Uffe-Lorenzen-PF-1-@-Zarko-Ivetic-2400-e1557493178181

Uffe ’Guf’ Lorenzen: “Jeg trives nok også bedst i outsiderrollen. Hver gang det begynder at lugte af mainstream, bliver det angstprovokerende”

Musikeren Uffe ‘Guf’ Lorenzen udgiver nyt album i dag, der til dels er kommet til verden på solo-svampetrip i et lånt sommerhus. På den måde lever han helt op til ‘psych’-prædikatet og er tilmed i gang med at sælge ud af pladesamlingen for at få et sted at bo. Henrik Queitsch delte en pakke cigaretter med Guf og hørte om livet, kunsten og naturen.

PR-foto: Zarko Ivetic

Den første erindring sangeren, sangskriveren og multiinstrumentalisten Uffe Lorenzen – blandt venner også kendt som Guf – har, inkluderer selvfølgelig musik. Det fortæller han i ekskærestens lejlighed på Østerbro, hvor man helt usædvanligt i disse tider må ryge. Så det gør vi et væk.

”Jeg har vel været omkring fem år gammel. Jeg kommer ind i vores stue, og min mor har sat Røde Mors første single på. Stemningen i rummet er meget melankolsk og lidt trist, og det er min mor også. Jeg forstår selvfølgelig ikke teksten til ’Lil’ Johnnys mund’, men fornemmer instinktivt følelsen i sangen, og at den betyder noget. Det øjeblik har brændt sig ind i min bevidsthed, og jeg har ikke nogen minder fra tidligere i mit liv”.

Senere blev det Uffe Lorenzens 12 år ældre halvbror, der stod for den musikalske opdragelse.

”Han havde en pladesamling, og nogle gange fik jeg så lov til at komme ind på hans værelse og høre en plade, mens han bankede mig i skak. Jeg har vel været 10-11 år dengang, og han var en meget stor inspiration. Han lavede blandede kassettebånd til mig. For eksempel var jeg blevet vild med Kraftwerks ’The Robots’, og så lavede han et bånd med Devo og noget af det andet synth-musik, som han syntes var fedt”.

Broren var også med, da Uffe fandt ud af, at det var trommer, han ville spille.

”Jeg sad på skuldrene af min storebror til en Kliché-koncert på Roskilde Festival. Det har vel været i 1982 eller 1983. Jeg sad og kiggede på trommeslageren, og jeg kan huske, at jeg tænkte: ’Det er fedt, det der. Det virker’. Så lærte jeg mig selv at spille trommer. Jeg har aldrig fået nogen undervisning, men bare prøvet mig frem, og fandt ret hurtigt ud af, at det var jeg sgu meget god til. Så var jeg i gang”.

Læste rockleksikon flere gange

”Jeg startede mit første band som 13-årig, hvor vi fik lov til at låne musiklokalet hver fredag mellem 14 og 16 på skolen ude i Albertslund, hvor jeg kommer fra. Vi skulle bare rydde op efter os selv og aflevere nøglen til pedellen. Det var fantastisk. Vi gik helt amok, og det blev ret hurtigt til en form for punk. Så er det egentlig bare gået slag i slag derfra. Det har aldrig været planlagt som en karriere, eller hvad man nu skal kalde det, men bare noget, der altid har været der”.

Det var ikke kun det at spille musik, der trak i den unge knægt. Det var også alt det omkring musikken. Miljøet, magien, myterne.

”Det talte til mig allerede som barn og havde en meget stor effekt på mig. Jeg brugte meget tid på at opsøge musikken og dyrke den. Gik på biblioteket og lånte plader og læste Jan Sneums rockleksikon fra ende til anden flere gange i træk. Jeg slugte al den info, jeg kunne få fat på om musik. Det var før internettet, så det krævede jo, at man selv gjorde en opsøgende indsats. Det er da fedt, at det er blevet så meget nemmere nu, men jeg tror egentlig, at det er den samme procentdel, der gør det på dén der intense, altopslugende måde. De fleste glider jo bare hen over overfladen og hører lidt musik til fest eller i radioen, og det er det. Når man hører folk sige, at de kan lide al musik, betyder det som regel, at de kan lide ret lidt musik. For mig betyder musikken næsten alt. Den er mit frirum og mit frikvarter. Den kan rumme alle følelser – rastløsheden, ensomheden, forelskelsen, hjertesorgen – og uanset hvor mismodig man er, kan man slippe ud af det i fire minutter med en god sang. Det er en kunstart, som kan noget helt specielt. Jeg får i hvert fald ikke det samme ud af at se et maleri eller en skulptur, læse en bog eller se en film”.

