at skrive.
“Jeg tror måske, jeg skulle have nogle frustrationer ud af systemet. Man kommer hurtigt til at lyde så fordømmende og hellig, men jeg følte, at verden var blevet så affortryllet så hurtigt i trediverne. Det var som om, alle mine spændende venner og mig selv engang var, ja, spændende, og så pludselig blev det hele meget til nogle ensartede liv,” siger hun.
“Altså folk er jo stadig spændende inde i hovedet, men vores livsstil blev pludselig meget fokuseret på karriere, at skaffe en lejlighed og at få halvandet barn og en kernefamilie. Og så var der ikke så meget tid tilbage i døgnet til at se hinanden – og have det studentikost.”
Linea Maja Ernst er 35 år, arbejder som journalist på Weekendavisen, hun bor i lejlighed i København, og hun har selv prøvet at være i et meget sat og dejligt familieliv. Og selvom det var trygt, var det også klaustrofobisk for hende. Derfor prøvede hun at leve et mere frit liv på hendes egne betingelser, men det var stadig lige så længselsfuldt. Bare efter noget andet.
“Jeg er jo selv skyldig. Det er slet ikke ment sådan, at folk er dumme. Jeg er dummest,” siger hun og sipper til den flat white på havremælk, hun lige har bestilt på en café i Ørstedsparken, hvor vi har aftalt at gå en tur og lave det her interview.
Bogen, hun har skrevet, er faktisk en komedie. Og satiren gav lidt sig selv, så snart hun begyndte at beskrive, hvilke typer hun så, når hun gik rundt blandt sine jævnaldrende i København.
“Folk er så specifikke og præcise i deres præferencer. Bare det at jeg skal have en flat white på havremælk, mens der sidder sådan en ung far på caféen, der har en skjorte på med broderede vandmænd. Det er jo ikke svært at skrive parodier, når vi er parodier på os selv,” siger hun og slår fast, at hendes kritik ikke er ond.
“Jeg elsker alle de her mennesker. Og det er meget dejligt at være en del af den her generation, der er neurotisk optaget af at have de rigtige ting.”
Det er hendes håb og overbevisning, at man kommer længere i den her slags samtaler, når man fører den på en bund af kærlighed, humor og forståelse. Det er med vilje, at hun ikke har skrevet en pissesur debatbog. Forhåbentlig griner alle lidt af og med alle karaktererne i bogen.
“Jeg synes, det var sjovt at skrive selve portrættet af millennial-generationen og deres fetish-agtige tilgang til brunch og bestemte måder at strikke på. Min generation har jo et sygt forhold til pisket smør for eksempel. De her livsstilsmarkører er jo sjove,” siger hun.
Parforholdets totale diktatur
‘Kun til navlen’ er heller ikke på nogen måde skrevet for at give alle svarene på, hvordan vi lever korrekte og gode liv. Omvendt giver den plads til, at vi starter nogle lidt kejtede samtaler om gerne at ville noget mere med livet og vores parforhold. Mange af os vælger nok det klassiske borgerlige liv med familie og arbejde, fordi det er almindeligt, tænker Linea Maja Ernst, og ikke nødvendigvis fordi det er det, vi har allermest lyst til.
“Gør det os lykkelige? Er der ikke andre end mig, der føler sig som svingstater, hvor det kunne gå begge veje?”, som hun siger og indrømmer, at det jo ville være super ærgerligt, hvis det kun var hende.
Det er det nok heller ikke. ‘Kun til navlen’ rammer i hvert fald lige ned i nogle af tidens store samtaleemner om åbne parforhold og polyamori. Den er på mange måder et generationsportræt af hendes egen generation, nemlig de såkaldte millennials, som voksede op med fortællingen om, at verden lå for deres fødder, og at man kunne blive, hvad man ville, hvis bare man gjorde sig umage nok.
Selv har Linea Maja Ernst haft mange samtaler med sine venner, hvor det viste sig, at de også var i tvivl om deres parforhold. Om det nu var en god idé at få børn, og som også havde været forelsket i deres bedste ven.
Men de evnede, som hun siger, at være større pragmatikere hende.
Provokerede det dig, at se folk omkring dig slå sig ned?
“Det tror jeg. For jeg så mig selv og mine venner som sådan nogle dygtige normkritikere, som havde læst normkritik på KUA, og så blev det alligevel bare hurtigt til nogle liv, som lignede vores forældres. Man blev gift, faldt til ro og fik styr på sig selv. Og jeg har bare rigtig svært ved at falde til ro,” forklarer hun.
I sin bog giver Linea Maja Ernst stemme til netop den uro gennem karakteren Sylvia. Hun er den længselsfulde og selvoptagede romantiker, som provokeres af sine venners Teslaske voksenliv – det, hun et sted beskriver sådan her:
“Det er ikke det enkelte, konventionelle parforhold, der er forbrydelsen (…) det er det konventionelle parforholds totale diktatur, der burde afskaffes.”
