Claus Hempler debuterede som blot 20-årig i 1990 med albummet ’Shine’ i front for Odense-bandet Fielfraz, der udsendte yderligere to album, inden de lukkede og slukkede i 1997.
Siden er det blevet til tre engelsksprogede soloalbum samt en duetplade med sangerinden Dicte. I 2018 deltog han i tv-serien ’Toppen af poppen’, og i sidste uge kom så hans første album på dansk ’Kuffert Fuld Af Mursten’. Det placerer ham i en alder af 49 år som en af tidens væsentligste sangskrivere på modersmålet, og lur mig, om det ikke ender i øverste ende, når årets danske plader engang skal gøres op. I den anledning har vi bedt Claus Hempler fortælle om fem plader, der har været med til at bygge hans fundament.
1. Johnny Burnette and the Rock’n’Roll Trio: ‘Johnny Burnette and the Rock’n’Roll Trio’ (1956)
“I min barndom i slutningen af 70’erne optog jeg hver uge på kassettebånd et P3-radioprogram, der hed ’Pop før’, som primært spillede populærmusik fra 50’erne og starten af 60’erne. Det blev begyndelsen på en total besættelse af den helt tidlige rock’n’roll-musik. Eddie Cochran, Jerry Lee Lewis, Little Richard, Chuck Berry, Gene Vincent, Buddy Holly og naturligvis Elvis. Jeg skrev breve med barnlig håndskrift, som blev sendt ind til ’Pop før’-radioværterne, hvori jeg udbad mig faktuelle oplysninger om nøjagtige udgivelsestidspunkter, navne på pladeselskaber og medvirkende musikere på mine yndlingsplader. Og var fyr og flamme, når jeg indimellem fik et håndskrevet svar tilbage fra mine voksne, diskofile åndsfæller fra statsradiofonien”.
“Johnny Burnette and the Rock’n’Roll Trio’ fra 1956 var en af de første LP-plader, jeg anskaffede mig, efter at være blevet totalt blæst bagover af nummeret ’Lonesome Train’ i et af ’Pop før’-programmerne. Det er rock’n’roll i sin allermest basale og primitive form, men som absolut stadig kan nydes uden at have de museale briller på. Og selvom det uden konkurrence stadig er Elvis Presley, jeg oftest vender tilbage til, når det gælder 50’er-rocken, så synes jeg, dette Johnny Burnette-album er en af de absolut bedste plader fra perioden. Og det var nok første gang i livet, jeg oplevede rockmusik udtrykke noget, som jeg først en håndfuld år senere fandt ud af kunne betegnes som liderlighed”.
2. New Order: ’Power, corruption & lies’ (1983)
“Pladen blev købt samme uge, som den udkom i maj 1983. Mere præcist på min blå mandag, hvor jeg, tro det eller lade være, ved samme lejlighed købte ’Blue Monday’, også med New Order, på 12” maxi-single, som var udkommet måneden før. Så mens mine skolekammerater løb rundt i Odense Tivoli i konfirmationstøj, stod jeg selv det meste af dagen i et fugtigt kælderlokale på Østre Stationsvej i specialpladeforretningen Van Rock og kiggede på plader. Jeg var 13 år gammel og havde, bl.a. igennem min pladesamlende storebror Jesper, så småt opdaget, at der var noget, der hed postpunk. Eller new wave, som vi kaldte det dengang i provinsen. Jeg havde også opdaget, at New Order i virkeligheden var det band, der hed Joy Division. Bare uden forsangeren Ian Curtis, der havde taget livet af sig selv tre år tidligere”.
“Men i min verden kom New Order først og Joy Division senere. ’Power, Corruption & Lies’ blev den plade, der både sparkede døren ind til mine teenageår og til hele den bølge af britiske bands fra perioden, som jeg kom til at opleve som mine allierede, da den ungdommelige følsomhed begyndte at indfinde sig på drengeværelset i forstadsmiljøet på Fyn. Den forekommer stadig fuldstændig frisk her 36 år senere og springer op som en trold af en æske, hver gang jeg sætter den på. Og den egner sig på forunderlig vis ligeså godt til en feststemt fredag aften med noget i glasset som til en eftertænksom blæsende efterårssøndag sidst i oktober”.
3. Pink Floyd: ’The Piper at the Gates of Dawn’ (1967)
“Der findes Pink Floyd, og så er der Pink Floyd. Eller rettere, der findes Pink Floyd med eller uden Syd Barrett, som var bandets oprindelige frontmand på det allerførste spæde album ’The Piper at the Gates of Dawn’ fra 1967, hvor han som sangskriver, sanger og guitarist blomstrede så kort, forlod bandet året efter, og siden forsvandt totalt ud af spotlightet, indtil han døde i fødebyen Cambridge i 2006 uden at have udgivet noget som helst siden 1970. Efter sigende martret af psykisk sygdom det meste af livet. Pink Floyd uden Syd Barrett er på mange måder en langt større og mere fuldendt størrelse. Ingen kan argumentere imod hovedværker som ’Meddle’, ’Dark Side of the Moon’, ’Wish You Were Here’ og ’The Wall’, som alle har været vigtige plader i mit liv. Men det er noget andet med Syd Barretts Pink Floyd”.