Uffe Lorenzen har tilbragt det meste af sit liv i undergrunden. Han pladedebuterede som trommeslager i 1989 i bandet On Trial og har siden også gjort sig bemærket som frontfigur i Baby Woodrose, Dragontears og Spids Nøgenhat. Sidstnævnte fik et overraskende – ikke mindst for dem selv – gennembrud i 2013 med albummet ’Kommer Med Fred’ og ikke mindst singlen ’Lolland Falster’. Her ville de fleste så nok have fortsat ud ad den vej, men ikke Uffe Lorenzen og kompagni, som efter en succesfuld turné valgte at lukke bogen.

”Der var megen snak om, hvorvidt vi skulle køre den videre eller ej, men jeg tror, vi gik hver til sit, fordi vi har kendt hinanden i 30 år og har spillet sammen on and off i alle årene – og på et tidspunkt blev vi bare trætte af hinanden. Det er vel meget naturligt. Vi startede jo som lidt flippede teenagere, der godt kunne lide at ryge pot og høre gamle plader, men endte med at leve fuldstændig forskellige liv. Nogle fik børn, arbejde og kone og andre gik til den modsatte yderlighed, så det var svært at finde enighed om, hvad det var, vi skulle. Vi havde også nogle indre konflikter. Nogle ville gerne spille meget og tjene alle de penge, der kunne tjenes, og andre ville spille så lidt som muligt, fordi det stadig skulle være sjovt. Musikalsk var vi dog ikke uenige, og hvis vi havde lavet en plade til, kunne vi sagtens have lavet noget, vi alle sammen synes var fedt. I bund og grund var det måske bare meget forskellige personligheder, der begyndte at gå hinanden på nerverne. Så lige nu leger jeg med nogle andre end dem, jeg plejede at lege med, og det er fint nok”.

Fortryder du nogensinde, at du ikke valgte en mere lige vej?

”Ja, det har jeg fortrudt mange gange. Jeg har da haft tidspunkter, hvor jeg har tænkt: ”Fuck, måske skulle jeg bare få mig et almindeligt job”, men det har aldrig rigtig været en option. Og nu er jeg blevet for gammel. Jeg kan ikke begynde at tage en efteruddannelse nu og blive skolelærer eller sådan noget. Det magter jeg ikke. Jeg har jo truffet nogle valg tidligt i livet, som jeg måske ikke engang var bevidst om, at jeg tog, og nu sidder jeg i en situation, hvor jeg ikke ejer andet end min pladesamling og et par guitarer. Det er jo en meget udsat position at være i. De fleste ’almindelige’ mennesker har en lejlighed og en eller anden form for pensionsopsparing og sådan nogle ting, som jeg ikke har. Hvad gør man så?”.

Sælger plader for bolig

Dét, Uffe ’Guf’ Lorenzen har gjort i den konkrete situation, hvor han efter bruddet med kæresten mangler et sted at bo, er, at han har sat det meste af sin kostbare pladesamling til salg. Hvis man selv er pladesamler, ved man godt, at det ikke bare er noget, man lige gør. Og så alligevel.

”Jeg har ligesom haft oplevelsen og kicket med alle de der plader. På et tidspunkt bliver den der besættelse og samlermani også en slags stress. Nu er det måske på tide at prøve noget andet. Hvad skal jeg med alt det lort? Men det er selvfølgelig også løsningen på et praktisk problem. Måske er det bare et typisk desperat Guf-move. Jeg ved det ikke. Jeg handler tit irrationelt og intuitivt – grænsende til det irriterende for mange i min omgangskreds. Fordi jeg synes, det er spændende at se, hvad der sker”.

Selv om musikeren lige nu sidder i en presset situation, skal man dog ikke foranlediges til at tro, at han fortryder sit valg af levevej.