Sylvia drømmer om at leve mere frit. Og altså helt konkret: At gå i seng med sin ven, Esben. Uden at gå for meget i detaljer med bogens handling, kan man nok godt slippe afsted med at sige, at det ikke huer alle i forsamlingen, da den idé kommer på bordet.
Linea Maja Ernst ved godt, at det ikke er alle, der deler drømmen om at leve i et harem med sine bedste venner. Så hvorfor kom det mon som et så stort chok for hende, da det heller ikke viste sig at være tilfældet i hendes egen verden?
“Jeg ved godt, det er helt vildt narcissistisk og forkælet at tænke, at jeg er en del af en anden generation, der kan transcendere det der formulariske voksenliv. Men der er også et potentiale i at sige: Men det kan da ikke være rigtigt,” siger hun.
“Det har altid undret mig, at vi skulle sondre så skarpt mellem, hvem vi er venner med, og hvem vi er forelskede i. Det bliver rigidt, og jeg kan godt lide de frie, radikale relationer, som virker ustabile og derfor levende.”
Man kan ikke have et orgie alene
For Linea Maja Ernst handler det dybest set om, at man gerne (“for helvede”) vil være sammen med sine venner, selvom man er kommet op i trediverne. Ikke nødvendigvis på en beskidt og flirtende måde, som det er i bogen. Men når der kun er én måde at organisere sig på, så langt øjet rækker, fordi alle følger den samme model, så er det svært at lægge sit liv ud af en anden sti.
“Man kan jo ikke have et orgie alene,” lyder det.
Selv oplevede hun et lidt sørgeligt og rent savn efter tyvernes livsfase, hvor man virkelig tog sig selv og hinanden meget alvorligt. Skiftet fra at være sammen som fasttømret vennegruppe til pludselig at være delt op i små kernefamilier var vildt.
Og måske en anelse unødvendigt.
“Det er rigtig svært for mig at se, hvorfor vi er så loyale overfor parforholdet. I mine venskaber kan jeg være meget ærlig, jeg kan mega elske folk, også selvom jeg kan se deres fejl. Deres fejl er bare charmerende dele af dem, de er. Men i parforholdet stiller man tit så høje krav til et enkelt menneske. Man skal være romantiske partnere, hinandens fortrolige, og man skal være sexet og selvrealiserende. Det er aldrig bare ‘fint nok’. Og det er meget pres at lægge på én relation,” siger Linea Maja Ernst.
Hvorfor tror du, det er sådan?
“Det kan også godt være, at det er sådan en lille generationsting, at vi var nogen, der blev fortalt, at vi var en golden generation, og at verden lå åben og vi kunne blive i alting. Men så fik vi bare finanskriser og klimakriser, og så skulle man deale med det i stedet for,” siger hun.
Hun kalder det “den klassiske millennial malaise,” med henvisning til det amerikanske internetbegreb, der netop dækker over den eksistentielle krise, mange millennials typisk oplever omkring 30 års-alderen. Når man rammer den, kan man – og det gør mange – vælge at gå systematisk til værks, være fornuftig og passe sit job. Måske køber man en lejlighed med det rustrøde Stilleben-køkken, man altid har drømt om for at dulme nerverne.
Problemet med det er ifølge Linea Maja Ernst, at det er temmelig… sindssygt.
“Jeg har haft samtaler med venner, hvor det har været problemet, at man ikke kunne blive skilt, fordi de ikke havde råd. Og det er jo fair nok. Men det er også sindssygt, at livet går sådan, fordi det ikke lige passer ind med et lån”
Er det ikke bare realisme?
“Jo … men realisme, I don’t know her”
Jeg vil have det hele
Hun tænker selv, at hun ville have været glad for at læse en bog som hendes egen, fordi den kunne forsikre hende om, at det ikke kun var hende, der havde det ambivalent med at blive voksen og vokse mere og mere fast i monogamiet.
“Jeg vil både have et trygt parforhold og en spændende, raffineret affære. Som man jo vil,” siger hun.
Er det din store drøm?
“Ikke på vores allesammens vegne, men på mine egne vegne. I al sin enkelhed vil jeg jo bare gerne have det hele. Og det tror jeg godt, man kan få, hvis man er lidt fleksibel. Og hvis man er meget stædig,” siger hun og indrømmer, at hun selv har været besværlig. Og at det gav pote.
“Man kan godt have et stabilt, kærligt og trygt parforhold, som godt kan holde til, at man synes, andre mennesker er spændende.”
Men har vi allesammen den længsel i os?