“Jeg var selv begyndt at sysle med sangskrivningen i mine teenageår i mit band Fielfraz, hvor jeg var sanger og guitarist, da jeg første gang ramlede panden imod Syd Barretts kringlede og særprægede sange fra ’The Piper at the Gates of Dawn’ (og de tre singler fra samme år), som jeg aldrig rigtig har kunnet slippe siden. Cirka en gang hvert femte år eller deromkring glider jeg som regel ind i en Syd Barrett-periode, hvor jeg i en måned eller to udelukkende lytter til hele Barrett-kataloget, som ganske vist ikke er stort af omfang, men som til gengæld altid stråler evigt ungt og imødekommende. Det er mig under alle omstændigheder næsten altid umuligt at lytte til Barretts sange uden selv at få lyst til at sætte mig med min guitar og prøve at skrive noget. Også hans to sært slingrende og ufærdige soloplader fra 1970, ’The Madcap Laughs’ og ’Barrett’, har jeg vel hørt ligeså ofte som de store senere Pink Floyd-plader fra 70’erne, selvom Barretts små skævvredne sange mest af alt tager sig ud som naive børnetegninger imod Pink Floyds monumentale arkitektur på ’Dark Side of the Moon’ og ’Wish You Were Here’”.
4. Bob Dylan: ’Time Out of Mind’ (1997)
“Jeg var naturligvis stødt på sange af Bob Dylan tidligere, men fik vel først for alvor chokket, da jeg var i starten af 20’erne og begyndte at høre pladerne i kronologisk rækkefølge. Den kolossale dybde, rækkevidde og musikalitet i lyrikken. Sangenes enkle umiddelbarhed kombineret med en uhyre kompleksitet. På den ene side simple og sangbare. På den anden vildtvoksende og uigennemtrængelige. Jeg hørte alle pladerne fra 60’erne (og enkelte udvalgte fra 70’erne) på repeat i årevis. Lærte at spille og synge dem for på den måde at få dem endnu længere ind under huden, måske i håb om at genialiteterne en dag ville smitte bare en lille smule af på mine egne beskedne forsøg ud i sangskrivningen”.
“I midten af 90’erne følte man måske så også, at der (måske med undtagelse af ’Oh Mercy’ fra 1989) var begyndt at være lidt vel langt imellem snapsene, når talen faldt på nyere Bob Dylan-plader. Jeg havde nok i hvert fald afskrevet ham som en kunstner, der for længst havde storheden bag sig, da ’Time Out of Mind’ udkom i 1997. Jeg husker stadig, at jeg kørte med en god ven, som også var Dylan-entusiast, i bil igennem Tyskland på vej til Frankrig, hvor vi, lidt af pligt, satte netop udkomne ’Time Out of Mind’ på afspilleren i forventning om, at man sandsynligvis ville kunne døse hen til endnu en halvslap omgang fra oldtimeren, hvilket efterhånden var blevet mere reglen end undtagelsen. Efter de første par numre kørte vi ind på en rasteplads, ikke for at døse hen, men for at sidde på kanten af sæderne opslugt lyttende til miraklet. Hvordan i himlens navn han har båret sig ad med at skrive de sange og indspille den plade, må guderne vide. Daniel Lanois som producer spiller nok utvivlsomt en væsentlig rolle i tilblivelsen. Det er under alle omstændigheder i mine øjne et uopslideligt mesterværk af de helt store i rockhistorien og vil for altid være en seriøs bejler til pladen, jeg ville tage med på den øde ø”.
5. Scott Walker: ’Bish Bosch’ (2012)
“Denne vanvidsplade er, indrømmet, ikke et album, man sætter på grammofonen, når der er andre tilstede, medmindre de er advarede eller i forvejen indviede. Det er ikke desto mindre alligevel den plade, jeg har hørt mest i løbet af det seneste årti. Selvom man måske nok i en vis forstand var forberedt på løjerne, når man havde hørt mandens to seneste udspil ’Tilt’ fra 1995 og ’The Drift’ fra 2006, så forekommer det alligevel vildt, at en gammel popsanger har været i stand til at skabe en så monstrøs helvedesvision af et værk i en alder af 69 år. Jeg sad i hvert fald efter de første par gennemlytninger tilbage med samme svimlende højdeskræksfornemmelse, som man kan opleve, når man kigger ned i afgrunden fra toppen af en meget høj bygning. Draget og frastødt på samme tid, mens man klamrer sig til gelænderet for ikke at miste fodfæste”.
“Langsomt for hver gennemlytning bliver man lukket længere og længere ind i dette mærkværdige og dybt excentriske univers, som ikke rigtig lyder som noget andet, man kan komme i tanke om. Det eneste egentlige holdepunkt er den genkendelige lyd af en af pophistoriens største sangstemmer. Jeg lærte Scott Walkers gamle plader fra sidste halvdel af 60’erne at kende, da jeg selv var i starten af 20’erne. Det vil sige hans tre albums som sanger i poptrioen The Walker Brothers samt de fire første soloalbums Scott 1, 2, 3 og 4. I særdeleshed de to sidste har været vigtige plader i mit eget lidt mere ’voksne’ liv som sanger og musikmager. Scott Walker døde tidligere på året 76 år gammel. Tænk at have debuteret i 1965 som teenageidol i et boyband. For så over 50 år senere at takke af som avantgardekunstner par excellence med dette galmandsværk og efterfølgeren ’Soused’ fra 2014, som i øvrigt er næsten ligeså god”.
Claus Hemplers nye album, ‘Kuffert Fuld Af Mursten’, er tilgængeligt på streamingtjenester.
