Kære Cathrine
For et par år siden – eller ”et par” er faktisk relativt, for det var i 2012, men tiden flyver jo – sad jeg en efterårsdag og småfrøs på Old Trafford. Det var egentlig noget arbejde, et interview med Manchester Uniteds daværende, danske kommercielle direktør Casper Stylsvig til Berlingske, men når jeg ser tilbage, må jeg nok i dag indrømme, at det mere var hjemmekampen mod Arsenal der havde lokket mig med toget til det pisvåde Manchester.
I de 90 minutter var jeg lykkelig. Sir Alex stod på sidelinjen og tyggede manisk på sit tyggegummi, Patrice Evra luntede rundt nede på venstre back og havde sit suveræne franske overblik, Rooney tonsede omkring og jagtede alle bolde, og Robin van Persie var bare hele tiden det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, som sådan en target man jo får sin månedsløn for at være. Og så var der selvfølgelig Anders Lindegaard på bænken, som vi alle sammen halvt håbede på ville komme på banen og halvt håbede på ville blive siddende. Åh ja, de nationale kræfter i ens indre rasede om kap med de lokale.
Det var den første kamp, van Persie, det arrogante røvhul, spillede på hjemmebane efter sit skifte fra Arsenal, fordi han var en af dem, der selvfølgelig også var skide træt af ikke at have noget håndgribeligt bevis på sin flotte karriere hjemme på kaminhylde, og jeg stod få meter fra det indhegnede afsnit, hvor de rød-hvide fans sang ”you-re a cunt, Robin, you are a cunt”, så hadet kunne mærkes hele vejen fra Old Trafford til Ethiad.
Vi synes jo ikke, at han var en kusse, men det er jo aldrig sjovt at være en spiller, som engang elskede en anden og nu skal lade som om at de elsker den nye – eller omvendt.
Men det var en stor eftermiddag, Cathrine, det var det sgu, men problemet ved Old Trafford er, at de aldrig har fået taget sig sammen til at installere en storskærm, så da først van Persie og siden Evra scorede til 1-0 og -2-0 gik det så absurd stærkt, at jeg ikke nåede at opfatte det. Men igen, sådan er det jo ofte med de store begivenheder i livet. Når de først er der, går det så hurtigt, at vi bruger resten af tilværelsen på at forstå dem.
Jeg havde næsten glemt den eftermiddag, da jeg forleden ved et tilfælde kom i tanke om, at jeg er Manchester United fan. Det er ikke (kun) min fremskredne alder, der gør, at jeg indimellem kommer fra det. Lidt som i et ægteskab hvor årene går, og der egentlig ikke er så meget at skrive hjem om, men man deler jo stadigvæk dobbeltseng og ens navne står sammen på dørtelefonen, og så er man vel gift, er man ikke?
Det er næsten for trist at gå ned i, hvorfor det har været så svært at være United-fan de senere år. Men ligesom man elsker sine børn, selvom de bliver stiknarkomaner eller ultraliberale, så støtter man vel også sit hold, selvom de hyrer de forkerte trænere, køber de forkerte spillere og render rundt på banen uden den autoritet og power, som engang kendetegnede dem.
Da jeg så United spille forleden mod Chelsea, var jeg da glad for den hårdt tilkæmpede sejr, men det var nærmest kun David de Gea og Juan Mata, jeg var på fornavn med. Resten er kommet og gået, uden jeg egentlig har bemærket det. Som i ”har du fået nyt hår, skat? Ja da, det fik jeg da sidste år! Nå ok så.”
Det må være sådan, alle andre end vi danskere har det med Martin Braithwaite i Barcelona. Whatthebraithwaite?? Det er da fantastisk for ham – og det danske landshold, håber vi. Men hvordan har du det, Cathrine, tænker jeg? Jeg ved i hvert fald, at mit ægteskab med United ville have brug for mere end parterapi og andre julelege, hvis jeg pludselig skulle se Braithwaite forsøge at modtage en aflevering fra Pogba og lægge den ind til Marcus Rashford foran mål.
Det er det spøjse med de nationale briller, man ikke kan sige sig fri for at have klistret til sine fodboldøjne. I det øjeblik, Christian Eriksen trillede Porschen ud af Enfield for sidste gang, forsvandt alle mine følelser for Tottenham og co. (og hvor var det også dejligt at få en pause fra sure José), og jeg købte login til TV2 Play for at se CE24 der. Og MB19 selvfølgelig.