“Jeg tror, der er masser af mennesker, der er født monogame, ligesom de er født heteroseksuelle og er det hele vejen igennem. Og det skal jeg overhovedet ikke blande mig i. Men jeg tror også, der er mere til forhandling, end vi lige går og tror. Verden kan være alt muligt du ikke havde drømt om. Eller netop drømt om. Jeg skriver nok især til dem, der kan komme i tvivl.”
Linea Maja Ernst tilhører ikke den første generation, der har forsøgt at eksperimentere med det klassiske parforhold. Alene ordet ‘bollerum’ burde få de fleste til at vide, hvad der menes, og man kan nok godt tillade sig at konstatere, at succesen dengang var rimelig begrænset. I hvert fald fandt de efterfølgende generationer hurtigt ud af at blive gift og få sig en smart karriere. Vil man have det hele på én gang, stiller man sig et besværligt sted, fordi man sætter urealistiske krav til tilværelsen. Eller hvad?
“Jo, men det er det eneste, jeg går op i: Urealistiske krav til tilværelsen. Verdenssituationen er forfærdelig, men vi lever i det her trygge paradis, hvor vi kunne spise figner og filosofere tale om kærlighedens væsen, hvis vi ville, men vi skal til forældremøde i stedet for. Jeg vil gerne fyre lidt op for den anden fantasi,” siger Linea Maja Ernst og fortsætter:
“Vi er ekstremt selvoptagede. Men jeg tror faktisk, at det er ret svært for folk at stille sig op og sige ‘Jeg vil have det her. Færdig.’ Fordi man også gerne vil være likeable.”
Ekstremt billedbåren generation
På den anden side kan man argumentere for, at netop millennial-generationen har fået det hele. Ingen generationer før har haft så høj levestandard i en så tidlig alder som nu. Det kan godt være, det er svært at købe et hus, men deres forældre drak ikke økologiske IPA’er og løbetrænede i Planet Nusa-outfits til 4.000 kroner. Flat white fandtes ikke engang, kaffe var kaffe. Måske burde Linea Maja Ernst ikke ønske sig mere, men omvendt forsøge at være noget så radikalt som tilfreds.
“Jeg er historisk utilfreds hele tiden, fordi jeg forestiller mig, at det gode liv er lige om lidt. Der sidder i hvert fald et bestemt segment i den her generation, som bare begyndte at begære sildebensparket i stedet for hinanden. Men jeg synes bare, det er sjovere, når det er mennesker,” siger hun.
Det handler også om, tænker hun, at hun er en del af en ekstremt billedbåren generation, og en perfekthedskultur, hvor folk hele tiden får det til at se ud som om, at de er tilfredse. På internettet ser livet nemt ud for alle andre. Samtidig var det hendes generation, der var nødt til at opfinde et bedragersyndrom som en diagnose, det såkaldte imposter syndrom.
“Vi føler hele tiden, at alle andre har forstået det hele undtagen os selv,” siger hun med et meget sigende smil. Linea Maja Ernst bilder sig ikke ind, at hun har ret i alle sine analyser, men det kan godt føles sådan, når man taler med hende, fordi meget af det er så rammende. Men ‘Kun til navlen’ er ikke nogen bibel eller noget manifest, det er snarere en dagdrømmers litterære fantasi, der skal læses som netop det – og muligvis inspirere. Det er i hvert fald hendes håb.
“Jeg håber folk vil grine af sig selv. Og af deres venner. Føle sig set og ramt. Jeg håber ikke, at det virker frelst og bedrevidende. Jeg håber, at folk ser deres venner i et nyt lys. Og det betyder jo ikke, at de alle skal gå ud i en skov og knalde. Det betyder bare at verden måske bliver lidt mere åben,” siger hun.
Hvordan får vi så folk til at gå mere åbent ind i forskellige kærlighedsrelationer?
“Altså, jeg er ikke Stalin. Jeg skal ikke revolutionere nogen som helst og siger ikke, at vi skal stoppe med at være monogame i går. Folk skal ville det selv. Det bliver altid dårligt, når man siger til andre, at de er undertrykte og siger ”Du lider af falsk bevidsthed, kammerat. Kan du så se at blive forelsket i mig!” Det dur jo ikke,” svarer hun.
To-go-koppen er tom, og vi har zigzagget en time gennem Ørstedsparken, hvis udsprungne planter og træer tilnærmelsesvis har haft et orgie med sig selv undervejs. Vi har ikke mere tid, for Linea Maja Ernst har en anden aftale lige om lidt. Hun stopper op i gruset.
“Af en eller anden grund så bliver mange livsførelser bare enormt erotisk ladede i bogen. Men der er jo også mange af de her længsler, der i virkeligheden bare handler om intimitet og nærvær overfor ens venner, som har betydet alt for en. Og jeg vil gerne have folk til at genforelske sig i deres venner. Tror jeg.”
Man kan jo altid prøve. Men husk nu: Kun til navlen.
