Det er torsdag aften, og jeg er på vej på vinbar. Det er der sådan set ikke noget bemærkelsesværdigt i. Og i sig selv er Sigurd Vinbar, som jeg har kurs mod, langt hen ad vejen bare en vinbar. Men situationen er den, at den er placeret i de lokaler, der indtil august sidste år husede den famøse 18+ klub Sigurdsgade – eller Gurden, om man vil. Den klub, der introducerede 17-årige mig til at gå i byen. Introducerede mig til at snyde mig ind, selvom jeg var for ung, blande vodka og sodavand direkte i munden i køen og lokke gratis tequilashots ud af fremmede. Men denne torsdag aften står der et skilt med ordene; ‘Dagens vin 75 kr.’ i stedet for en lang kø af gymnasieelever ude foran Sigurdsgade 39.
Fra isbjørn til orangevin
Med rustikke træborde, murstensvægge og industrielle lamper i loftet ligner Sigurd Vinbar mange andre vinbarer i København. Du kan købe naturvin og små delikate anretninger. Men gæsternes gennemsnitsalder er hævet drastisk, siden jeg var her sidst. Og i stedet for at købe giftig-blå isbjørn og snøvle ind i hinandens ører, køber vi orangevin og konverserer sofistikeret.
Mit forhold til det gamle Gurden havde en udløbsdato. For som en anden Peter Pan nægtede natklubben at blive ældre. Jeg husker at kigge rundt og indse, at jeg som 20-årig var klart den ældste gæst. Vi var vokset fra hinanden, Gurden og jeg. Sigurdsgade-æraen var forbi for min årgang, og vi måtte søge mod nye horisonter i det københavnske natteliv.
Efter at være adskilt i tre år spredte rygtet sig: ”Sigurdsgade hæver aldersgrænsen.” Og ikke nok med det – de har rebrandet sig fra at være en form for alkoholisk ungdomsklub til at være et tredelt koncept under fællesbetegnelsen Sigurd med Vinbaren, Haven og Klubben. Gurden påstår altså både at være blevet ældre, men også at være blevet mere nuanceret, mere fleksibel og klar til at dække ethvert af mine behov. Derfor har jeg planlagt en slags Sigurdsgade tour de force i anmeldelsens tegn. Jeg skal både besøge vinbaren torsdag og klubben fredagen efter. To dage i streg på Sigurdsgade – det er ikke første gang, må jeg indrømme.
Hvor har I været?
På Sigurd Vinbar torsdag aften køber mine venner og jeg det ene glas vin efter det andet i en slags rus af noget, jeg vil beskrive som adulting. Først næste morgen husker jeg, at jeg endnu ikke får voksenløn, men bare er på SU, og at jeg derfor økonomisk ikke er helt voksen nok til Sigurd Vinbar. 1-0 til Sigurd.
Selvom fire glas vin og en fadøl faktisk er begyndt at give mig tømmermænd, er det fredag aften tilbage på pletten og af sted mod Sigurdsgade igen. Jeg har selvfølgelig stalket det nye Sigurd på Instagram, som enhver respektabel eks ville gøre det. Og æstetikken siger jeg-har-været-i-New-York-købt-et-kamera-og-fundet-mig-selv. Da vi kommer ind på klubben, tager jeg mig selv i at kigge rundt på crowdet med strålende øjne. Jeg kan ikke regne ud, hvor de her mennesker er gået i byen før genåbningen. Hvor har I været de sidste tre år?
Jeg har svært ved at pinpointe folks stil i en samlet betegnelse, og det er i sig selv en lettelse faktisk. Jeg ser både lange, falske øjenvipper, normcore turtlenecks, netundertrøje og navlepiercinger. Det klæder os godt, at vi alle lige fik time-out fra Sigurdsgade, så vi kunne finde en form for personlig stil og egne holdninger og vende tilbage, en tand mere afslappet og cool.
Måske består crowdet af en blanding af dem, der ellers ville tage på Baggen, men som i alt hemmelighed savner lidt mainstream pop. Dem, der ellers ville tage på SØ, men som ikke rigtig orker at skulle lade som om, de er noget. Og dem, der ellers ville tage på Farfars, men savnede et sted, der simpelthen ikke var Farfars.
Dansegulvet på Sigurd er ikke længere en krigszone af skubbende teenagere, der kun kan stå oprejst, fordi der ikke er plads til at falde. Der er faktisk plads til at danse på det rødt oplyste dansegulv. Og musikken! Afrobeat, hiphop, RnB – det jeg har manglet og savnet på andre københavnske klubber.
Nostalgiens effekt
Mine egne tårnhøje forventninger er tæt på indfriede. Jeg tager en runde for at være sikker på, at jeg ikke er den eneste, der har det på denne lidt opstemte måde. Alle, jeg snakker med, fortæller mig, at de er vendt tilbage for at se, hvad den hævede aldersgrænse kan. “Og hvordan er det så?” spørger jeg. “Nostalgisk!” svarer alle. Selv følelsen af at stå i kø for at komme ind er nostalgisk.
Det gamle Sigurdsgade var så populært, at der blev oprettet en Instagram profil, @sigurdsgade_koeinformation, der rapporterede live om køens tilstand, så vi kunne følge med i den hjemme fra vores warm. En kø, der nogle gange var op til 1,5 time lang.
Men er nostalgi nok?
Jeg tror, at nostalgien har fået os til at putte det gamle Sigurdsgade på en piedestal. For jeg bilder ikke mig selv ind, at Gurden var et særlig inkluderende sted. Tværtimod. Sigurdsgade var et sted, hvor det gjaldt om at passe ind. Og jeg blamer ikke 17-årige mig for at ville være, som folk var flest. Men jeg er lettet over, at det nye Sigurd virker til at lægge hus til et langt mere selvsikkert og selvstændigt crowd. Og selvom, jeg har hørt mig selv sige, at jeg ville ønske at Gurden var 21+, så savner jeg ikke at deltage i konkurrencen om, hvem der kunne opleve det vildeste, være ude til senest, eller, lad os bare være ærlige, blive stivest. Også på dette punkt har jeg en fornemmelse af, at Sigurds klientel er blevet ældre og kaster lidt færre sammenlignende blikke på floor.
Tre tequilashots og en taxa hjem
Alligevel får jeg, som aftenen skrider frem, en fornemmelse af, at både Sigurd og jeg leger voksne. Vi kan godt bilde hinanden ind, at vi er blevet mere modne. Men det viser sig, at der ikke skulle gå lang tid på klubben, før vi kommer til at tage for mange tequilashots, og jeg må holde min ene venindes hår på toilettet og sende hende hjem i en taxa, mens den anden kysser med en fyr på floor. Spol fem år tilbage og situationen er præcis den samme. Men pakker vi det ind i lidt naturvin og en fed insta-æstetik så kan vi snyde både os selv og hinanden.
Overraskende nok er jeg næsten overbevist om, at mødet med min gamle flamme Gurden markerer begyndelsen på en ny relation. Hvem der er blevet ældre, og hvem der ikke er, det ved jeg ikke, om jeg fandt et svar på. Men gode gamle Gurden, som jeg havde dømt ude, er i den grad tilbage i bybilledet for mit vedkommende. Tænk, at der skulle findes en lykkelig udgave af at-vokse-fra-hinanden-historien. Vi ses på Gurden.