”Der er jo også en vis livskvalitet i at kunne beskæftige sig med det, man elsker allermest. I mit tilfælde er det at sidde og nørkle med at skrive sange. Det er ligesom et puslespil. At sætte nogle brikker sammen til et hele. Det er klart det mest interessante, jeg har fundet i den her eksistens. Det giver mening for mig og for mit liv. Det er det eneste, jeg egentlig har lyst til at lave. Spille lidt guitar og sætte nogle ord ned på papir. Lige pludselig har man så ti sange, som man synes er gode. Så går man i studiet og leger med dem og forsøger at gøre det så godt som muligt. Og så har man sgu lavet en plade til! På en eller anden måde har jeg fundet et liv, der virker for mig. Det er fantastisk, at det har kunne ladet sig gøre, synes jeg. For jeg må indrømme, at da jeg var 25, tænkte jeg sgu ofte, at det her liv, det var ikke mig. Jeg har altid haft sådan nogle fantasier om at bo på et stykke pap på en rist foran 7-Eleven. Det appellerer til mig på en eller anden måde. Selvfølgelig er det en romantisering, og jeg ville aldrig gøre det i virkeligheden. Det er jeg ikke fucked up nok til. Men der er en eskapisme i mig, som sender mig ud på sådan nogle baner. Jeg har lidt svært ved at forklare det, men det er en eller anden form for drømmeri, som også er mig”.

Hvad er succeskriteriet for dig?

”Det er vel på en eller anden måde at overleve. Og så at lave en plade, som jeg selv synes er fed. Det er sådan set det eneste. Jeg har levet et helt liv på randen af selvmord forstået som en desperat tilgang til det at være i live. Jeg har hele tiden søgt ud på usikker grund eller dybt vand. Måske indimellem også drevet af nogle selvdestruktive kræfter. En kontinuerlig kamp med mig mod verden. Det lyder måske lidt narcissistisk, men det er sådan, jeg fungerer og bliver drevet frem. Det, at jeg lige har skulle nå at lave en plade til, har afholdt mig fra at begå selvmord mange gange i mit liv. Ikke at jeg nogensinde har prøvet at gøre det direkte. Det foregår nok på mere indirekte eller subtil maner. Men jeg er ret sikker på, at jeg nok skal klare den. Hvis det fortsætter, som det kører lige nu, så ser det sgu meget fint ud. Af en eller anden besynderlig årsag, så lykkes de ting, som jeg kaster mig ud i, altid. Måske er det karma. Jeg ved det ikke. Men rig det bliver jeg aldrig, det ved jeg godt. Jeg trives nok også bedst i outsiderrollen. Hver gang jeg stikker næsen lidt for langt frem, og det begynder at lugte af mainstream, så bliver det lidt angstprovokerende. Og i dag lever jeg faktisk af at spille musik. Men den eneste måde, jeg kan gøre det på, er ved at rejse rundt som solist og forsøge at holde udgifterne på et minimum”.

Penge har med andre ord aldrig været nogen stor motivation for Uffe Guf. Og bliver det nok heller aldrig.

”Vi har dybest set skabt et samfund, som er menneskefjendsk. Vi er jo slaver. Det er en fælde, man ikke kan undgå. Du er nødt til at gå i den, ellers falder du til bunden. Og så sidder man pludselig der med et NemID-kort og skal logge ind på et eller andet for at se en mail fra Skat. Jeg ved ikke, men jeg har bare på fornemmelsen, at der er en eller anden grund til, at så mange mennesker er så ulykkelige. Flere og flere mennesker medicin for at kunne eksistere, og flere og flere får diagnoser. Der er 13-årige, der får medicin for at kunne gå i skole! Og der er ligesom ikke nogen, der siger: ”Måske er det den måde, vi har skruet tingene sammen på, der gør os syge”. Det er for mig et tegn på, at det er en dæmonisk fælde, vi lever i. Men der er heldigvis nogle smuthuller. Man kan for eksempel lave noget kunst”.

Svampetrip i Kulhuse

Den psykedeliske rockmusik fra primært slutningen af 1960’erne har altid været omdrejningspunktet for Uffe Lorenzen. Og det der med psykedelisk skal tages helt bogstaveligt.

”Psych-rock er jo gået hen og blevet sådan en slags buzzword blandt musikjournalister. En genrebetegnelse. Hvis noget skal være psykedelisk for mig, så skal det prøve at beskrive eller genskabe den psykedeliske oplevelse. Ellers bliver det bare en tom label. Det kan man i hvert fald ikke sige om min musik”.