Kh kristoffer
Kære Kristoffer
I de første år af mine 30’ere havde jeg ret mange kriser. Den eksistentielle del af det var nok, at jeg endnu ikke helt havde forstået, at ansvaret for mit eget liv, var mit. Den konkrete del af det var stress, jeg sagde mit job op, vidste ikke hvad jeg skulle/ville/kunne, kom ud af et laaangt forhold, flyttede rundt. Det hele føltes som om, jeg var i en stor snebold, der bare rullede nedad på lige præcis den der måde, universet mærkværdigvis fungerer på, hvor både gode og dårlige ting altid kommer efter dig i stimer (Det er law of attraction vil Martin Braithwaite nok sige. Det er sådan, han forstår verden og det gør jeg også mere og mere). Det er jeg også SIKKER på, du forstår som United-fan. Man kan komme ind i en dårlig spiral.
Reaktionerne på en krise er forskellige. Du kan ignorere den, keep going, samme spor. Som Trump og vores boomer-forældre gør med klimakrisen. Du kan lyve for dig selv og for de andre og få den til at handle om noget andet, fx nationalstat og svinekød, som politikerne gør med flygtningekrisen. Eller du kan prøve at overveje om krisen er en kærkommen korrektion. Det berømte vink med vognstangen – hvis du er så heldig, du ikke har fået vognstangen lige i face – der bebuder, at noget (læs: du) må forandre dig. Det tog et stykke tid for mig inden den tiøre faldt dengang. Meget længere tid end det gjorde for Martin Braithwaite, dengang han brækkede benet som 18-årig og forstod, hvor heldig han var, at han var professionel fodboldspiller, og at han var nødt til at arbejde hårdere for sine drømme. Hvis det ikke var for det brækkede ben, så var han her ikke i dag.
Inden min tiøre faldt, var der en periode med on and off panik, der nok ikke altid var pænt at se på. Lidt for mange branderter. Kysse med de forkerte. Starte half ass projekter uden retning og økonomi. Sjov og forvirring og ballade og bekymring i mix med følelsen af frihed og momentvis desperation.
Det er lidt sådan, FC Barcelona ser ud lige nu. Det er sådan, jeg har det, Kristoffer: Som om Barca er lige midt i krisen og stadig ikke aner, hvad de laver.
Messi har igennem længere tid opbygget og ekspanderet sine stjernenykker – med det resultat, at klubben Gud Hjælpe Mig forsøger, men fejler i at købe Neymar tilbage fra Paris i sommer. Pinligt.
For nyligt har den bette så en offentlig kontrovers med sportsdirektør Eric Abidal, der i et interview anklager spillerne for at være dovne og skyld i fyringen af eks-træner Valverde. Nårh ja, Barcelona har fyret deres træner og kan ikke rigtig få det til at fungere på banen. Og så, i sidste uge, kommer den sindssyge historie frem, at klubben, min kærlighed, har hyret et lyssky PR-firma til på de sociale medier at miskreditere de Barca-koryfæer (Xavi, Pep, Piqué), der har ytret sig negativt om præsidenten, Bartomeu.
Alt i mens tager du dig måbende til hovedet og tænker på, hvordan fodboldverdenen og i øvrigt Don Trump får verden til at ligne dystopisk fiktion med deres ’hemmelige SoMe-fabrikker’, Russiske/arabiske olieprinser og stakkevis af dollars, der pludselig dukker op på kontoer (Manchester Citys fx).
Ind på den scene træder Martin Braithwaite. Den nye pride and joy of Denmark. Lad det være sagt: Braithwaite virker som en super fed fyr fra Esbjerg, hvis drengedrøm nu er gået i opfyldelse. Han er også ok hurtig på fødderne. Jeg kan fandeme godt forstå, at hans søde forældre er stolte. Men det er måske – som du selv antyder, Kristoffer – ikke ligefrem et angriber-indkøb for en storklub (no offense, men jeg ville være mindre overrasket, hvis han var røget til United som det ser ud lige nu.)
Ligesom resten af et lettere hysterisk Danmark er jeg da glad på Martins vegne. Men jeg er også bekymret for ham. Som den eneste tilsyneladende. Det minder mig om slutningen af 2.Verdenskrig, der i 1944-45, hvor de godt vidste, at naziskibet var sejlet, men for at holde facaden oppe blev ved med at sende soldater afsted til den visse død i Sovjetunion: ”Ja, hej, hej, drenge, held og lykke med kommunisterne, vi ses (NOT!)”. Er det mest sandsynlige ikke, at Braithwaite om et overskueligt antal måneder ikke får noget spilletid og dør en stille død i FC Barcelona? Det er et køb foretaget af et hold i total krise. Jeg stoler simpelthen ikke på dem lige nu. Ligesom jeg stadig ikke ville stole på United over en dørtærskel, hvis jeg var dig.
KH
Cath
PS: Van Persie! Jeg havde glemt van Persie! Jeg elsker van Persie. Engang var der altid en hollandsk angriber.