Nej, det er ikke uden grund, at det nye album lander med titlen ’Triprapport’. En samling, der er formet som en rejse både ud i galakserne og ind i sindet, der tog sit afsæt i et svampetrip.

”Jeg var taget op for at skrive nogle sange i et sommerhus i Kulhuse, jeg havde lånt. Det var sidst i september, og sommeren var i den grad forbi. Det var koldt, forblæst og fuldstændig affolket. Efter tre dage begyndte ensomheden at indfinde sig, og jeg spiste de svampe, jeg havde taget med. Pludselig stod jeg ude i haven og kiggede på fire gamle, høje birketræer, der stod og svajede i vinden. De lignede fire fyre på første række til en doom metal koncert, der stod og headbangede. Jeg tænkte: ”De har sgu et fedt groove, de der træer” og fandt guitaren frem og prøvede så at ramme træernes rytme. Det endte som en sang, og så var der hul på bylden. Hele albummet blev skrevet i løbet af de følgende 12 dage, så det var en meget hurtig proces”.

uffe-lorenzen-triprapport

Hvad er det, stofferne kan gøre for dig?

”Alkohol, cigaretter og alt muligt andet er jo dybest set gift. Men de psykedeliske ting er i virkeligheden meget lidt skadelige, og farerne ved dem er dybt overdrevne både i den medicinske verden og i den brede befolkning. Man skal selvfølgelig ikke tage dem, hvis man er meget ung eller har en diagnose, og man hører selvfølgelig om folk, der prøver de her stoffer og har en forfærdelig oplevelse. Men med den rigtige information så tror jeg, at det er sundt for langt de fleste mennesker at prøve en gang eller to. Det er jo heller ikke noget, man har lyst til at gentage næste dag eller næste weekend for den sags skyld. Jeg tager sådan en tur en gang eller to om året for lige at blive mindet om, hvem og hvad jeg er, og der kommer stort set altid en sang eller flere ud af det”.

Besjælet med træerne

”Jeg havde min første psykedeliske oplevelse, da jeg var i begyndelsen af 20’erne. Ret sent faktisk. Og det vil jeg også anbefale. Det er ikke noget, man skal begive sig ud i, før ens hjerne er nogenlunde færdigudviklet. For mig var det en åbenbaring. Jeg følte, at jeg kom ud af min skal eller mit skjold. Det åbnede for en masse inspiration og interesser, som har formet mit liv sidenhen. Det har sendt mig i nogle andre retninger og nok også indimellem fået mig til at tage nogle dristige valg. Betydet, at jeg har turdet gøre nogle ting, som jeg ellers ikke ville have turdet. Man oplever også nogle klarsyn. Som den der helt konkrete fornemmelse at af stå på en klump jern og suse gennem rummet. Det sjove ved den psykedeliske oplevelse er jo, at den er så tæt forbundet med naturen. Jeg kan sgu godt finde på at smide et cigaretskod på fortovet i en brandert, men jeg kan love dig for, at hvis du giver mig et svampetrip, så bliver der ikke smidt noget nogen steder. Der er en eller anden form for respekt, der følger med. Selv træerne bliver jo besjælede. Man indser, at man er en del af naturen. Og man kan fuldstændig fortabe sig i skønheden. Et stykke bark kan være det smukkeste kunstværk, man nogensinde har set. Selv årerne i den der gamle træreol er der jo sjæl i, hvis man tripper lidt”.

”Er det ikke det, vi har brug for? En bevidsthed om, at vi alle sammen er en del af det her biologiske system, som planeten Jorden er. Hvis vi nu så sådan på os selv og den her planet, så kan det godt være, at tingene så lidt bedre ud for os. Men det er også skidefarligt for magthaverne – nu ved jeg godt, at det lyder lidt gammeldags at bruge ordet ’magthavere’, men de findes altså stadigvæk – hvis folk får det der store perspektiv på tingene, som den psykedeliske oplevelse kan give. Men det hører vi nok aldrig nogen politiker sige. Ikke engang Uffe Elbæk. Han ville ellers være mit bedste bud på en politiker, der har fået et godt syretrip. Men de burde alle sammen prøve det efter min mening. Lidt kollektiv bevidsthed ville nok ikke skade nogen”.

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Uffe Lorenzens nye album ’Triprapport’ er tilgængelig på vinyl og streamingtjenester nu.

Find mere om
Footer graphics